Karibu (velkommen) - habari za asubuhi (godmorgen) – karibu zaa kaa (vaer velkommen til at sidde ned). Dette er blot faa af de mange hilsner, der flyver rundt i luften som en obligatorisk del af den kommende samtale, der dermed forlaenger den “almindelige doktors” undersoegelse af hver enkelte patient. En stor del af Tanzanias kultur, hvor nogle folk endda doemmer dig som person, hvis ikke du tager dig tid til at hilse eller give blot en af de mange obligatoriske tilbagehilsner. En ting man bestemt bliver noedt til at vende sig til, hvis man altsaa gerne vil passe ind. Men saa er det heller ikke mere besvaerligt. De foerste dage/uger giver det muligvis nogle problemer, samt sjove og akavede situationer, hvor man staar helt paf og kigger paa den person der har givet dig en hilsen, mens man selv er i en mindre diskussion med sin indre stemme, da man helt febrilsk soeger efter den rigtige tilbagehilsen. Man ved man kender eller har hoert ordet foer, det ligger lige paa tungen, men kommer saa heller ikke videre derfra, og man maa nogle gange ty til blot at stikke personen det stoerste smil og svare paa engelsk. Men naar man saa ellers har vaeret gennem denne proces et vist antal gange, er ens hjerne langsomt blevet indstillet til “automatic respond” og de mange tilbagehilsner flyver derfor ud af munden, nogle gange helt uventet, og andre gange selvom den egentlige hilsen ikke er maalrettet en selv.
Men ja tilbage til hospitalet hvor jeg sidste uge tilbragte det meste af tiden i det saakaldte “Doctors Room”. Et rum med en doktor og nogle gange en sygeplejerske (som faktisk er total overfloedig, men for det meste meget smilende og venlig), og nok det sted vi i Danmark vil sammenligne med vores egen doktor. Men ja som saedvanlig giver det at sammenligne sundhedssystemet i Tanzania med det i Danmark ikke ligefrem det bedste billede.
Doctors Room er i Mwananyamala det foerste sted man som patient gaar hen efter, at man selvfoelgelig har henvendt sig i receptionen for at faa udleveret den blanket, hvorpaa doktoren nedskriver medicin og lignende, som vi kender det fra vores eget system (der dog foregaar paa computer, og hvor ens historie bliver lagret i en database og ikke et tilfaeldigt sted derhjemme). Hos doktoren gaar 90% af tiden paa at snakke om den paagaeldende patients tilstand/problem og saa selvfoelgelig, hvordan patienten samt den tilhoerende familie har det. En decideret undersoegelse af patienten sker meget sjaeldent, og nogle gange virker det som om doktoren naermest undgaar fysisk kontakt med patienten, for som han helt serioest fortalte mig:”personen er jo syg”.
Oehhh ja,, det er jeg saadan set udemaerket klar over. Man maa vel formode at patientens sygdom er aarsagen til besoeget.
Men ja doktoren er i hvert fald ikke i stor risiko for at blive smittet med de mange forskellige sygdomme. Man undrer sig lidt over hvordan de respektive doktorers laegeuddannelse har foregaaet, og om man muligvis kan overfoere denne type uddannelse til Danmark. For at kunne vurdere samtlige personers problemer udelukkende ved hjaelp af samtale er da lidt af en laegekunst.    
Men ikke desto mindre er dette vilkaarene. Doktoren vurderer patienten uden en egentlig medicinsk/faglig baggrund, hvorefter der beskrives den foelgende behandling samt medicin.
Ofte sendes patienterne videre i Mwananyamalas egen lille hjemmelavede suduko (af svaerhedsgraden vanskelig), hvor patienterne maa gaa fra det ene sted til det andet, for saa at blive vurderet, sendt videre, sendt tilbage, sendt til scanning, vente for scanning, komme tilbage til doktoren med scanningens resultat, for at faa at vide hos doktoren hvilket sted patienten egentlig skal gaa hen saa han/hun kan faa den noedvendige behandling.
De sidste 10% af tiden bruges som sagt paa meget korte undersoegelser af patientens ve og vel. Om denne procentsats er generel tvivler jeg meget staerkt paa, da stoerstedelen af de undersoegelser doktoren foretog var paa min opfordring. For ja det var stort set det eneste jeg som pre-med kunne goere. Som pre-med bliver tiden mest brugt paa at observere, stille spoergsmaal og hvis muligt fungere som doktorens assistent. Saa det var hvad jeg gjorde. Stille spoergsmaal hele tiden, samt notere nogle af doktorens svar i min notesblok, ogsaa selvom doktoren allerede havde forklaret en lignende situation. Dette kan muligvis lyde som den dumme elev, men min erfaring siger mig at doktorene tager jobbet lidt for afslappet nogle gange, hvilket maaske ogsaa er en af de mange mulige aarsager til den generelt manglende undersoegelse af patienten. Saa hvad jeg gjorde var hele tiden at spoerge ind til patienten, hvad problemet var, og hvad den efterfoelgende plan vil blive. (Opgaven her er saa at omformulere de mange spoergsmaal , hele tiden fremstaa engageret og interesseret saa man ikke bare fungerer som en skrattende ghettoblaster i hjoernet, med repeat-knappen i bund. ) De fleste doktorer skal saa til gengaeld have den kredit at de er gode til at forklare, og som regelt ogsaa er interesseret i hvordan tingene fungerer i Europa/Danmark, hvilket man jo saa kan udnytte i sine spoergsmaal. Andre gange kan man spoerge doktoren direkte hvorfor han ikke lytter til lungerne, eller man kan spoerge om det er muligt at man selv kan lytte til lungerne/ hjertet (hvis det altsaa er patientens problem  ) for paa denne made at faa doktoren til at foretage en undersoegelse der dermed kan vaere grundlaget for den efterfoelgende vurdering og behandling.

Doktoren foretog dog (frivilligt) hele to undersoegelser selv, af to kvinders bryster, hvorefter han sendte dem til mammografi, med mig som den nu ansvarlige. Efter doktoren i mammografi-bygningen havde givet mig en kort intro om maskinen, fordelte vi saa opgaven saadan at jeg styrede maskinen (foerste gang nogensinde, men kan du finde ud af et videospil, skulle dette vaere som at kloe sig i nakken) mens han placerede kvinderne/brysterne praecist, saa det efterfoelgende billedes  detaljer ville fremgaa tydeligt, hvilket det bestemt ogsaa gjorde med problemet som en kontrast til den sunde del af brystet.

Og kontraster blev da ogsaa hovedemnet for min weekend. Loerdagen stod paa en cykeltur ogsaa kaldet “Dar realty tour neighborhoods”. En cykeltur der varede lidt mere en 4 timer selvom der kun blev cyklet omkring 18 km. Dette var dog ikke fordi vi var i utrolig daarlig form eller bare cyklede i sneglefart, men fordi cykelturen var en rundvisning i nogle af Dar es Salaams forskellige kvartere. Der blev derfor gjordet mange stop , bl.a. i diverse markeder hvor man kunne se folk forberede diverste groentsager i en saadan fart at selv Gordon Ramsay vil sige, “maaske du skulle tage en pause”. Derudover saa vi forskellige store toejmarkeder, bl.a. secondhand-markeder, hvor alverdens toej fra de rigere lande ligger lige saa nydeligt til en pris der vil faa selv det bedste lagerudsalg i Danmark til at fremstaa som en pengesluger. Jeans af maerkene Lewis, Diesel osv. saelges for 4-8 danske kroner  stykket.
Naa men op paa cyklen igen og hen til de fattige kvartere, hvor affaldet flyder i massevis og faar drikkevandet til at ligne mosevand, og dermed et mygge/malaria-Mekka. En stank der laegger sig i stoevet, som derefter suser op i naesen naar vinden tager fat. Huse (hvis man altsaa kan kalde dem det) der kun er lidt stoerre end studenterlejligheder, men saa tilgengaeld beboet af 6 forskellige familier, uden vand, lys og ja normale vilkaar. Dette er forholdene i nogle af Dar es Salaams fattigste miljoeer, og ja jeg kunne med garanti give meget mere detaljerede beskrivelser, af dette fattige miljoe, men ja billeder siger mere end tusind ord, (at opleve det selv siger mere end tusind billeder) saa jeg vil istedet proeve at uploade nogle billeder.
Hvad der tilgengaeld varmer omkring ens hjerte (foruden den bagende sol) er den livsglaede, samarbejdet og faellesskabet der saetter dagsordenen trods de utroligt daarlige vilkaar. De store smil paa isaer boernenes laeber naar de loeber frem og tilbage med deres tinhjul med tilhoerende stang. For en kort stund glemmer man helt hvor elendig en tilvaerelse disse boern egentlig lever i. Naar man blot kigger paa dem og deres taknemmelighed over selv de mindste ting, det vaere sig et lille stykke broed, eller et duftende blad fra en gren de maaske ikke selv kan naa, saa borer deres glimtende oejne og brede smil sig helt ind I det hjertekammer, hvor kun de gladeste tanker og gode minder normalt faar adgang. Og samtidig er det yderst tankevaekkende naar man saa proever at sammenligne disse boerns tilvaerlese med boern paa samme alder i Danmark, hvor forkaelede og ofte utaknemmelige vi (ja, jeg tror ligesaa godt at jeg kan hoppe med paa denne vogn)  er, og hvor lidt vi egentlig vaerdsaetter det liv vi nu engang er saa heldig at leve.
Det var derfor en kaempe fornoejelse at cykle og opleve denne fattige del af Tanzania/Dar es Salaam, fattigdommen, markederne, biograferne (bestaar af et 20 tommer fjernsyn i et kaempe lokale), samt de forskellige mindre boder hvor man kan koebe lidt forskelligt mad, eller lave sin egen kaffe (Jep drak min foerste kop kaffe nogensinde).
Det var derfor ogsaa en maerkelig foelelse da jeg dagen efter tog med naesten alle voluntoerne til et af de fineste hoteller i Dar es Salaam, for at spise brunch (all you can eat). Et overflod af diverse laekkerier, der gjorde at jeg ikke behoevede aftensmad den dag.
Saa at gaa fra skrot til slot indenfor faa timer er noget af en omvaeltning. Men ja, man kan mange ting her i et U-land, hvis man bare har lidt penge.

Tik-tak tik-tak tik-tak, arhh.. nej,, tik-tak.... Mandag og tirsdag i sidste uge havde jeg en lille eksamen i at have taalmodighed, og ja jeg er ikke sikker paa at jeg bestod.. Vores supervisor viser os normalt et sted at vaere resten af ugen, men i sidste uge, havde han nogle ting der var vigtigere for ham, saa vi maatte vente. Saa mandag og tirsdag blev der ikke oplevet det store. MEN resten af ugen kom oplevelserne da saa til gengaeld flyvende, som var de en masseproduktion paa et samlebaand med direkte kurs mod mig.
Onsdag var jeg et smut hos tandlaegen. Mener faktisk at jeg havde en tid i DK hos tandlaegen, saa hvorfor vente til februar/marts naar der er tandlaeger her i Tanzania :)
Arhh, jeg var heldigvis ikke patient denne gang, selvom de tilboed mig et tjek, hvilket jeg meget venligt afslog. Tror ikke helt jeg stolede paa deres rutine med "normale" taender. Jeg saa nemlig kun en situation hvor de lavede det vi i EU vil kalde en normal behandling af taenderne. Folk i Tanzania bekymrer sig ikke rigtig om deres mund, og vaelger derfor foerst at gaa til tandlaegen naar smerterne er for store, hvilket vil sige naar det faktisk er for sent for tandlaegen at goere noget. Saa tandlaegens job her paa Mwananyamala er for det meste at traekke taenderne ud, hvilket maaske lyder meget nemt, meeen nej. Nogle af taenderne er nemlig saa raadne, saa tanden naermest eksploderer naar tangen griber om den, saa tandlaegen maa derfor sidde og grave efter tandresterne og rodresterne, for derefter naermest at ligge et lille puzzlespil i 3D.

Torsdag kom den laengeventet Medical Outreach, hvor vi tog til Chakuwama Orphanage for at tilse, teste, analysere og vurdere boernene paa boernehjemmet. Boernene paa boernehjemmet, har aldrig rigtig vaeret udenfor boernehjemmet, og derfor aldrig set en doktor, saa jeg tror derfor ogsaa det var en stor oplevelse for dem, og forhaabentlig fik de en god oplevelse af, hvordan et normalt laegetjek er, saadan at de i fremtiden ikke frygter og derfor venter med at gaa til laegen.
Dagen forloeb saadan at vi fordelte os i hold, saadan at pre-med'erne var sammen med nogle der var mere kvalificeret. Vi skulle saa nedskrive personlige data, fysiske observationer, maale og veje dem, tage temperaturen, samt stikke dem i fingeren for at overfoere noget blod til HIV, blodsukker og malariaproever.
En helt fantastisk dag, hvor man selv udfoerte laegegerningerne, og nedskrev de forskellige problemer, der strakte sig lige fra daarligt syn til det mere alvorlige nemlig nogle faa positive HIV-teste. OG ja vil da gerne indroemme at jeg fik et lille chok foerste gang jeg saa en positiv HIV test, men patienten saa dog ikke mit ansigtsudtryk (heldigvis) og handskerne blev da ogsaa hurtigt taget af bagefter, saa jeg kunne faa nogle nye RENE paa.
Men en lang, oplevelsesrig og laererig dag som samtidig var sidste arbejdsdag denne uge, for aabenbart var der nogle der havde oensket mig hen hvor peberet gror. Ved ikke hvem, men jeg vil meget gerne takke personen, for det sted er nemlig den helt fantastiske oe Zanzibar
, hvor vi skulle vaere hele weekenden og mandag med.
OG ja lad mig sige det meget kort, jeg elsker Zanzibar.
Der kan siges, skrives, tegnes og fortaelles saa meget om Zanzibar, men det vil aldrig blive det samme som at opleve oeen selv.
Paa mange omraader kan der drages paralleller fra Zanzibar til Dar es Salaam, naar man kigger paa nogle af de fattige huse, men Zanzibar skiller sig alligevel ud paa saa mange maader. De bevarede bygninger fra gammel tid, hvor man skal laegge ekstra tryk paa bevaret, for ja de er heller ikke blevet vedligeholdte. De smaa mudderhuse som man ser i de forskellige reklamer op til diverse indsamlinger til Afrika. Selve atmosfaeren er en helt anden. Folk er generelt meget venlige, hvilket nok skyldes at de ved at de lever af turisterne. Transporten er anderledes, der er ikke naer saa meget trafik, men til gengaeld ser man en gang i mellem et aesel eller en ko traekke en vogn efter sig.
OG ja sidst men ikke mindst, hvad der nok kendetegner Zanzibar allermest, naar man ser bort fra dens historie, og Stonetowns egen charme, saa er der selvfoelig de helt fantastisk smukke strande, som man kun ser i diverse feriekataloger, eller i en redigeret strandbillede i photoshop.
Aldrig har jeg vaeret et saa fredsfuldt sted som soendagen paa Zanzibars oestkyst. Den lidt haarde, men bestemt behagelige vind der hele tiden slaar mod kroppen, mens den baerer lyden fra boelgernes brusen, for derefter at fortsaette op i palmernes eksotiske blade, for at tilfoere end yderst behaglig raslen der forenet med boelgebrusen og den generelle atmosfaere bringer en i droemmeland. En foelelse der for mig gjorde at jeg totalt glemte min roede ryg jeg havde bedraget mig loerdag paa en baadtur paa aabent hav. Loerdag var vi nemlig staaet tidligt op for at besoege mine nu ca. 20 nye delfinvenner i havet. Vi svoemmede i over en time med delfiner i forskellige stoerrelser, hvilket var en helt ubeskrivelig oplevelse. Et yderst smukt syn fra baaden, men endnu smukkere naar man selv ligger med snorkel og dykkerbriller, og kigger ned i det dybe hav, forsoeger at traekke vejret stille og roligt, hvilket man maa se i oejnene at man ikke kan naar en stime af delfiner svoemmer omkring 1,5-2 meter lige under dig, hvorefter de dykker ned mod bunden, eller svoemmer fra dig (ja de er sku hurtige - godt raad, opgiv at foelge med dem, du kan ikke )
Efter delfinturen, tog vi direkte til Zanzibars bevarede skov, hvor der var mulighed for at se geparder, slanger og hvad der nu ellers er at finde i en afrikansk skov, men vi saa dog kun den beroemte Columbus-abe. En dejlig gaatur i skoven, men efter at have svoemmet med delfiner, var det nok lidt et antiklimaks.
Spaendingskurven kom dog gevaldigt op igen da det blev nat. Nogle af os besluttede at tjekke en natklub ud, hvilket var en fantastisk god ide. Europaeisk musik, african dance, og en enkelt oel :)
Desvaerre blev den ellers supergode aften oedelagt paa hjemturen da en tyv syntes at en af pigernes tasker saa for fristende ud, hvorefter han brutalt rev den af hende.
En knap saa sjov oplevelse, men samtidig en oplevelse hvor man finder ud af hvordan tingene fungere. Der var nemlig lynhurtigt nogle lokale der forsoegte at hjaelpe, samt loebe efter tyven, og efterfoelgende hjalp de os med politirapport,og de fulgte os helt hjem for at vi kunne vaere sikre. De fortalte desuden at de havde tilkaldt "the communty police", hvilket oversat til normalt dansk er en gruppe lokale, der ikke stoler paa det korrupte politi, saa de tager derfor sagen i egen haand, og bekaemper kriminalitet med vold (banker tyven - maaske til den doer).
Saa ja igen Tanzaniere/zanzibarere er et venligt folkefaerd, men som i alle andre lande er der altid nogle raadne kar imellem. Men saa er det godt at der samtidig findes saadan nogle mennesker som dem der hjalp os.

Aaaaaarrrggghhhh!!!! hjaelpeloeshed, uvidende og manglende erfaring!! Dette beskriver meget godt den tilstand jeg har vaeret i de sidste 4 dage, hvor jeg har observeret laegegerningerne (samt mangel paa samme) i det vi derhjemme vil kalde en boernestue. Foerste dag derinde var et mareridt. Temperaturen her i Tanzania er pt stigende, saa det var rigtig varmt, og der er meget daarlig ventilation. Forskellige lugte der ikke altid er lige behagelige suser ind gennem naeseborene, og vaerst af alt, de omkring 30 smaa boerns (der  er placeret i ca. 20 senge paa meget lidt plads) skrig der farer ind og ud af oeregangene, en ubehagelig susen for oerene, der skaerer igennem alt der proever at stoppe disse grusomme og hjerteskaerende skrig, for tilsidst at ende inde i mit hoved som en tikkende bombe. Svedende og meget ukoncentreret forsoeger man at lytte til hvad doktoreren fortaeller om patienterne, men de mange forskellige skrig og stemmer goer selv denne simple opgave yderst vanskelig. De fleste af boernene stopper som regel med at skrige for en stund, naar de ser doktoren og "os hvide mennesker". Andre skriger slet ikke, det har de simpelthen ikke kraefter til, de ligger helt svage og hjaelpeloese, og bruger det meste af deres energi paa at traekke vejret.
Ikke ligefrem det mest behagelige sted at vaere paa hospitalet, specielt ikke den foerste dag hvor skrigende og varmen resulterede i et saadan ubehag, at man var paa vippen til at indskrive sig selv, hvis ikke man kunne forlade stedet hvis det blev noedvendigt.
At vaenne sig til denne situation tror jeg aldrig at et normaltfungerende menneske kan, for at se og hoere smaa boern lide er bestemt ikke rart, meen de tre sidste dage var ikke helt saa slemt som den foerste. Der var nu lidt mere energi til at fokusere, lytte og observere til doktorens behandlinger. Men dette medfoerte bare endnu en frustration, hvis stoerrelse varierede alt efter hvilken doktor man fulgte. Resourcerne er minimale, stetoskoper, termometre og lign. er ikke altid tilgaengelige, saa nogle af doktorene kigger blot for derefter at vurdere patienten uden egentlig at have lavet en decideret undersoegelse. Derefter nedskriver de forskellige navne paa medicin og antibiotika som de nu engang har vurderet kan kurere patienten. Har man feber gives der en masse forskellige medicin, for ja det kan jo muligvis vaere malaria eller U.T.I.. Har et barn feber og hoster, er det ifoelge doktorerne naesten sikkert at det er pneumonia. Min viden og erfaring er stort set et rundt nul paa dette omraade, men jeg har vaeret saa heldig at observere med en hollandsk sygeplejerske og en norsk laegestuderende, og baseret paa deres mange spoergsmaal til doktorene samt deres indbyrdes ansigtsmimik er jeg i hvert fald sikker paa at behandlingen ikke er optimal. Og som den hollandske sygeplejerske sagde: "det er frustrerende at kigge paa, baade naar man ved, hvad der er galt, og naar man ikke ved det, for uanset hvad er der ikke de tilstraekkelige ressorucer til den rette behandling. Saa man ved ikke om det doktorene goer er rigtigt, men man ved at flere af situationerne kunne vaere behandlet anderledes og bedre for patienten".
Saa ja hjaelpeloes, uvidende og med manglende erfaring staar jeg, og iagttager de mange behandlinger af sygdomme og forbraendinger. Det eneste vi som saadan kan goere er at spoerge ind til patienten, og maaske sige hvad vi goer i Europa, for dermed at faa doktoren til at behandle patienten lidt mere efter europaeiske principper. Men ja, det her er ikke Europa, det er Afrika og situationen er en helt anden, og saerligt anderledes er det paa hospitalet. Forholdene er en helt anden verden end i Danmark, og nogle af patienterne bliver udskrevet, hvor vi i Danmark, nok havde beholdt dem en dag eller to mere.
Idag da morgenrunden var faerdig gik jeg med en kvindelig (meget god og venlig) doktor ind i noedstuen, hvor en baby der maaske var foedt 2-3 maaneder for tidligt laa paa et bord, livloes, mens slangerne, der skulle have vaeret i dens naese for at give den oxygen, laa paa gulvet. I foerste omgang troede doktoren den var doed, men jeg mente bestemt at jeg saa den bevaege sig en lille smule. De mente nok det var indbildsk, men vi forsoegte at give den hjertemassage, og den begyndte derefter at traekke vejret. OG saa fik doktorene ellers travlt med at klargoere oxygen-apparatet og slangerne for at frigoere luftvejene. Om babyen vil overleve ved jeg ikke, hvor laenge den har lagt uden ilt ved jeg ikke, men mentalt skadet ender den nok med at blive hvis den overlever. Saa maaske det havde vaeret bedst for den at doe? Isaer naar man har set nogle af de andre mentaltskadede boern her paa hospitalet. Flere af faedrene har opgivet dem, og der er ikke raad til koerestol og lignende. Men ja nu har babyen da i det mindste en lille chance for at leve, og jeg er personligt glad for at jeg var med til at dette skete :)

Men en frustrerende uge!! Der er mange ting man kan blive frustreret over her i Tanzania, (manglende el, veje og lign.) de fleste af dem, kan man dog leve med, for ja det er Afrika, saa man er faktisk noedt til det, mens andre saasom situationen paa hospitalet er uvirkelig ja naermest umenneskelig.
Saa en haard arbejdsuge er nu forbi, og forud venter en forhaabentlig dejlig og afslappende weekend. Imorgen gaar turen til White Sands, som skulle vaere en god strand, og maaske der ogsaa sker noget soendag? hvem ved? :)

God weekend til Jer derhjemme i hvert fald :)

Ca. 10% af min rejse er nu gaaet.. Hvilket lyder helt underligt.. Det foeles ikke som 16 dage hernede.. Normalt derhjemme siger man nogle gange at tiden gaar staerkt, naar man har ferie gaar tiden endnu staerkere (nogle gange for staerkt), men tro mig tiden ligenu gaar endnu staerkere end en normal ferie.. Saa selvom jeg er den person her i Dar es Salaam, der skal vaere her i laengst tid, saa har jeg paa fornemmelsen at min rejse vil vaere ovre foer jeg ved af det.. Saa det gaelder om at nyde det, mens man er her :)
Min rumbo tog hjem igaar, han havde vaeret her i 5 uger, og han gav udtryk for at han gerne ville have blevet 5 mere. Saa dagen igaar var en farveldag til Gustaf, med en stor frokost med rigtig god mad.. Saa paa den ene side var man lidt trist over at sige farvel, men paa den anden side, var man glad over den dejlige mad, og glaedede sig allerede til at den naeste skal rejse hjem, hvis maaltidet vil vaere af samme kvalitet.. ;) 
Meen der gaar nok noget tid, for det naeste stykke tid er jeg alene.. Der kommer loebende PIGER herned til Dar, men drenge er der ikke mange af, ligenu er jeg den eneste.. Men det gaar nu nok, for som pigerne siger er der rig mulighed for at se piger i bikini paa stranden.. Tilgengaeld er filmaftenene i biografen mere maalrettet efter pigefilm.. I denne uge saa vi Friends with benefits,, ikke just en drengefilm,, men ja okay, den var faktisk fin nok..

Paa arbejdet i denne uge har jeg vaeret lidt forskellige steder.. De to foerste dage var jeg et sted hvor man gav folk forskellige injektioner, hvis de fx havde astma, hovedpine, eller andre smerter. Samtidig var jeg i ved rummet med noedstilfaelde, hvor jeg skulle hjaelpe med at transportere folk der var kommet med ambulance til deres rum for behandling.
Onsdag og torsdag valgte jeg saa at skifte sted, saadan at jeg nu kom til de store operationer. Her saa jeg brok-operationer, udtoemning af vaeske i pungen, fjernelse af doed hud og doede muskler i foden/benet (man kunne se knoglerne nogle steder) og sidst men ikke mindst observerede jeg to kejsersnit, hvor det ene var tvillinger. Saa to dage med masser af blod og stoerre operationer :)

Fredag stod den saa paa socialt arbejde, for alle voluntoere, hvor vi var ude paa et boernehjem af en slags, for at male huset udvendig og indvendig. Der blev lavet nye toiletter udenfor, og doneret noget slik, tandpasta, saebe og lign.
En helt fantastisk dag, der baade var fysisk haardere end normalt, men samtidig sjov, og for en gangs skyld lavede man noget (ikke "bare" observere). Der var ogsaa tid til at spille lidt fodbold med boernene, hvilket var en succes for baade dem, men ogsaa mig.. Men for mit vedkomne blev dagen pludselig lidt mere alvorlig, da min Iphone var vaek (og dermed alle mine billeder) og kontakten dertil var ikkeeksisterende!! I laengere tid var vi sikker paa at den var vaek for altid (muligvis stjaalet) og jeg var allerede begyndt at goere klar til at melde den tabt, da den pludselig blev fundet. Faa skrammer, men meget bedre end ingen mobil..
Saa en laererig men ogsaa tankevaekkende dag. Tankevaekkende naar man taenker paa den opvaekst disse boern har i forhold til os derhjemme.. I Danmark ved de fleste godt at vilkaarene i Afrika ikke er saerligt gode, men trods denne viden, er det alligevel noget helt andet, en helt anden foelelse, selv at staa midt i det hele, og opleve fattigdommen, og de manglende ressourcer med egne oejne.. Og endnu mere tankevaekkende naar man saa taenker paa at det her sted langt fra er det vaerste.. :/

Saa naar jeg kigger tilbage paa min opvaekst, kan jeg vist kun vaere taknemmelig :)