Trods advarslen om en rejsetid på over 5 timer, besluttede vi os for, at det var på tide at se den berømte by; Cape Coast. I håb om at nå frem inden mørkets frembrud, mødtes vi på tro tro stationen klokken 2, her fandt vi så ud af, til stor ærgrelse, at det ikke var en almindelig tro tro, men derimod en minibus, der skulle køre os til Cape Coast. Hernede kører bilerne ikke før de er fyldt op, så vi måtte væbne os med tålmodighed de to timer, det tog, at fylde den op.

Efter kun 4 timers sindssyg kørsel nåede vi frem til det sted, hvor vi skulle skaffe en taxi, til at komme til Elmina, som er en lille by et stykke uden for Cape Coast. Vores taxichauffør fortalte os, at han ikke vidste præcis hvor vores hotel lå, men at han bare kunne spørge om vej. Dette er aldrig et godt tegn, men vi fik aftalt en pris med ham, og gjort det klart, at vi ikke ville betale mere i tilfælde af at han kørte forkert. Vi kom til Elmina og han begyndte at spørge om vej og efter at have fundet ud af hvor langt væk det var, begyndte han at mumle noget om, at prisen var for lav. Efter noget tids kørsel med skiltelæsning og vejvisning ankom vi til hotellet, hvor chaufføren begyndte at kræve det dobbelte af den aftalte pris. Vi tilbød ham 8 kr mere end aftalt, og da dette ikke var godt nok, ringede vi til hotelejerne for at høre hvad prisen skulle være. Hun kom ud, bad os tage vores tasker, og gå vores vej, eftersom 12 Cedi var rigeligt. Skønt protester fra chaufføren fulgte vi lettet efter damen hen til vores rum. Lidt senere så vi at taxachaufføren endnu ikke var kørt, og stadig diskuterede med manden.

Sacha fortalte senere at hun kunne huske at en af de andre frivillige havde fortalt om en lignende oplevelse, så det gik op for os at vi havde været så uheldige at støde ind i den samme chauffør, og at det hele lige fra starten af, havde været skuespil. Hernede skal man være virkelig opmærksom når det handler om taxaer, man skal altid fastlægge en pris inden man sætter sig ind, og altid først betale chaufføren når man er nået frem. Som hvid hernede er man i stor fare for at blive snydt, så man skal som udgangspunkt ikke stole på folk.

Efter en virkelig lækker morgenmad bestående af pandekager med bananer og chokolade fik vi en ansat til at ringe efter en taxa, da vi skulle have privatchauffør hele den dag. Da han stadig ikke var dukket op efter en time, fik vi igen ejerne til at skaffe os en chauffør, som de vidste man kunne stole på. 10 min efter var vi klar til at komme ud og opleve Cape Coast.

Først kørte vi ud til den store regnskov i Ghana, Kakum National Park, som specielt er kendt for sin Canopy walk, som er 7 hængebroer, der er sat op over regnskoven. Dette var en virkelig fed oplevelse, hvor jeg priste mig lykkelig over ikke at have højdeskræk. Dog endte vi alle tre med at have en smule kvalme efter turen, hvilket skyldtes en slags søsyge pga. de gyngende broer. På billederne ses regnskoven, som dog ikke havde de karakteristiske vandfald, pga. tørkeperioden.

Efter vandreturen i regnskoven var det 3 meget sultne piger der blev kørt til Hans Bottage Botel, som er et hotel med en lækker restaurant, og en stor sø med krokodiller. Vi så dog ikke meget til krokodillerne, hvilket dog ikke gjorde mig ret meget, da jeg i min 2 ugers ferie rejser nordpå, og blandt andet regner med at besøge en krokodille farm.

Efter et kort hvil, gik turen mod selve Cape Coast, hvor vi skulle ind og se Cape Coast Castle. Dette fort var engang dansk, og blev brugt til at sende slaver til de dansk vestindiske øer, så det var med en vis skyldfølelse i maven, da vi gik igennem de store porte. Ganske som frygtet var historierne grusomme. Fortet blev brugt som et fængsel, hvor man opbevarede slaver i mange måneder før de skulle sendes videre.

I fangehullerne var der hverken lys, toiletter eller andre nødvendigheder såsom mulighed for tandbørstning etc. Så man kan undre sig over at soldaterne alligevel ofte gik til kvindernes fangehul for at udvælge sig en pige. Hvis disse piger blev gravide blev de sendt til huse udenfor fortet, hvor de blev behandlet virkelig godt indtil barnet kom, herefter blev få heldige kvinder løsladt, mens resten blev sendt tilbage til fangehullet. Børnene fik så soldatens efternavn, hvilket har resulteret i mange familier med især danske og engelske efternavne i Cape Coast. De kvinder der nægtede at gå med soldaterne blev som straf sendt til et lille fangehul, hvor de kunne sidde i flere uger, som advarsel til de andre kvinder.

Gjorde fanger oprør, eller prøvede at flygte, blev de smidt i et lille fangehul, hvor de sad uden mad, drikke, lys og en ulidelig varme, indtil de døde. Kigger man på gulvet kan man se de huller som fangerne i smerteanfald har lavet med deres lænker.

De fanger der opførte sig ordentligt, blev ført gennem en lang tunnel og hen til ”Door of no return”, hvor store skibe på den anden side ventede på dem. Stadig i lænker blev de stablet i 3 lag i skibene, så det er ikke svært at forstille sig hvor ubehageligt det må have været for de nederste. De slaver der var for svage til denne rejse, blev kastet over bord, levende eller døde.

Efter at have set de sortes levevilkår blev vi taget op til officerernes værelser, som var overdrevent store, og med masser af vinduer med en fantastisk udsigt. Det værste af det hele er, at dette ikke er ret langt tilbage i fortiden, og man når man er på fortet får man nærmest gåsehud over vores grusomme fortid.

Vi var så heldige at der var en kort tromme og danseopvisning i Cape Coast Castle, hvor vi kunne grine lidt af deres sjove traditionelle danse, hvilke var svære at fange på billederne.

Hjemme igen efter en lang dag, stod aftensmaden for mit vedkommende på grillede hummere.

Søndagen ville vi have tilbragt på den lækre strand lige neden for hotellet, men dette viste sig hurtigt at blive aflyst, da en typisk tropisk storm kom over os, med masser af regn, lyn og torden. På et tidspunkt slog lynet ned ikke ret langt fra hotellet, og det var næsten umuligt at få Sacha til at forlade baren, da hun er rædselsslagen for lyn og torden.

Ellers gik hjemturen rigtigt godt, og jeg kom hjem til en rigtig glad hollænder, min nye roomie. Marlie, 21 år, er ved at uddanne sig til lærer i Holland, og har fået fri 4 uger for at prøve at undervise en klasse hernede.

Det er rigtigt rart ikke at være helt alene mere, og hun er rigtig god til at passe mig nu jeg er syg, men det kommer der meget mere om senere.

One of our journalism placements in Cape Coast, Central Press Newspaper, has grown very successfully since Projects Abroad’s involvement. Here is a description from their staff to best tell you how your experience working here would be like!

Your role here as a volunteer is that of an intern at Central Press Newspaper. You will begin by shadowing professional journalists, learning from them and hopefully gaining an insight into the field.

Volunteers’ responsibilities will depend on previous experience, as well as enthusiasm and level of initiative. However, to begin with you must view yourself as an intern with a learning role. The more you prove your capacities and initiative, the more responsibilities you are likely to get. You are expected to dress ‘smart’ and take your role seriously to have the best local response to your work and interactions.

Volunteers will be assigned to gather stories from the local communities, analyse and report on these stories, and educate the public. They will work for 7 hours every week day, starting at 8 a.m. and finishing at 5 p.m. Most of the time the volunteers go out five times a week to get some stories. Five volunteers work here at the same time and share articles.

The Central Press newspaper permits volunteers to go to many regions and write different types of stories, and also have regional correspondents who report on some projects. As a volunteer you have the opportunity to write on Business, Sport, Earth etc.

One of our past volunteer created centralpressnewspaper.blogspot.com, a link where we regularly post articles written by our staff and volunteers. Anyone in the world can keep up with what we write! For now, our office is shared but we are looking for a permanent office.

Useful equipment you may bring with you include a digital camera, a recorder, note books and a laptop. It is really well-recommended to bring your equipment with you. Most of the time we publish volunteers’ pictures when they take some.

Flexibility, on both sides, is the key to working at most Projects Abroad placements. As long as you are prepared to work hard and do the best you can, no one will insist on you doing something you are not happy about.

There are some happy developments at one of our care placements in Cape Coast – the much loved Children’s Home of Hope! Those who go can already hear the children excitedly chattering about the “new site”!

            There are currently 17 children at the Children’s Home of Hope, one of our Care placements in the Central Region. There are 10 boys and 7 girls, the youngest is 3 years old and the oldest is 15! There are also three boys from the surrounding community who are sponsored by the orphanage, and who join the children at the home to do their homework with the help of volunteers.

The home was started in 2007, and Projects Abroad volunteers have been working with the children in Care and Teaching projects. There can be up to 4 volunteers working there, and even during the summer our Two Week Special Groups also go to help out at the home.

The place in which the children live now is an old post office which has been loaned by the community of Asebu, and the community has asked for the building to become a police station or library. The NGO running the children’s home, Alliance for Youth Development (AYD), decided to build them their own home instead of renting a building. This has been the exciting project going on lately!

The construction for this home began in January of this year and is meant to be completed within  the next month. We hope to have the children move there by the end of September, with the help of our hardworking volunteers! Although the building was the initiative of the AYD,

Projects Abroad volunteers have been helping it all along the way – some have bought cement, sand and other building materials. The August Two Week Special group helped to plaster the walls, painted the building, and painted flowers and trees. The kids at the home joined in to help with clearing the land (weeding, removing rocks and levelling the ground). All of our Two Week Special groups donated clothes which will go to the kids when they move. We also received enough other donations to get the children new beds, bedding and other items, so the children are excited for the move!!

            Because this new home will be much bigger than the old one, the plan is to have more children move in, maybe even up to 40! Also it is planned, in the future, to house children living with HIV/AIDS, and to set up a clinic, quarantine room and other necessities to care for them. For now there are no water or electricity connections to the house. They will be getting their water from a well, and this is the next big project on the list for them!

            An additional update of the Children’s Home of Hope is that bank accounts have been set up for the children there. They will not be able to access them until they turn 18, and no one else will be able to access the money. Anyone can donate to the accounts from anywhere in the world. This way, when the children are of age, they can use the funds to support themselves, and maybe to continue their education.

Our Teaching and Care Coordinator, Jenna, says, “The kids are really excited about their new home. They talk about it all the time – it's referred to as 'The New Site'. And now that it's been painted, they're even more excited!! They think it's the most beautiful home ever!!”