click to dismiss

Please logged in to see pending comments.

UsernamePassword

| Lost password

November 2011

Fast Dezember!!   (published in Tanzania)

November 30, 2011 by   Comments(0)

Hello again! Diese Woche im Krankenhaus ist schon viel besser als die letzte. Den nun bin ich bei den pregnant women mit einer richtig netten nurse. Die schwangeren Frauen kommen jeden Monat zur Kontrolle zu ihr und werden dann  untersucht. Beim ersten Kind sind die meisten zwischen 15 und 20 und im Durchschnitt bekommt eine Frau hier so 5 Kinder. Ich darf da eigentlich alles mitmachen, bin jetzt super im Blutdruckmessen, messe die Groesse des Babies, hoere den Herzschlag, mache HIV und Syphillis tests, dokumentiere das ganze usw. Eigentlich soll ich auch Spritzen geben, ich konnte die nurse aber davon ueberzeugen, dass ich das erst spaeter machen moechte. Es ist dabei echt erschreckend zu sehen wieviele schwangere Frauen HIV positiv sind: ich habe nachgezaehlt, seit Januar waren ueber 80 Frauen da! Am Montag war bei der Station der Babies,die nebenan ist, so viel los, dass ich dort auch mihelfen musste und habe bestimmt ueber 50 Babies gewogen, sie sind einfach so suess! Ich durfte auch wieder in den OP und konnte gestern und heute jeweils 2 Eingriffe sehen. Wieder hauptsaechlich Brandverletzungen. Heute habe ich gesehen, wie einem Mann die verbrannte haut an Armen und am Bauch entfernmt wurde, schoen ist das wirklich nicht. Aber es ist echt toll, dass wir nun bei Operationen zuschauen duerfen und die belgischen Aerzte sind auch echt super nett und erklaeren viel.

Meine Hostfamily hat am Montag ein extra Fisch und ganz viel gekocht, weil sie weiss, dass ich nicht so gerne Fleisch esse (das ist hier aber auch wirklich wie Kaugummi!). Und ich bekam Salat mit Karotten und Gurke, das ist seeehr ungewoehnlich fuer hier und mochte auch keiner ausser mir. Gestern Abend waren wir mit Freiwilligen in einem franzoesischen Restaurant und ich habe mit einer anderen Freiwilligen zusammen Kaesefondue gegessen! Es war sehr lecker, wenn auch ziemlich komisch hier so etwas zu essen, aber Kaese und generell Milchprodukte gibts hier so gut wie nicht.

Morgen ist schon der 1. dezember, es ist unglaublich! Meine Hostfamilie feiert Weihnachten wohl nicht, hier gibts anscheinend nur etwas Besoderes zu essen. Das fine ich schn ein bisschen traurig, aber dafuer ists hier so schoen warm! :)

Also, einen schoenen Advent!

Luisa

(0 from 0 votes)
 
Fast Dezember!!https://www.mytripblog.org/pg/blog/lknobloch/read/159006/fast-dezember
Fast Dezember!!
 

Nyt er godt?!   (published in Tanzania)

November 27, 2011 by   Comments(0)

Efter at have tilbragt omkring 9 uger på Mwananyamala hospital, er der nu sat flueben på besøgslisten ved de fleste afdelinger, faktisk alle afdelingerne i OPD (out patients department), så det er nu ikke længere nyt for mig at være i de forskellige rum, som jeg nu er ved at være bekendt med, ligesom det heller ikke er nyt for doktorne, når jeg kigger forbi for at tilbringe, lære og hjælpe i deres afdeling. Flere af doktorne stopper nu gerne op for at snakke og joke, og hos fysioterapeuten/skadeslægen, hvor jeg tilbragte mandag og tirsdag, blev dette udnyttet til fulde, da patienterne ikke ligefrem var i massevis modsat de tusindvis af store regndråber, der kiggede forbi det meste af dagen. Regnen var da også årsagen til de manglende patienter, for åbenbart er regnen så skræmmende, at helbredet lige kan vente en dag eller to, måske tre.
Og går man helt almindeligt rundt udenfor i den silende regn, kan man være sikker på, at mindst 3 personer kigger meget underligt og muligvis lidt forpustet efter selv at have flygtet i løb ind under et halvtag sammen med de omkring ti andre personer, der samtidig har søgt ly for regnen. Men hvad det er jo næsten som at være hjemme i Danmark, kun lige 20-30 graders forskel, så hvad betyder det?
Til gengæld bliver vejene i Danmark kun våde, hvilket måske kan medføre glat føre, her i Tanzania bliver de såkaldte ”bumpy roads” ændret til nye og forværrede veje, med huller i forskellige størrelser så køreturen i daladala hjem føles som en 300 shillings betalt rutsjebanetur, hvor man er garanteret en god omgang rystelser samt små gentagne hop, når man kører over fartbumpene, der i forvejen kunne medføre skader på undervognen, men nu mere ligner udfordringerne i en bmx-konkurrence. Så det er ikke for sjov, når vi udenfor gaten nærmest i kor siger, ”home sweet home”.
Hjem kære hjem blev da også det store tema onsdag, hvor pastorens børnehjem, vi havde besøgt i sidste uges Medical Outreach, havde fundet et nyt og meget bedre sted at være, sponsoreret af Projects Abroad. Dette blev selvfølgelig fejret med en picnic i deres nye ”have”, hvor tiden blev tilbragt sammen med de mange børn, der heldigvis ikke var blevet skræmt fra sidste uges doktorbesøg, men derimod glædede sig til at modtage en nylavet papirsflyver eller endnu en person at spille bold med.
Fredag blev det Mwananyamala Hospitals tur til at modtage, da nogle voluntører havde samlet en masse penge sammen fra deres hjemland, for derefter at købe en masse lægeting til hospitalet lige fra specielle handsker til oxygenmaskiner, og som største donation en ECG-maskine, som hospitalet nu skal lære at bruge. Så for at hjælpe de uvidende doktorer holdte en hollandsk sygeplejerske (Inge) og en norsk lægestuderende (Maria) en powerpoint-præsentation omkring det basale ved brug af maskinen.
Glæden var derfor stor på hospitalet den dag, hvilket selv kunne mærkes ved operationsbordet, hvor jeg havde opholdt mig onsdag til fredag, observeret og assisteret assistenten, der nu glædeligt bar de specielle handsker samt nye operationsbriller.
Den glade følelse fortsatte resten af weekenden, der bestod af en god samtale med en safariguide, der kunne tilbyde præcis den safari, jeg har ledt så længe efter. Lørdag skulle jeg så lede lidt igen, men denne gang efter det Tingatinga marked vi havde kørt efter, men som ikke lige var til at se ved første øjekast. En lille omgang tampen brænder, men så blev markedet med de berømte tingatinga-malerier samt generelt mange flotte normale malerier da også fundet. Mænd siddende på skamler med lærred og pallet malende de smukke farver, der i sidste ende ligner de mange andre malerier, men alligevel hver især er helt unik. En god inspiration til kommende souvenirs og livet generelt, vi ligner muligvis hinanden men er hver i sær unikke.

(0 from 0 votes)
 
Nyt er godt?!https://www.mytripblog.org/pg/blog/ngaardsvigkjaer/read/158065/nyt-er-godt
Nyt er godt?!
 

Sikke en start   (published in Tanzania)

November 24, 2011 by   Comments(0)

foelte mig lidt som palle alene i verden da jeg stod i londons koloenormt store lufthavn og damen foran mig siger at jeg har misset flyet og det naeste foerst gaar om 24 timer.. Shit!

Min rejse startede ellers fint, tog til kbh og besoegte veninden og tog saa videre til kastrup hvor jeg fik kobt hvad jeg havde glemt ( Ur, pude og gave til familien) Men alt kan jo ikke blive ved med at gaa godt, saa da jeg kigger op paa skermen for at se hvilken gate jeg skal med fra, staar det ud fra mit fly" forventet tid 16:30" .. naa 40 min. forsinket. jeg snakker med en dame om det kan lade sig goere at naa mit naeste fly og hun siger at med 2 timer i mellem skulle det ikke vaere noget problem, - men JO ;)  hun havde nok bare lige glemt at londons lufthavn er sindsygt stor, og jeg skulle tage med to tog for at komme til den rigtige tjek in + min bagage skulle tjekkes ud og ind igen. saa ja, jeg missede mit fly, og hvad gor man saa? efter at have snakket med hvad der foelses som 40 forskellige uhjaelpsomme folk som sendte mig frem og tiobage mellem hinanden, satte jeg mig ned og ringede til min kontaktperson i Tanzania. Hun var heldigvis meget hjaelpsom og jeg fik mere styr paa tingene, men det var ikke andet at gore end at tage det naeste fly 24 timer efter.

Naeste projekt: Fin taxa/bus og et hotel - det lyder maaske som en nem opgave, og det tenkte jeg da ogsaa det ville vere, men NEJ! - man kan nemlig ikke bare saette sig ind i en taxa og sige at man vil til det nermeste hotel, man skal kunne adressen paa hotellet, og nej det var heller ikke nok med navnet paa hotelet. saa efter mange forsog paa at  skaffe en adresse, var der heldigvis en soed turist som sagde " jamen der er en hotel bukking desk lige indenfor og saa til venstre, der kan du faa hotel og taxa derhen" - TAK! hvorfor var der ingen af de mange lufthavnspersonale som havde fortalt mig det ;)

Endelig fik jeg bukket hotel og blev koert dertil af en meget venlig snaksagelig mand og noej hvor var det rart at endelig kunne smide sig i en seng og faa sig et bad. saa selvom det var mega nedern at skulle vente med at komme afsted var det nu rart med et godt bad og en god nattesoevn. jeg kan sige jer men bliver uleakker af at rende rundt i en lufthavn med 15 kg. paa ryggen!

saa nu sidder jeg paa hotellet og skal have tiden til at gaa indtil chafoeren kommer og henter mig og koere mig direkte til tjek in i lufthavnen ;) 

Nu haaber jeg bare paa at alt gaar som planlagt fra nu af!

(0 from 0 votes)
 
Sikke en starthttps://www.mytripblog.org/pg/blog/msorensen/read/157231/sikke-en-start
Sikke en start
 

Som sendt fra himlen   (published in Tanzania)

November 20, 2011 by   Comments(1)

Nogle gange har man bare den indre følelse, der fortæller, at det man gør, er 100% det rigtige. Om det er hjertet, hjernen eller en lille besked sendt fra himlen, der er årsagen til denne følelse, er ikke til at sige. I hvert fald var denne følelse grunden til, at jeg tirsdag i sidste uge valgte at være i rummet med X-ray skanningerne. En ellers ganske normal dag på hospitalet, med ny viden og nye patienter og så nogle flinke X-ray-doktorer, der hver i sær prøver at bryde igennem til en, så de kan fortælle, hvad de ved om maskinerne osv. Men særligt en doktor brød fuldstændigt igennem til mig, nemlig overlægen i bygningen, som desværre havde travlt, da han skulle nå at blive færdig med alle papirerne, så han kunne komme med flyveren til Sudan, for ja udover at være doktor på Mwananyamala, så er han så også lige Tanzanias fodboldholds sportslæge, og landsholdet skulle spille den første del af de to kvalifikationskampe til selve kvalifikationen til VM 2014.
Men fra fodboldglæde til fodoperation. Onsdagen blev endnu engang tilbragt ved operationsbordet, og denne gang med en lilletå og ”ringetå” (ja den var sku ikke for god  ) liggende i en spand i stedet for i mandens fod efterfølgende. Så held og lykke med det ydersidespark.
Torsdag kom følelsen af, at man gør det rigtige endnu engang. Medical Outreach!!!
Dagen blev opdelt i to, da vi skulle ud til to forskellige børnehjem.
Det første børnehjem havde jeg kun hørt en del om, da vi i Projects Abroad havde snakket om måder at indsamle penge til netop dette børnehjem, hvor en pastor med en helt fantastisk historie, har fået dannet dette børnehjem, hvor børnene samtidig går i skole. Men med hjertet på rette sted bød pastoren alle børn velkommen, men huset var gratis udlånt, og ejeren ville nu pludselig selv bruge det. Så børnene måtte bo i ”haven”, indtil der vil blive fundet et nyt hjem.
Glæden for mit vedkomne var derfor ekstra stor, når man kunne undersøge alle børnene, teste dem for HIV/AIDS, malaria og deres blodsukker, og ikke mindst tilbringe flere timer med dem i ”haven”, spille fodbold, lave papirflyvere osv. Og glæden kunne bestemt også ses i deres store funklende øjne, se glæden over at et stykke papir kan flyve gennem luften, samt se glæden da Caroline, der arbejder i dette børnehjem, kom ind af porten, hvorefter samtlige børn i løb modtog hende med knus og kram.
Denne berusende glædes følelse fortsatte resten af dagen, hvor vi besøgte det børnehjem, hvor jeg tilbragte min første ”Dirty Day”. Denne gang var det min tur til at blive modtaget med kram fra de to drenge, jeg brugte min tid sammen med, spille fodbold, sidste gang, når jeg ikke brugte tiden på at lede efter min Iphone (jep, de kunne stadig huske mig!). En fantastisk følelse at komme tilbage til børnehjemmet og se den forskel der har foregået i mellemtiden, samt nyde resultatet endnu engang af vores Dirty Day-arbejde. Teste og undersøge samtlige børn, der som de fleste andre børn ikke nyder det lille stik med nålen, men dette glemmes som regel, når et farvet plaster pynter toppen af fingeren, samt en banan er at finde i modsatte hånd. Til gengæld findes vægten yderst spændende, og da alle testene var færdig, blev der da også brugt lidt tid, hvor børnene meget forundrede legede på vægten.
Glædens klimaks kom dog, da sidste test var foretaget, mange positive smil og INGEN negative HIV/AIDS-prøver!!    

Fredag var jeg endnu engang ved operationsbordet, som denne dag udelukkende bestod af kejsersnit, og dermed en masse små liv bragt til verden som en gave fra Gud.
Hvad der til gengæld ikke er en gave fra Gud, må være de manglende dansemoves, jeg endnu engang måtte prøve at hive op af lommen ved tirsdagens Social Event ”African Dance”.
Fredag blev desuden en stor tålmodighedstest for mig, da jeg ufrivilligt måtte besøge vores internetudbyder, da vores modem var løbet tør for penge på én dag. Jeg ved godt, at jeg siger at tiden går hurtigt her i Tanzania, men en måned brugt på en dag er alligevel lidt for hurtigt!!
Så efter at have talt med samtlige medarbejder inklusive manager og direktøren, fik jeg overbevist dem om deres fejl og manglende service, og ja internettet virker nu igen J
Og apropos manglende service var fredagen også dagen, hvor min pakke fra Danmark langt om længe dumpede ind af min dør, efter at have haft en lille to ugers ferie i Dar es Salaams lufthavn. En masse problemer og en speciel godkendelse for at importere en lille særlig gave til mig (4 chokoladebar), var en af de mange årsager til denne lange og langsomme proces. Men et stort tak til min fantastiske værtsmor, som sørgede for at pakken er i hus, og selvfølgelig et endnu større tak til mine vidunderlige forældre i Danmark, der har gjort livet lidt sødere her i Tanzania.
Det søde liv blev da også levet fuldt ud lørdag, hvor vi fire personer valgte at tage en lille bådtur til en lille ø, kaldt Mbudja Island. En lille smuk ø med turkise vand, flot strand, og bedst af alt var, at vi stort set havde øen for os selv. Yderst fredsfyldt og afslapning på det jeg kalder meget højt plan.
Vejrguden var da også på vores side, jeg blev for en gang skyld ikke solbrændt, og den voldsomme regn, der en gang i mellem kommer for en kort periode her i denne korte regntid, hærgede kun fastlandet. Og for første gang i mine to måneder varede dette regnvejr mere end blot en times tid, så ja vi blev også våd bag ørene da turen gik hjemad, i den silende regn, sendt fra himlen.

(0 from 0 votes)
 
Som sendt fra himlenhttps://www.mytripblog.org/pg/blog/ngaardsvigkjaer/read/155935/som-sendt-fra-himlen
Som sendt fra himlen
 

TANAZANIA !   (published in Tanzania)

November 20, 2011 by   Comments(0)

Jambo!!

Seit Mittwoch Abend bin ich nun hier in Tansania. Mit dem Flug hat alles geklappt und auch das Visum habe ich ohne Probleme bekommen. Vom Flughafen Kilimanjaro wurde ich von einem Mitarbeiter von projectsabroad und einer anderen, daenischen Freiwilligen abgeholt. Leider wars schon dunkel, sodass ich kaum etwas von der Strasse sehen konnte. Aber es war trotzdem abenteuerlich, weil hier ja Linksverkehr ist und jeder ueberholt wie und wann er will. Da es ja schon Abend war wurde ich direkt zu meiner Hostfamily gebracht. Auf dem Weg hoffte ich die ganze Zeit nicht in eienr dieser schrubbeligen Huetten, die man ueberall sieht zu wohnen. Irgendwann blieben wir vor einer Mauer mit Tor stehen, und das war dann das Haus meine Family. Es ist wirklich luxurioes mit Garten mit Papyas, Bananen, Avocados, Orangen etc. und hinter dem Haus ist noch ein grosses Feld mit Mais, Kuerbis, Salat usw. Als ich reinkam, hing gleich meine kleine gastschwester Glory an mir, sie ist wirklich total suess! Die ganze Famile ist total lieb zu mir. Und so habe ich hier eine zweite Familie, wie sie mir immer sagen. Dann bekam ich einen Pineappeljuice von meienr Gastmutter, den man hier oft trinkt. Wir haben uns ein bisschen unterhalten und ich meine Gastmutter hat mir noch etwas gekocht, sodass ich noch Reis mit vegetables (sieht aus wie Spinat, schmeckt aber anders und das isst man hier anscheinend fast immer) und Fleisch mit Sauce essen musste, obwohl mir das alles eigentlich viel zu viel war, weil ich im Flugzeug auch schon total viel zu essen bekommen hatte. Zum Glueck konnte ich dann auch bald ins Bett gehen, weil ich war einfach nur noch muede und alles, obwohl es heir ja sogar 2 Stunden spaeter ist als in Deutschland. Mein Zimmer besteht eigentlich nur aus einem riesigen Moskitonetz unter dem 2 Betten stehen. Daran grenzt ein kleines Bad an (das allein ich benutzten darf, echter Luxus!!) mit heisser (!!) Dusche und westlicher Toilette. In einem Monat wird dann noch eine andere Freiwillife aus Amerika mit mir dort wohnen, sodass ich an weihnachten zum Glueck nicht allein in meiner Family sein werde und ich nicht immer allein in die Stadt laufen muss.Am naechsten Morgen bekam ich dann mein erstes tansanisches Fruehstueck. Meine Gastmutter machte mir Omelett mit den Eiern ihrer eigenen Huehner und Pancake. Dazu trinkt man so eine Art schwrzen Tee mit Milch. Danach wurde ich von Regan von Projectsabroad abgeholt und er hat mir das Krankenhaus in dem ich arbeite gezeigt und das Projetcsabroad office. Er fuehrte mich durch die ganze Stadt, die einfach total chaotisch und verwirrend ist. Ueberall ist es laut und bunt und als Muzungu (Weisser) ist man echt immer im Mittelpunkt und staendig ruft jemand: Muzungu, hello, mambo oder how are you. Das ist wirklich anstrengend, aber ich habe mich nach 3 tagen schon ein bisschen daran gewoehnt. Aber ich habe noch immer keinerlei Orientierung ind der Stadt, weil alles einfach so unuebersicjhtlich ist und alles gleich aussieht. Am Abend war noch Social, was jeden Donnerstag stattfindet, wo sich alle Frewilligen treffen. Wir gingen ins Viavia ein Restaurant, Bar und ich lernte soo viele andere Freiwillige kennen. Ich bin an diesem Abend realtiv frueh gegangen bzw gefahren, denn ich darf oder soll hier nicht alleine im Dunkeln rumlaufen, deshalb muessen wir immer ein taxi nehmen. Am Freitag sollte ich naemlich schon um 8.00 im Krankenhaus sein, weil dann immer ein Gottesdienst ist, aber ich habe mich so verlaufen, dass ich erst eine halbe Stunden spaeter mit Hilfe eines Afrikaners dort ankam. Leider habe ich an diesem Tag nicht viel gesehen, alles geht nur sehr langsam voran, eben nach dem Motto take it easy. Abends war dann ein Geburtstag von zwei Freiwilligen ausserhalb von Arusha. Wir fuhren dort mit 2 Dala-Dalas hin, das war richtig abenteuerlich, mit viel zu vielen Menschen eingequetscht ueber eine "Strasse" zu fahren, naja man bekomtm viele blaue Flecken. Wir assen und tranken alle zusammen bei der Gastfamilie eines Freiwilligen und fuhren danach zum Masaai Camp, eine Bar mit kleinen Huetten drumherum, wo wir schlafen wollten. Wir hatten einen schoenen Abend mit viel "savanna" und "Safari", Musik und Tanzen. Irgendwann gingen wir dann in den Huetten in mega wackeligen Hochbetten schlafen, mussten aber nach 3 Stunden schon wieder aufstehen fuer das "Dirty Weekend". Wir wurden von 2 Dala-Dalas abgeholt (eineinhalb Std spaeter als vereinbart) und mussten auf halber Strecke in einen anderen Bus steigen, weil der dandere irgendwie kaputt war, African time! Wir fuhren zu einer Schule, in der wir die Klassenzimmer streichen sollten. Alle waren ziemlich muede, aber wir haben es geschafft, aber ich war sehr froh irgendwann wieder bei meiner Familie zu sein mit Dusche und Bett. Gestern Abend hatten wir dann wieder mal keinen Strom, sodass wir bei Kerzenschein Dinner hatten. Meine Familie wollte mir dann unbedingt zeigen wie man mit Fingern isst und fand meine Versuche Chapati mit vegeatbles, Chicken mit Sauce and Beans zu essen ziemlich lustig. das essen ist hier generell ziemlich lecker finde ich. Aber was ich von den anderen Freiwilligen so gehoert habe, habe ich auch wirklich Glueck mit meiner Familie. Das Essen ist immer frisch und mfast alles ist selbstgemacht, meine Gastmutter backt auch das Brot selbst, gestern hat sie Chapti gemacht und sie macht  Torten und Kuchen, die verkauft werden. Vor dem Haus, ausserhalb der mauer ist naemlich noch ein kleiner Supermarkt, der dazugehoert. Nach dem Essen sind wir auch alle bald schlafen gegangen, ich hatte ja auch einiges aufzuholen. Heute Morgen sidn meine Gastmutter und Glory in die Kirche gegangen, naechste Woche werde ich wohl mal mitgehen. Heute hatte ich dann mal ein bisschen mehr Zeit zu entspannen und Zeit mit meiner Hostfamily zu verbringen. Morgen gehts dann wieder zur Arbeit im Krankenhaus. ich werde versuchen, so bald wie moeglich wieder zu schreiben, aber ich muss ins Internetcafe oder ins Office gehen. Aber mein Gastvater hat mir gesagt, dass wir naechsten Monat im Haus Internet haben werden und eine Laptop haben sie auch, das haette ich nie gedacht!

Alles in allem gehts mir hier gut, auch wenn alles so neu ist und einfach soo anders als Germany!!

Also bis bald meine Lieben! Kuaheri!!

Luisa

(0 from 0 votes)
 
TANAZANIA !https://www.mytripblog.org/pg/blog/lknobloch/read/155880/tanazania-
TANAZANIA !
 

Det man kan forvente   (published in Tanzania)

November 13, 2011 by   Comments(0)

Planlægning, planlægning og planlægning. Min familie vil nok sige, at planlægning aldrig har stået øverst på min liste, at jeg i stedet har været den impulsive person, der ofte har gjort tingene i sidste øjeblik. Jeg kan her kun give dem ret, men at være impulsiv og gøre tingene i sidste øjeblik, vil jeg bestemt også mene, kræver planlægning. At kunne ændre sine planer, når tingene ikke lige går som forventet. Denne egenskab er jeg i hvert fald glad for at besidde, for tingene her i Tanzania går sjældent som planlagt, og det selvom man faktisk prøver at planlægge og strukturere sin dagligdag.
Min overordnede plan på hospitalet er at se det hele, så jeg derefter kan udvælge, hvad jeg gerne vil bruge de sidste mange uger på at undersøge og følge nærmere.
Denne plan holder jeg mig stadig til, og jeg har efterhånden set det meste, kun nogle enkelte bygninger mangler, heriblandt hjerteklinikken samt hjerneklinikken som vi bedre kender som psykologen.
Efter aftale med vores supervisor var dette derfor planen for sidste uge, men allerede første dag kom første hindring, da hjerteklinikken åbenbart ikke er åben om mandagen. Så det blev i stedet en dagtur til mine efterhånden gode venner ved fysioterapeuten/kiropraktoren, hvor jeg så uventet blev assistent, og skulle hjælpe med at sætte en albue, der var gået af led på, plads, samt assistere med at positionere et dobbelt knoglebrud ved håndleddet.
Tirsdag åbnede hjerteklinikken så, men hvad jeg ikke var blevet fortalt var, at tirsdag og onsdag var opfølgninger af patienter, og dermed næsten samme behandling af patienterne som hos den almindelige doktor, hvilket vil sige 80% samtale (swahili selvfølgelig) og 20% undersøgelse, som udelukkende bestod i at tage blodtrykket. Ikke lige hvad jeg havde forventet, men opfølgninger er jo selvfølgelig en stor del af lægepraksis.
Torsdag var jeg til gengæld blev lovet ”the big examination day”. Nye patienter der hver især skulle tage 45 min. Og det skal de så alligevel have, de holder hvad de lover. At der så til gengæld ikke er de fornødne ressourcer til at gennemføre ”the examination” af patienterne, hvorfor der kun kunne tages blodtryk, samt lytte til hjerte/lunger og vurdere kroppens tilstand. Men de lovede 45 min blev alligevel overholdt, da der efterfølgende skulle underskrives en masse formularer, hvori halvdelen bestod i at nedskrive de manglende undersøgelser, for derefter at skrive endnu en formular, da patienterne skulle have de manglende test på det større og mere udviklede hospital Muhimbili.
Ved at tage blodtrykket, kunne jeg derfor som premed selv udføre 1/3 af ”the big examination”, hvilket jeg da også gjorde, og endda hurtigere end ham der ellers skulle have foretaget undersøgelsen. Stort cadeau til mig og så ikke helt alligevel, for åbenbart var der en dobbeltbetydning i ”the big examination day”, det var nemlig ikke blot den store undersøgelse af de nye patienter, det var samtidig en eksamination af lægestuderende, der var i deres sidste år, og derfor skulle forsøge sig i praksis.

Fredag var jeg så klar til at observere psykologen i dens praksis som planlagt, men dette kom noget bag på psykologen, der normalt ikke havde patienter fredag, men derimod brugte fredagen til at bestille varer og lignende. Så et lille smut til apoteklageret og hente nye varer, komme tilbage med varerne for dermed meget uheldigt at bryde ind i en alvorlig samtale mellem psykologen og en patient. For mig en lidt pinlig situation, men på hospitalet en meget normal situation, da doktorer og sygeplejersker normalt bryder ind hos hinanden for en kort samtale eller et spørgsmål, hvormed patienten lige kan vente lidt. Det samme var her tilfældet. Psykologen bestemte sig lige for en lille pause, så hun kunne lægge de mange varer på plads. En i mine øjne uprofessionel behandling af patienterne og så endda hos psykologen, hvor patienterne kan have det svært nok i forvejen.
Men det er ikke kun arbejdsmæssigt, at tingene her i Tanzania ikke altid går som forventet. Onsdagen var den ugentlige sociale dag med Projects Abroad, og denne gang skulle vi en tur til stranden for at spille beachvolleyball. Noget jeg personligt syntes var en helt formidabel ide, nærmest en genistreg, da dem der ikke ville spille, så kunne bade eller slikke lidt ekstra sol.
Nårhh ja, det skal måske lige siges, at det faktisk var min ide
Måske det var derfor, at jeg pludselig blev en af de ansvarlige for eventet, hvilket blev en lidt speciel oplevelse, da selve banen var forsvundet fra stranden. Ikke ligefrem noget vi havde set komme. En lille times diskussion med ejeren, der ligesom os ingen anelse havde om, hvor banen kunne være, samt søgen efter kreative ideer. Men som det så ofte sker, er det man leder efter lige for næsen af en hele tiden. Pæle og net lå omkring 2 meter fra banen, så nu kunne der for alvor spilles volleyball, hvilket der da også blev gjort i flere timer, med forskellige hold af forskellig størrelse alt afhængigt af, hvor mange der havde lyst til at deltage. Godt slidt og med ømme hænder følte man sig klar til at holde weekend, hvilket dog måtte vente et par dage. Ventetiden føltes dog ikke lang, da torsdagen bestod i en lille tur i biografen, samt lidt forberedelse til det surprise-farvel-party nogle af pigerne havde planlagt for deres to norske roomies. Og overrasket så de da også ud, da de trådte ind i deres eget hjem, med alle voluntørerne råbende ”SURPRISE”. Tror ikke de havde forventet at skulle tilbringe en af deres sidste aftener med os, i så fald var deres skuespil i bedste Hollywood-stil.
Taxi-turen hjem denne aften var det så til gengæld min tur til at blive overrasket, men desværre ikke positivt. Min mobil var ikke at finde i mine lommer, og taximanden havde bestemt ikke lyst til at vente, tværtimod speedede han op med mig hængende med højre hånd i vindueskarmen, hvilket jeg dog hurtigt måtte opgive. Jeg var ikke lige forberedt på et kapløb.
Lørdag blev der derfor nogle ændringer i min plan om at besøge min rumbos tante her i Tanzania, hvilket dog ikke blev det store problem, da hun ligeledes ændrede planen. Så i stedet ned at købe en ny mobil, så jeg kunne være klar til søndagen og mandagens (public holiday) tur til Pugu Hills.
En helt fantastisk fredsfyldt tur der kunne skrives meget om. Vandretur i bakkerne, se naturen og dermed Afrika fra dens smukke side, noget af dyrelivet, palmetræerne og et af Afrikas største kvægmarkeder.
Helt klart en oplevelse af de bedre, hvor man samtidig kunne se det lille landsbyliv, som jeg personligt havde forventet, var gældende overalt i Afrika.

Men ja tingene viser sig ikke altid som man regner med/håber på. Måske findes ordet planlægning ikke i swahili? Men hvad betyder det?, det er jo Afrika, hvad kan man forvente?

(0 from 0 votes)
 
Det man kan forventehttps://www.mytripblog.org/pg/blog/ngaardsvigkjaer/read/154113/det-man-kan-forvente
Det man kan forvente
 

PRINCE CHARLES OF WALES SHAKES HANDS TO PROJECTS ABROAD VOLUNTEERS IN ARUSHA TANZANIA   (published in Tanzania)

November 11, 2011 by   Comments(0)

 

His Royal Highness PRINCE Charles of Wales visited the Leganga Primary School in Usa-River area of Meru District in Arusha, the school which Projects Abroad Volunteers and staff painted last month.

It have been a memorable experience to our volunteers who have been lucky to get blessings from the prince, for sure they were excited. One of our Volunteers Michelle Kristensen who was photographer in that day took the photos of other volunteers who have been lucky to shake the hands with Prince Charles and she fail to appear in this photo.

Abby  Main and Amardeep  legha were very happy to shake hands with Prince Charles and they are going to give us their feeling in November Projects Abroad news letter Tanzania. Don’t miss it!!

By. Georgina Tenga

Projects Abroad Arusha

(0 from 0 votes)
 
PRINCE CHARLES OF WALES SHAKES HANDS TO PROJECTS ABROAD VOLUNTEERS IN ARUSHA TANZANIAhttps://www.mytripblog.org/pg/blog/tanzania-social-manager/read/153649/prince-charles-of-wales-shakes-hands-to-projects-abroad-volunteers-in-arusha-tanzania
PRINCE CHARLES OF WALES SHAKES HANDS TO PROJECTS ABROAD VOLUNTEERS IN ARUSHA TANZANIA
 

Alt det som ingen ser   (published in Tanzania)

November 5, 2011 by   Comments(1)

Vi mennesker er som enkelte individer i stand til at tage vare paa os selv og hinanden. Verdens mest intelligente vaesen og samtidig med den fantastiske egenskab, at vi kan foele sympati for andre.
Men saa sandt som det er sagt/sunget: ” Alt det som ingen ser, det har ingen ondt af -  alt det som ingen ved, det kan ikke komme de andre ved.”
Derfor ser man fx stadig stor fattigdom i Afrika. Nogle folk har raad til mad, men saa heller ikke meget mere, mens det for andre er en kamp for livet at faa tigget sig til nogle madpenge. Et tiggermiljoe der faar tiggere i Danmark til at ligne smaa graadige sultaner, hvor nogle misbruger de tjente penge paa at pleje deres alkoholmisbrug. ”Kan du give mig 2 kroner til kaffe/broed/eller hvad der nu ellers bliver brugt som synonym for alkohol/stoffer.” En ond cirkel som vi dog stoetter, da disse mennesker desvaerre ikke selv kan tage vare paa sit liv, nogle har naermest opgivet, og er derfor blevet trukket ned i underklassen, for at blive afhaengig af folks smaa bidrag. Trist at se medmennesker leve en saadan tilvaerelse, og ubehaget bliver saa ganget med 10, naar man kigger rundt i Tanzania, hvor situationen er en helt anden. Alt fra gamle mennesker hvis graalige, indskrumpne hud, der kunne minde om noget stift laedder, dog med en masse rynker, til folk/kroeblinge, hvor nogle slaeber sig hen ad asfalten paa deres haender, da deres ben ikke er funktionelle men derimod kun en belastning, for at forsoege, for gud ved hvilken gang, at faa skrabet en smule penge sammen. Et stort chok naar man sidder i en bajaj, og der pludselig sidder en mand, der har slaebt sig afsted, saa hans normalt brune knoer er blevet hvide, affarvet af asfaltens stoev. Med haenderne rakt frem mod en, bruser den daarlige samvittighed op i en selv, hvis ikke man giver denne stakkel en lille skilling. Og samvittigheden bliver bestemt ikke bedre, naar man bliver noedt til at afslaa, da man ellers kunne fortsaette til evig tid med at uddele sine penge til de mange stakler. Man forsoeger at overbevise sig selv om netop dette faktum, men medlidenheden med tiggeren resulterer alligevel i en efterfoelgende daarlig smag i munden over at sige det ord, som kan vaere saa svaert at sige – nej/desvaerre. Man fortryder og aerger sig over denne manglende hjaelp til tiggeren. At penge altid skal vaere den afgoerende faktor i livet. Det vaere sig om man skal give 2 kroner i Danmark eller 100-200 shillings (ca. 50 oere) i Tanzania.
Dette er storbylivet i Tanzania. Tiggere med manglende fingre, misformede haender, en mand hoppende paa et ben, proevende at holde balancen med sin arm i samme side, da makkerarmen og benet ikke laengere er tilstede. Proever at tigge sig til dagen og vejen, til mad og til hospitalbesoeg.
Et forfaerdeligt syn og en efterfoelgende skraekkelig tanke, naar man taenker paa personerne i de mindre landsbyer, der hoejst sandsynligt har samme problemer, men uden de samme muligheder for at tigge penge.
En tanke der med garanti ogsaa er virkelighed, men som jeg ikke kan sige med sikkerhed, da jeg jo ikke har set det.
Hvad jeg tilgengaeld har set, er et lige saa skraekkeligt syn. For fredag i sidste uge valgte jeg sammen med en anden voluntoer, at opleve det som ingen ser, nemlig behandlingen af de doede mennesker.
Se og laere hvordan kroppen stadigvaek fungerer, efter doeden har indtruffet. Hvordan man selv i Tanzania trods alt viser den sidste respekt for den doede (ikke altid respekt staar oeverst paa hospitalslisten), og hvordan behandlingen/forberedelsen af kroppen afhaenger af personens religion. Yderst spaendende men ogsaa en lille smule skraemmende, naar man ser to maend radbraekke samtlige led ved knoglerne i en mand, da dette er proceduren for muslimer. Og en anden overraskelse naar der pludselige dumper et nyt lig ind i det lille lokale, med en kanka bundet om halsen, og med en lille label paa brystet med ordet selvmord.
Men en oplevelse jeg helst ikke ville have vaeret foruden, men spoerger man mig, om jeg vil derhen igen, vil ordet nej, med lethed komme ud af min mund.
Samtidig var denne dagtur en god maade at se det meget anderledes forhold til doeden, der findes her i Afrika/Tanzania. Man er her mere vant til doeden, den er naermest en del af opdragelsen, og man ser derfor doeden som en mere naturlig proces, end vi maaske goer i Europa. Man viser selvfoelgelig den doede respekt, men der er samtidig tid til at smile, endda grine lidt, og de mere foelsomme sider, med taarer ned ad kinderne, er et yderst sjaeldent syn.

Hvad der til gengaeld ikke er et sjaeldent syn, er folk med daarligt syn. Den foerste del af ugen opholdte jeg mig ved oejenlaegen, hvor jeg hjaelp som en anden ivrig skolelaere med en pegepind i haanden, for derefter at udpege de forskellige bogstaver patienten skulle se, om han/hun kunne se. Antallet af patienter var ikke voldsomt stort, men dette gjorde ikke det store, for tiden blev saa istedet brugt paa at lave brillerne, (folk bruger generelt ikke kontaktlinser, da luften er for stoevet) eller gennemgaa udstyret som en form for specialundervisning med mig som den dygtigste (eneste) elev. Og undervisning, eller mangel paa samme, var da ogsaa et emne oejenlaegen var meget interesseret i at diskutere, saa jeg fik den helt store rundvisning i manglerne i uddannelsessystemet, og den manglende viden omkring kroppen og synet. Fx vaelger flere voksne, at deres boern ikke skal have briller, mens de er smaa, da briller i en for tidlig alder ifoelge dem kan oedelaegge/forvaerre synet. Briller er en gammelmandsting, BUM!.
Men i denne store privatundervisning glemte oejenlaegen altsaa lige at undervise mig i noget af det, man ikke kan se, nemlig solens straaler. For ja endnu engang blev det weekend, endnu en tur til stranden og jep, endnu en omgang forbraending, og det endda selvom jeg opholdte mig i skyggen.
Jeg maa laere at holde bedre oeje.

(0 from 0 votes)
 
Alt det som ingen serhttps://www.mytripblog.org/pg/blog/ngaardsvigkjaer/read/152442/alt-det-som-ingen-ser
Alt det som ingen ser
 

DIRTY WEEKEND AT NGYEKU PRIMARY SCHOOL ARUSHA TANZANIA   (published in Tanzania)

November 4, 2011 by   Comments(0)

 

Projects Abroad Volunteer and staff volunteer to paint Ngyeku Primary school at Maji ya Chai ward, Arumeru District Arusha Tanzania

(0 from 0 votes)
 
DIRTY WEEKEND AT NGYEKU PRIMARY SCHOOL ARUSHA TANZANIAhttps://www.mytripblog.org/pg/blog/tanzania-social-manager/read/152281/dirty-weekend-at-ngyeku-primary-school-arusha-tanzania
DIRTY WEEKEND AT NGYEKU PRIMARY SCHOOL ARUSHA TANZANIA