Denne uge har indtil videre været rimelig frustrende (som titlen muligvis indikerer), men i det mindste har jeg lært nogle nye ord, såsom: Bucketwash, being soft og grådighed.

Being soft

I forhold til arbejdet, har jeg tilbragt tiden på operationsafdelingen, nærmere sagt på den kvindelige afdelingen, hvilket er lidt nemmere, for det er kun yngre sygeplejersker der arbejder der, så de er lidt nemmere at snakke med og oprigtigt interesseret i Danmark og hvordan tingene foregår der. Dog er det ikke det jeg husker bedst, når jeg tænker tilbage på de sidste par dages arbejde. Det er tværtimod en episode som fandt sted onsdag formiddag, som jeg bliver nødt til at få ned på papir, for selvom jeg ikke kan gøre noget ved det, så er det stadig rigtig frustrerende. Det handler om en kvindelig patient, som er indlagt med et alvorligt slangebid. Det er ensbetydende med at hun har et ca. 3 cm dybt kødsår der dækker den ene fod og det meste af underbenet.Og i onsdags da jeg var med på sårforbindingsrunden, begyndte en af sygeplejerskerne pludselig at skære i det med en skalpel. Hun tog helt bogstavligt talt bare en skalpel og begyndte at skære det øverste lag hud af såret. Patienten begyndte at skrige og græde (hvilket indikerer hvor smertefuldt det var, da det er bandlyst at græde her), og hun nærmest kravlede ud af sengen for at komme væk fra skalpellen, men det var umuligt da hun blev holdt fast. Tror det stod på i næsten 10 min. og det var så forfærdeligt at se på, at jeg blev nødt til at vende mig væk, hvilket fik de tilstedeværende sygeplejersker (som i øvrigt stod og grinede af patienten) til at kategorisere mig som "being soft." Prøvede at forklare dem at sådan en situation altså kræver smertestillende, selv lokaltbedøvende kunne have gjordt en forskel, men det er som at snakke for døve ører. Den er nok den værste situation, jeg endnu har været i hernede, for der er absolut intet man kan gøre for at hjælpe patienten. Jeg er bare glad for at dem jeg deler værelse med også arbejder på sygehuset, så det er muligt at snakke situationen igennem med dem, også selvom en af dem nævnte at det lød som tortur, og da kvindens skrig stadig giver genlyd i mine ører, er jeg rimelig tilbøjelig til at give hende ret... 

Grådighed:

I dag torsdag stod på Outreach, denne gang til en Junior High School, hvilket betød at eleverne var fra 12 år og opefter (nogle nok omkring de 20 år, da elever som dumper en årgang, bliver nødt til at gå den om, så er man uheldig, kan man være rimelig gammel, inden man er færdig med skolen). Vi startede ud med at undervise dem om sex, STD`s og graviditet. Og en af de andre demonstrerede endda et kondom på en plantain (lokal frugt, de minder om en forvokset banan), hvilket de unge fandt rimelig morsomt. Dog var det en mærkelig situation at stå i, da vi jo nærmest havde samme alder som eleverne. Derefter forbandt vi deres sår, dog var der kun omkring 10 elever som havde behov for behandling. Nogle af de andre frivillige, havde taget noget legetøj (deriblandt 2 bolde) med, som de ville tage videre til et børnehjem og donere. Desværre fik eleverne øje på boldene, og prøvede grådigt at få fat i dem, det var så slemt at selv lærerne prøvede at få fat i dem. Og selvom de så fik nogle tennisbolde i stedet, blev de ved med at bede om mere. Nogle af dem prøvede endda at lokke penge ud af os. Det blev rimelig ubehageligt, og endte med at vi bare gerne ville væk derfra. Så vil for fremtiden meget hellere lave Outreach på steder med mindre børn.

Bucketwash:

En anden grund til at denne uge har været rimelig frustrende ligger i det faktum at vandet røg mandag morgen, og det er først så småt begyndt at komme tilbage nu (torsdag eftermiddag). Så siden i mandags har vi måtte bruge spande og så tage vand fra de tønder vi har stående i huset, som vi så har brugt til alt: madlavning, opvask, tøjvask, toilettet, brusebad osv. Hvilket bliver rimelig frustrende i længden, især da vi ikke har nok vand i tønderne til at fem mennesker kan leve et bare nogenlunde normalt liv i så mange dage. Og derudover har elektriciteten også svigtet os et par gange i denne uge, det var især slemt da den røg tirsdag aften og ikke kom tilbage før onsdag aften (faktisk har vi heller ikke elektricitet lige nu, hvilket betyder at vi er taget på internetcafe, hvor de har deres egen generator og aircon, da det er alt for varmt i vores hus uden elektricitet). Men for at vende tilbage til bucketwash, så er det nok bare en oplevelese man skal have når man er i Afrika. Erfarede faktisk at for at tage et ordentligt bad og vaske hår kræver det mindre end en spand vand (ca. 3 liter), mens det kræver hele 2 spande for at fylde toilettet op. Glæder mig dog til et ordentligt bad..

Må dog indrømme at denne uge ikke kun har været frustrerende. Onsdag aften havde vi pubquiz for alle de frivillige i Koforidua, hvor vi lærte at lave mad. Dog betød det at vi først fik frokost kl. 5, og aftensmaden stod på bordet klokken halv 7, så vi blev da i hvert fald mætte. Desuden står weekenden på en tur til Cape Coast, så det bliver sikkert rigtigt spændende.

Vil slutte for denne gang.

Thilde 

TIA er et ord der er kommet op ofte over de 3 uger jeg efterhånden har tilbragt i Afrika. Så tænkte at jeg ville skrive lidt mere om hverdagen her, for vi oplever da også andre ting end hvad der foregår indenfor hospitalets mure.

Har efterhånden erfaret at der er noget der hedder Ghana tid, og i forhold til derhjemme er det lidt mere løssluppent. Hvis nogen siger at de kommer kl. 10, skal man ikke forvente dem før kl. 10:30. Og hvis nogen siger at de kommer tilbage om et øjeblik, kan der nemt gå mere end en time. Selv trafikken fungerer på den måde. De lokale minibusser, tro-tros, har ingen faste køretider, men kører i stedet når de er fyldt op, så man kan sagtens ende med at vente et par timer, inden man over hovedet kommer af sted.

Trafikken er faktisk en ting der fylder meget, måske især fordi der ikke synes at være så mange færdselsregler. Her må man både overhale indenom og udenom, også i sving, hvor chaufføren umuligt kan se særligt langt frem. Faktisk kører vi tit i den forkerte side af vejen, for at undgå de kæmpe huller der synes at være en fast del af alle veje. De offentlige køretøjer er ofte overfyldte, så folk må klemme sig ind, og det er kun når der er politistop forude, at ekstra passagerer bliver smidt af, for så at blive samlet op igen på den anden side af stoppet og selvfølgelig er der ingen seler, men man vender sig hurtigt til at stige af og på midt på vejen, og at gå i gåsegang mellem hurtigt kørende og altid dyttende taxaer, for ellers ryger der nok en tå eller to.

Endnu en ting jeg lige må nævne er de gentagne power-cuts og water-cuts (kan ikke lige finde det danske ord). Mens jeg skriver denne blog er vi på vores fjerde time uden elektricitet, og da det bliver mørkt allerede kl. 6, er der en lang aften foran os med vores lommelygter. I går var vi desuden uden vand det meste af dagen, så i stedet må vi tage vand fra de kæmpe tønder, vi har i huset, hvilket virkeligt får en til at indse, hvor meget man er afhængig af vand (vasketøj, toilettet, mad osv.). Men siden jeg befinder mig midt i Afrika, skal jeg vel egentligt bare være glad for at jeg en stor del af tiden har de ting, for lige så snart man kommer uden for de større byer hedder det ingen elektricitet og vand fra en brønd.

Ved at jeg har nævnt dette før, men endnu en ting som er så typisk for her, er al den opmærksomhed vi får pga. vores hudfarve. Lige meget hvor vi er så vender folk sig om efter os, og råber: ”Obroni, Obroni,” hvilket man meget hurtigt bliver træt af. Derudover har jeg mistet overblikket over hvor mange gange jeg er blevet bedt om mit telefonnummer eller at betale for folks flybillet til Danmark. Er ligefrem blevet friet til et par gange af fremmede mennesker, og selvom denne mærkelige form for opmærksomhed til tider er rimelig underholdende, så bliver det altså rigtig belastende i længden.

Endnu en ting der er kendetegnende for dette land er de konstante konfrontationer som når tro-tro chaufførerne skændes over kunder, dog synes det altid at blive ved verbale konfrontationer. Har efterhånden erfaret at ord som ”foolish man” er rigtig krænkende. I eftermiddags endte jeg faktisk midt i en af disse konfrontationer. Var taget med 3 andre piger træmarkedet i Mamfe (vi havde af en eller anden grund fri fra arbejde, vist noget med en død præsidents fødselsdag eller noget i den stil), og Emma (den ene af dem), havde taget en træfigur med som hun havde købt 2 uger tidligere og som nu var muggen. Så da hun prøvede at returnere den, var sælgeren ikke særlig glad, og må indrømme at der fløj mange skarpe ord gennem luften, både mellem os og sælgeren, men også mellem sælgeren og de andre sælgere på stedet (som mest var på vores side). Ham der havde solgt figuren gik helt i baglås, og blev ved med at sige at vi behandlede ham som en lille dreng, men sådan opførte han sig også, han var tydeligvis den eneste der ikke kunne se at hans opførelse var dårlig for forretningen, da det mest er turister der handler der. Men til sidst endte det med at en af de andre sælgere tog noget fra sælgerens bod, og gav det til Emma, hvor efter vi gik hovedrystende derfra…

Tror det var alt for nu, computeren er ved at løbe tør for strøm og Joyce har lige bragt et stearinlys ind, så det ser ikke ud til at vi får elektriciteten tilbage foreløbig.

Thilde

Skiftede endelig fra børneafdelingen til operationsafdelingen i denne uge, dog først i tirsdags, da tingene aldrig bliver gjort til tiden. Blev mødt af nogle meget imødekomne sygeplejersker og læger, hvilket var helt anderledes end på børneafdelingen. Og inden jeg havde været på afdelingen i 10 min. havde jeg allerede overværet den første rectal undersøgelse, og så var den dag ligesom startet. Fik også lov til gå med rundt og se på, da der skulle skiftes forbindinger på alle patienterne, så jeg selv kunne gøre det senere. Det var virkeligt klamt. Det kan godt være at jeg har set en del sår derhjemme, men de kan bestemt ikke måle sig med dem jeg fik set på runden. Der var alt lige fra operationssår, der var syet ufatteligt grimt sammen til en mand der havde været ude for en ulykke og derved havde mistet alt huden på hans røv. Stanken var virkelig ekstrem, og de fleste forbindinger var gennemblødte, sikkert fordi de kun bliver skiftet en gang dagligt. De første ti dage er operationssårene forbundet, og derefter bliver der ikke gjort noget ved dem, og da hospitalet langt fra er sterilt, kan man godt forestille sig at der går betændelse i mange af dem. Det faktum at sygeplejerskerne ikke skifter handsker, hvis de da bruger nogen og har operationsmasker på som hænger nede om halsen, hjælper sikkert heller ikke på at forebygge infektioner. Desuden bliver det set meget ned på hvis nogen græder her i Ghana, så hvis nogle af patienterne ømmede sig, indkasserede de enten skæld ud eller slag fra sygeplejersken, hvilket bestemt ikke er unormalt her. Dog var det værste på runden da vi kom til en stue med 4 små børn. Den ene var en lille dreng på ca. 2 år, som havde fået hældt kogende væske ud over sig og derfor var stærkt forbrændt på hele overkroppen, begge arme og det meste af ansigtet. Må tilstå at jeg på det tidspunkt blev nødt til at gå udenfor for at få noget frisk luft. Da jeg snakkede med en af sygeplejerskerne bagefter sagde hun, at de tit så voldsomme forbrændinger på små børn, der var blevet efterladt alene med kogende suppe eller vand.

Dog var der også bedre øjeblikke i løbet af dagen. Var blandt andet med en af sygeplejerskerne i blodbanken for at hente blod, og må tilstå at blodet blev i hvert fald ikke blandet i et hygiejnisk miljø, til gengæld tog det lang tid at udfylde alle de papirer, der hører til sådan en pose blod. Hvis de bare gjorde ligeså meget ud af hygiejnen og patienterne, som de gør med papirarbejdet, så kunne det faktisk godt blive et okay hospital. Men som det er lige nu, skal jeg i hvert fald aldrig derhen som patient…

I dag har stået på outreach, hvor vi tog ud til et børnehjem og lærte børnene om malaria og hvordan de undgår det og så videre. Derefter forbandt vi deres sår, og gav dem vitaminer. Lagde bl.a. mærke til den måde hvorpå de lidt ældre børn tager sig af de små, giver dem vand, trøster dem og bringer dem til os så vi kan se på deres sår, sikkert fordi de ikke får den slags omsorg fra de voksne. Da vi var færdige, og legede med børnene, var der en anden de små drenge, der begyndte at græde, og jeg skyndte mig at tage ham på armen, for at han ikke skulle få skældud eller slag af voksne, men han kunne næsten ikke stoppe med at græde igen, de er slet ikke vant til den slags omsorg, selvom det synes at være så simpelt.

Er spændt på at se hvad den næste uge på arbejdet, byder på.

Thilde

Denne weekend stod på tur til Volta regionen. Vi stod op kl. 5 lørdag morgen for at være i byen kl. 6, hvilket også lykkedes for os. Men da vi befinder os i Ghana, var kl. næsten 8 inden vores tro-tro forlod Koforidua. Vi var 8 Projects Abroad frivillige som sammen gav os ud på denne 4 timer lange køretur (oftest på veje, hvor der var flere huller end der var vej) mod Hohoe. Da vi ankom ved middagstid, tog vi en anden tro-tro ud til Wli vandfaldet. Dog betød det en times vandretur gennem regnskoven både til og fra vandfaldet (med et par tropiske regnskyl til at holde os med selskab), men at se vandfaldet var helt klart det værd. Vandfaldet var enormt, desværre kunne vi ikke komme op til den øvre del af vandfaldet, da stien, på grund af regntiden, er alt for glat. Efter at være kommet tilbage fra vandfaldet, tog vi en taxa til Hohoe og derfra en tro-tro til Tafi Atome, som er den landsby, der ligger ved siden af abe reservatet. Dog er der en ca. 10 km lang sandvej som fører til landsbyen, og der kan de større køretøjer ikke køre, så vi måtte sætte os bag på motorcykler, som så bragte os til landsbyen, hverken sikkert eller lovligt, men meget sjovt.

Vi valgte at overnatte i landsbyen, hvilket betød at vi fik tildelt nogle rum med plads til 2 personer i hver. I rummene var der en seng, et myggenet og en lampe (som ikke virkede) og så en stank af fugt/mug, og det var egentligt det. Der var også en toilet/bade bygning, men her virkede hverken lyset eller vandet en stor del af tiden. Dog var det okay til bare en enkelt overnatning. Vi fik serveret aftensmad i kokkens hus, som var i den anden ende af landsbyen, så vi fik set os lidt omkring på vejen der. Må sige at vi nok havde de bedste faciliteter af alle, det var bestemt ikke en velhavende landsby, som vi overnattede i.

Søndag morgen stod vi igen tidligt op, for vi skulle mødes med vores guide kl. 6, og så ville han tage os med ud og se på aber. Så vi begav os ind i regnskoven, mens guiden kaldte på aberne, og viftede med de bananer, han havde med. Og der gik da heller ikke særlig længe, inden vi kunne høre bladene rasle og grene der knækkede, og pludselig var der omkring 10 aber i træerne rundt om os. Vi fik alle lov til at fodre dem, hvilket betød at de kravlede rundt på os, mens de spiste bananer. En speciel oplevelse. Efter turen stod den på morgenmad, også i kokkens hus. Og da vi kom tilbage til vores værelser, var der aber i træerne rundt om os. Så vi fodrede dem med nogle bananer, og de rendte stort set rundt om benene på os sammen med de geder og høns, som boede i landsbyen, tre dyreracer jeg ikke lige havde forestillet mig side om side. Derefter begav vi os ud på den lange tur hjemad, hvilket involverede endnu en tur på motorcykel. Og seks timer senere var vi hjemme, alle trætte, men også alle sammen enige om at det havde været en fantastisk tur.

Bliver nødt til at starte med at skrive om Outreach som jeg i skrivende stund lige er kommet hjem fra. Efter en 45 min. køretur og en 10 min. gang endte vi i morges midt i ingenting, dog var der en lille skole med omkring 110 børn. Vi startede ud med at lære dem, hvordan man børster tænder, og sang også nogle sange om det at børste tænder. Derefter fik de alle en vitaminpille, og så rensede og forbandt vi deres sår. Nogle af dem havde også eksem i hovedbunden, så vi smurte deres hår ind i noget stinkende creme. Til sidst gav vi hver af børnene deres egen tandbørste og lidt tandpasta, hvilket gjorde dem overlykkelige. Nogle af dem kom endda op til os, meget alvorligt, trykkede vores hånd og sagde mange tak. Gad vide hvornår et dansk barn sidst har været så glad for en tandbørste, tror personligt aldrig at jeg har været det. Derefter legede vi lidt med dem og blæste lidt sæbebobler, hvilket fik dem til at gå helt amok (har oploadet en video af det paa facebook). Så sidder nu med en rigtig god følelse, hvilket også var tiltrængt efter de sidste par dage på arbejde.

Denne arbejdsuge har mest budt på temperaturmålinger, ture til laboratoriet og papirarbejde. Har dog fået lært at lave alt det papirarbejde, der følger med når et af børnene udskrives. Men generelt har der ikke været så meget at lave, så det har været nogle lidt lange dage. Derfor har jeg også besluttet at jeg ikke gider tilbringe 2 uger mere på børneafdelingen, i stedet skifter jeg forhåbentligt til operations afdelingen i næste uge, i det mindste skulle der være nogle interessante tilfælde der.

I weekenden er vi en stor gruppe frivillige her fra byen der tager op til Volta regionen, hvor de har et stort vandfald og et abe reservat, så det bliver spændende at se.

Det var alt for nu.

Thilde

Maa lige tilfoje at vi igar var i det storste supermarkede i Koforidua. Ikke at man rigtigt kan kalde det et supermarkede eller stort. For man gaar ind skal man aflevere sin taske, i stedet faar man saa et stykke pap med et nummer paa. Inde i butikken er der nok 20 medarbejdere paa arbejde som sidder rundt omkring og laver absolut ingenting, ikke at der er noget at lave, men de sidder bare midt i butikken. Naar man gaar ud skal man selvfolgelig betale, og saa faar man en kvittering. Saa gaar man to skridt videre og giver saa kvitteringen til en ansat, der saetter en kruseduller paa den efter at have tjekket at ens indkob paaser til det der staar paa kvitteringen. Saa gaar man endnu 2 skridt, inden man igen skal give sin kvittering, for nu skal den stemples. Efter endelig at vaere kommet ud kan man saa aflevere sit stykke pap for at faa sin taske igen. Sikke et besvaer og ikke saerligt imponerende.

Dog blev jeg imponeret idag da en af laegerne paa afdelingen spurgte til valget i Danmark, og naevnte at han troede at det var kvinden der vandt. Saa kan man se hvor vidt omkring danske nyheder kommer..

Prøver lige at gøre det lidt mere læseligt ved at skrive bloggen på min egen computer, lægge den over på et usb stik og så oploade den på internetcafeen inde i byen.

Arbejdet på hospitalet er stort set det samme, jeg laver ikke så meget, observerer mest, men det er egentligt også okay, for jeg ville ikke kunne stå inde for tingene hvis jeg skulle gøre det på samme måde som sygeplejerskerne. I fredags var jeg ude for noget lidt grotesk, da jeg fulgte lægerne på stuegang. Vi kom ind til en dreng i isolation, som var blevet indlagt med feber, mavesmerter og aggressiv opførelse. Da vi så til ham var han bevidstløs. Da lægerne ikke anede hvad der var galt med ham, stod vi fire læger, tre sygeplejersker, hans forældre og så mig og kiggede på ham i næsten en time. Nogle af lægerne bladrede i deres bøger, for at se om de ikke kunne komme frem til en diagnose, det lykkedes dog ikke, så i stedet tog de en rygmarvsprøve, som blev sendt til laboratoriet. Det groteske ved situationen var dog at mens vi stod der inde, og man kunne se på forældrene at det var virkeligt hårdt for dem, begyndte lægerne at fortælle noget sjovt, og så grinte både læger og sygeplejersker. Det skete op til flere gange, mens vi var derinde og er bare slet ikke passende, når både patienten og de pårørende er i rummet.
Men for at gå til noget lidt mere positivt, så var vi på outreach i torsdags. Det betyder at alle de medicinske frivillige tog ud til en skole ude på landet og behandlede de børn der var der. Børnene var vildt glade for at se os, og de ville alle sammen løftes og tages billeder af, de har lidt svært ved at forstå konceptet med at de kan se sig selv på billeder. De var endda helt vilde med at blive behandlet, selv om det må have gjort ondt. Vi behandlede nemlig alle deres sår med blegemiddel, inden de fik noget gaze med penicillin creme på og så noget tape, til at holde det fast. Bagefter uddelte vi vitaminpiller til dem alle sammen, og til slut legede vi med dem, nogle af de frivillige havde medbragt bolde og balloner, så det var et stort hit. Alt i alt en rigtig god dag, der blev afsluttet med et besøg forbi Koforiduas berømte perle marked.

For at det hele ikke bare skal handle om arbejde, tog vi til poolen i går og tilbragte hele dagen der, hvilket var rigtig skønt.
Noget man skal vende sig til her er tiderne. Når vi kommer hjem fra arbejde omkring kl. 2, slapper vi af eller tager ind til byen igen efter middagsmaden. Men vi skal helst være hjemme inden kl. 6, da det på dette tidspunkt er blevet mørkt, og så er det ikke så sikkert at færdes ude mere, desuden spiser vi også aftensmad tidligt. Og så går vi faktisk i seng ved 9 tiden, da der ud over kortspil og dårlige film i fjernsynet ikke rigtig er noget at lave om aftenen.
En anden ting er den konstante opmærksomhed vi får. Alle, både børn og voksne, råber Obroni efter os, hvilket bliver rimeligt belastende i længden. Og så vil de alle sammen have ens mobil nr., men man vender sig efter hånden til at sige at man ikke har en, eller bare ignorere dem. Tænker bare på hvilket postyr der ville blive hvis vi i Danmark råbte: ”Fremmede” eller ”Sort Mand” hele tiden.

Men nok for denne gang.
Thilde

Prover lige det her en gang til. Havde skrevet hele bloggen, og var ved at uploade den, da internettet gik ned. Blev en smule irriteret over det, selvom det jo egentligt er en frynsygode, men i det mindste kan jeg da bande over det, uden at nogen forstaar det :)

Har haft min anden arbejdsdag paa borneafdelingen og ryster allerede paa hovedet af det. Alt gaar efter Ghana tid (hvilket er ekstremt langsomt) og hverken udstyret eller personalet lever op til de danske standarder paa nogen maade.
Afdelingen i sig selv er meget kedelig, der er ingen farver eller legetoj og bornene ligger bare i deres senge hele dagen. Selvom nogle af stuerne er meget smaa, er der plads til seks born, hvilket betyder at deres foraeldre maa sove paa det bare gulv eller en stol, ogsaa selv om de skal vaare her i mange dage. Saa dog nogle gardiner med bornemonstrer paa i dag, ironisk nok hang de i sygeplejerskernes omklaedningsrum.. Dog er der plads til det kontor, hvor folk skal betaloe for deres behandling, for som man siger her: pay-as-you-go. Hvilket betyder at har man ikke forsikring, maa man betale for alt, og bliver pengepungen tom, inden behandlingen er ovre, er det bare synd. Saa en mand i dag der skulle betale 27 cedi for 4 blodprover, hvilket han ikke havde raad til. Sammenlignet med at en koretur i taxa i halvanden time koster 3 cedi, kan man egentligt godt forstaa at han ikke havde raad.
Naa men tilbage til afdelingen. I morges var jeg med rundt og samle urin og afforringsprover ind, efter at have set det noteret en gang blev det mit job at gore det. Efter indsamlingen brugte vi naesten en time paa at aflevere dem paa laboratoriet, da de forst skal registreres et sted, saa et andet og saa til sidst afleveres paa laboratoriet.
Derefter fulgte jeg med en sygeplejerske rundt for at lave observationer paa bornene. Der er ca. 5 termometer (til under armen) paa hele afdelingen, og da de tager en evighed om at maale og sikkert heller ikke er praecise, tager det virkeligt lang tid at naa hele afdelingen rundt. Men sygeplejersken var meget kompetent, for hun kunne maale baade respiration og puls med ryggen til patienten og uden at rore barnet...
Har ogsaa vaeret med paa stuegang, hvor der staar to laeger og en overlaege (fed dame der ikke kan holde til at staa op under stuegang) og kigger paa den samme patient, hvorefter de diskuterer hvad der er gjordt galt i patieent behandlingen indtil videre og hvad de bor gore bedre (overdriver lidt, men det lyder som om de laver mange fejl), hvorefter det hele skal skrives ned. Behover vist ikke at naevne at det ogsaa tager en evighed.. Horte dem faktisk paapege over for sygeplejerskerne at det er vigtigt at naar bornene mades gennem tuber, at det bliver tjekket hvorvidt tuben gaar ned i maven eller i lungerne, som om det ikke er logisk, men det er det aabenbart ikke.
Har ogsaa siddet med ved konsultationer, hvor alle tre laeger er samlet i et lille rum, den ene maa endda bruge briksen som bord, da der ikke er plads nok. Men i det mindste har de 3 patienter inde af gangen (alle dem der ikke er vildt kritiske eller faar drop, skal komme hen til konsultationen for at blive kigget paa), saa det er okay effektivt, naar ikke lige de forer private samtaler over telefonen eller lignende. Dog er der en af laegerne der er rigtig god til at fortaelle mig, hvad der er galt, og hvad der bor gores. Saa har indtil videre set born med meningitis, malaria, skoldkopper, underernaering, tyfus og ICM (kode ord for Aids). Det er lige noget man skal vende sig til.

Hvis I har set billederne af poolen i albummet, er det fra et hotel i naerheden, som vi besogte i sondags for at blive kolet lidt ned.

Krydser fingre for at internettet ikke gaar ned igen.

Thilde

Saa er jeg ankommet til Ghana efter en lang rejsedag. Ankom sent om aftenen, og blev modt af baade varmen, og Nyame (en ansat der henter nye frivillige i lufthavnen), som var overlykkelig for at se os. Derefter tilbragte jeg den forste nat paa kontoret i Accra, men maatte op allerede kl. 5 for at blive fragtet til Koforidua. Egentligt er det kun ca. en times korsel, men da jeg var den sidste frivillige der skulle saettes af, blev det naermere til tre. Derefter stod paa introduktion i Koforidua men Michael som guide (det viste sig at det er hans mor, som jeg bor hos). Fandt hurtigt ud af at her ikke er mange vejskilte, men i stedet navigerer man efter lyskryds, saa det galder om at have styr paa hvor man er henne. Bor i et skont hus (med rindende vand, elektricitet og endda internet, hvilket bestemt ikke er tilfaeldet for alle de frivillige) sammen med to frivillige fra UK, saa det maa da siges at vare til den positive side. Efter at have set hospitalet i gaar, og fundet ud af at jeg starter paa borneafdelingen paa mandag, stod den paa afslapning. I dag lordag har jeg vaeret ude og se et vandfald og et trae-marked sammen med de andre frivillige og Michael.

    Har allerede laert en del ting, saa ville bare lige naevne nogle af dem:

Der er dyr overalt, koer, hunde og faar render rundt paa vejene og er ikke altid lige hurtige til at flytte sig.

Der synes ikke rigtig at vaere nogle faerdselregler, udover nar der er politispaerringer laengere fremme, saa hopper de folk der ikke er en ordentligt siddeplads til i koretojet ud, for saa at staa paa igen paa den anden side af afsparringen. Saa det er altid spaendende at kore i enten taxi eller tro/tro.

Derudover kalder alle ghaneserne os Obroni (som bytyder fremmede), og til tider er det ligefrem os der anklager dem for at vaere racistiske, somved vandfaldet hvor vi maattte betale dobbelt saa meget som alle andre, bare fordi vi er hvide. Saa faar da set tingene fra en anden side.

Vil slutte for nu. Skriver igen naar jeg er startet paa arbejde.

Thilde

p.s. Hvis det er lidt svaert at laese er det bare fordi jeg mangler 3 bogstaver men prover at gore det saa laeseligt som muligt..