På Mwananyamala Hospital vil flere læger og sygeplejersker mene, at har man assisteret en operation 4-5 gange, så kan man sagtens efterfølgende tage patienterne selv. En opfattelse jeg bestemt ikke er enig i, da manglende viden samt erfaring gør denne holdning meget uansvarlig over for den pågældende patient. Man bør da i det mindste have overværet 7-8 stykker
Af samme grund har jeg derfor ikke haft mine egne patienter, medmindre det har været meget simple ting såsom at tjekke blodtryk, men derimod observeret og assisteret en del. Men i denne uge valgte jeg så at være i det samme rum, hvor jeg startede for godt og vel 12 uger siden, nemlig rummet med mindre skader, hvor ordet mindre her ikke skal tages alt for bogstaveligt, for det er jo Afrika, og selv små ting her kan være store, men størstedelen er dog overkommeligt, hvilket betød, at jeg mandag og tirsdag i stor grad kunne assistere lægen derinde, som så overlod nogle af de ”nemme” patienter til mig alene, så jeg havde faktisk mit eget lille område med bord og seng, hvor jeg så kunne fjerne sting, rense sår og lave nye forbindinger.
Onsdag blev det så min egen tur til at ligge i sengen. Sygdom har jeg set stort set hver dag her i Dar es Salaam, men første gang i år og så endda præcis midtvejs i mit ophold her i Tanzania fik jeg det også at føle på egen krop. Temperatursvingninger, lidt feber, forkølet, lidt ondt i halsen og hovedet og manglende koncentration, alle sammen symptomer på malaria, i hvert fald hvis man spørger den almene læge samt enhver person på gaden. Og min værtsfar var da også hurtig til at spørge, om jeg tog medicin, eller om jeg skulle på en klinik, hvilket jeg måtte sige nej til begge, da jeg ikke selv var så forskrækket over mine symptomer. Men dejligt at føle bekymringen fra sin værtsfamilie.
Torsdag var helbredet ikke blevet bedre, og min roomie, trumfede også sygekortet herhjemme, da han lagde diarrekortet på bordet, eller toiletbrættet, og derfor vandt et lille doktorbesøg på en klinik. Jeg derimod valgte trods mine få skavanker at tage til den længe ventede Medical Outreach denne gang på børnehjemmet Al-Madina. 51 børn blev her gennemtjekket på bedste Medical Outreach-maner, og ligesom hos mig blev flere mindre skavanker fundet, men heldigvis (endnu engang) blev der ikke fundet en eneste positiv HIV test, og som det 52. barn blev jeg for en sikkerheds skyld tjekket for malaria, og nok vil jeg gerne se positive ting, men denne gang ønskede jeg et negativt resultat, hvilket det heldigvis også var, så jeg og ikke mindst min værtsfar kunne ånde lettet op.
Fredag kom den her i Tanzania længe ventede dag. 50 års uafhængighed. En kæmpe begivenhed for alle og vi havde da også planlagt at skulle på stranden, men ikke mig. Utilpasheden var stadig ikke forsvundet, og de mange afrikanske festligheder måtte jeg i stedet overvære gennem fjernsynet. Ikke ligefrem den dag man havde håbet på, men alligevel en dag der må siges at være brugt fornuftigt. Jeg fik nemlig vasket, pakket, planlagt og generelt forberedt mig på min kommende safari. De sidste forberedelser er så blevet gjort i dag, håber jeg da. Jeg er nemlig lige kommet hjem fra et julemarked, hvor ja der var da lidt julesager, og skal nu til at tjekke de sidste ting, inden jeg i morgen meget tidligt skal med bussen til Arusha og dermed begynde min safari til det berømte Serengeti og Ngorongoro Crater. Noget jeg glæder mig rigtig meget til, og derfor håber inderligt, at den sidste utilpashed vil forsvinde hen over natten, så oplevelsen bliver så overvældende som muligt. Så nu skal tjeklisten løbes igennem og så ellers tidligt i seng. Så god nat herfra Dar es Salaam.