Sidste uge var en uge fyldt med en masse forskellige spørgsmål, først og fremmest de generelle spørgsmål til lægerne på hospitalet i henholdsvis ”emergency room” og ved operationsbordet, samt de ligeledes undrende spørgsmål til lægen i ”emergency room” om, hvorfor vi endnu engang sidder og venter, mens patienten ligger overfor os fraværende, eller med øjnene rettet imod en. Man spørger samtidig sig selv, hvordan man kan kalde rummet ”emergency room”, når de såkaldte emergencies bliver behandlet i bedste African Time stil, hvor ingen ting haster mere end det jager, og hvor patienten ofte efter en meget langsommelig behandling bliver overført til en anden afdeling i hospitalet. Svaret på mit eget spørgsmål må derfor være, at rummet har sit navn, da nødstilfældene placeres i dette rum. Spørgsmålene på hospitalet fortsatte, men denne gang var det mig, der skulle svare, da jeg med mit arbejde her i Dar es Salaam, åbenbart er blevet en celebrity i Danmark, og derfor måtte udøve min bedste performance ved at stille op til mit første af flere kommende interviews. Om disse fantastisk underholdende klip vil blive vist i den kommende primetime, så jeg vil pryde de farvede skærme i dagligstuerne og senere komme hjem som en anden kendis, må vel være det helt store spørgsmål, i hvert fald blev der gennemført nogle komiske interviews, et på hospitalet og flere på kontoret, hvor jeg med et efterhånden rustent dansk (dog ikke Sidney Lee slemt – endnu) forsøger at besvare nogle meget generelle, simple spørgsmål om livet i Tanzania for derigennem at forklare og rådgive kommende voluntørere om, hvad de kan forvente sig af løjerlige og spændende ting. Så et lille interviewprogram med mig som vært, og dermed også ham der præsentere de spændende indslag, som i dette tilfælde blev vores supervisor på hospitalet, Doktor Wandi, samt min værtsfamilie og roomie i interviewprogrammets speciel edition a.k.a. hjemmevideo, hvor jeg som en anden MTV-forkælet dreng viser mit crip til den store verden, eller ja bare lille Danmark.
Det næste store spørgsmål var så, hvordan jeg skulle forberede mig på den kommende december-jule-måned, og hvad jeg egentlig kan forvente. Forberedelserne er der i hvert fald stadig så rigeligt af. En lille julehyggedag alene med et flettet hjerte og lignende. Og en sådan hyggelig dag ønskes selvfølgelig gentaget, mer’ vil have mer’, så hvad kan man gøre? Jo, invitere folk herhjem til en større julehyggedag. Så forberedelserne hobede sig derefter op. Forberede julehygge-advent-dagen, begynde at se den julekalender jeg fik tilsendt i min pakke fra DK, forberede nogle hemmelige juleforberedelser samt en gave, da vi i Projects Abroad er Secret Santa for hinanden. Oveni dette kommer også den safari, jeg skal på i midten af december, som lige skulle planlægges færdig og betales. Så som en anden Olsen Banden film måtte jeg gå til værks med ordene, ”jeg har en plan, jeg skal bruge…” og modsat filmene synes jeg selv, at min plan lykkedes fortræffeligt og ovenikøbet med en afslapningsdag på stranden lørdag, som så altid er en succes, dog overgået med flere længder søndag, da vi bragte julen hjem i stuen her i Dar es Salaam, med julemusik spillende fra computeren, risengrøden boblende i gryden for senere at blive overdrysset med kanel og en smørklat smør. Julestjerner forsøgtes at flettes, endnu et julehjerte lavet, og alt dette med duften af julesmåkager pyntet med glassur og M&M’s, der som sød julemusik glædeligt borede sig gennem næseborene for at bringe den velkendte julestemning, man kender så godt fra Danmark. I korte øjeblik kunne man drømme sig tilbage til de dejlige juletraditioner, som man længtes efter, og følelsen var stort set den samme lige indtil, at man endnu engang vågnede med sved i sine øjne pga. de 30 graders varme, der endnu engang minder en om, at den velkendte jul er så fjern, men at julehyggen stadig kan være nær.