min flotte vej nu hvor regnen har taget til!

 

lidt guf hjemmefra - tak mor!

saa blev der ogsaa lige plads til en lur og Remzi og jeg kunne ikke lade det gaa forbi - undskyld Julie

Maji Moto Hot Spring - en oase i midten ingenting :) 

 

Bussen drejer langsomt væk fra hovedvejen og ind på den halvfærdige vej. Gruset knaser og de frivilliges snak og grin fylder bussens indre, mens vi snegler os af sted mod Meserani Maasai School – de har 1 års jubilæum og Projects Abroad er inviteret til at fejre dette med slagtning af en ged, sækkevæddeløb og traditionelle optrædener af elever og deres slægtninge. Fra sædet kan man se bjergene der tårner sig op flere hundrede kilometer væk, og det eneste der fanger øjet på vejen, er de sporadiske byer af små lerhytter og den knastørre jord – disse står i stærk kontrast til den blå himmel over, med mørkegrå skyer hængende tungt under sig. Men inden vi når skolen, må vi en tur ud af bussen, da den har sat sig fast i et af den nye grusvejs mange mudderhuller – regnsæsonen er kommet rigtig i gang hernede med lange og tunge regnbyger. Efter de stærke drenge har fået skubbet bussen op ad den lille bakke og ud af mudderet – der er kommet en del flere til siden jeg kom, ikke at jeg klager – går det igen af sted mod den lille stenbygning med bølgetag og korsets tegn på toppen, som til hverdag huser børn, frivillige og lokale lærere. Som vi stiger ud af bussen bliver vi mødt af masser af børn og voksne, børnene klædt i hvad vi forestiller os er deres fineste tøj, nogle drenge i utilpassede jakkesæt og piger i konede kjoler der er lidt for store – alle godt støvede og beskidte i enderne. De voksne er klædt i de traditionelle Maasai-stoffer og overdådige perlesmykker der pryder både ankler, håndled, halse og overstretchede ører, ikke et syn man ser til hverdag! Så blev vi gennet ind i skolen/kirken, hvor alle tog plads, enkelte mellem børnene som sad lydigt på den ene side bag skolepulte, os andre i de hvide plastikstole stillet op til os. Efter en bøn fra den lokale præst og en introduktion af os alle – enkelte af os tog den på kiswahili, man må jo benytte sig af det når man kan! – optrådte et drengekor på 3 og derefter et kor af 7 piger. Deres stemmer og sange følger en helt ukendt tone og rytme, ingen af os havde hørt noget lignende før. Selvom deres munde knap bevæger sig, som de står og bevæger sig taktfast op og ned så perlesmykkerne hopper og klirrer, er deres stemmer unaturligt kraftige og går lige i kroppen, så gåsehuden rejser sig! Men det var ikke kun dem, der havde planlagt underholdning – vi havde forsynet bussen med sække, bolde og slikkepinde i uanede mængder! Så straks blev alle børnene kaldt ud og der kom gang i den helt store sækkevæddeløbsturnering(tak til Kåre, for at hjælpe med ordforrådet, når det danske fejler for mig – hvilket det er begyndt at gøre lidt for ofte) med hop, grin og støvede knæ blev stemningen hurtig løftet! Der blev uddelt slikkepinde ved mållinjen, hvilket hurtigt blev til et kæmpe cirkus, og de små hænder ofte knugede intet mindre en 4-5 styks – grådige små sataner! Sjovt nok var mængden af børn steget kraftigt, da brødre, søstre og andre slægtninge var kommet til undervejs. Men så skulle vi tankes op, og vi blev præsenteret for resterne af den ged Josh, en frivillig fra Australien, havde slagtet om formiddagen – dog var maden ikke den store succes, for den indeholdt kun hvad der er basisføde for alle hernede lige pt; ris, kogte bananer og lidt sovs som kødet havde søbet rundt i. Elisabeth, en pige jeg besteg Kili med, var så heldig at få hvad der lignede umiskendeligt meget kæbe – med tænder og det hele! Der røg appetitten, og vi smuttede over og nuppede et par slikkepinde fra de poser, der var blevet gemt væk i bussen. Så gik turen hjemad, efter byens kvinder havde overrakt os alle en halskæde, de selv havde lavet – et helt specielt og ærefuldt minde at tage med hjem. Man oplever mange specielle ting her så langt hjemmefra, og for mig var denne oplevelse en af de mest ægte – vi havde ikke betalt for at se og høre Maasaiernes traditionelle ritualer, som man gør på safarien. De havde planlagt dette kun for os, til ære for os og som tak for den hjælp PA bidrager med til deres lokale samfund. Man stopper lige op og tænker en ekstra gang over den vestlige verdens liderlighed, for at ændre disse ”primitive” samfund, og give dem hvad vi tror, er ”den bedste levevej”. De har klaret sig langt længere end vi kan forstille os. Så man burde overveje om deres rigdom i traditioner, det at være ét med naturen og rolige væsener ikke er, til tider, bedre end vores afhængighed af elektricitet, ekspansion på alle områder og stress og jag. Ikke at jeg selv har svaret, mange tanker bliver bare sat i gang med alle de oplevelser. Dog er der en tradition jeg ikke kan forlige mig med – Maasaiernes traditionelle omskæring af drengenes kønsdele! Aldrig lærer de det, på St.E ser vi alt for mange tilfælde – de fleste ender med døden, da det er et kæmpe tabu, at bringe dem til hospitalet. Guderne vil vise dem vejen. Forleden sad jeg i OPD, vagtlægen, og ind kom 4 Maasai-mænd bærende på en 5., der knap kunne holde hovedet oppe. Viklet ind i 5 stoffer, hvoraf de fleste var fyldt med bræk, blod og betændelse, som man fik pillet dem af en efter en, så man til sidst grunden – en blodig stump, der endnu blødte kraftigt, selvom om ritualet var foregået samme morgen. 2 læger kom ind og vi begyndte straks at rengøre og undersøge, for at kunne finde de kritiske rifter – et syn, hvor jeg som pige, følte jeg havde ondt, som havde jeg en selv! Al huden på skaftet var skåret fra hovedet og lægerne stak bare fingrene ind og… Lader resten være op til fantasien. Men det værste er det, at vide, at denne 21-årige dreng, ung, stærk og rask om morgenen, nu lå på briksen og jamrede i smerte, kunne være undgået, ved at have benyttet sig af ordentlige instrumenter, ikke den sløve traditionelle kniv, alle fra stammen benytter sig af. Blev meget berørt af situationen og følte svagt håbløsheden omkring disse uvidende og naive traditioner, at de aldrig tager ved lære! Men efter en times tid og en masse sting senere, havde vi fået syet den sammen igen og han kom ind og lå til observation. Hvad man kan håbe på nu er, at byen ikke vil se for meget ned på disse mænd og den omskårede – stigma er et kæmpe problem her, ikke kun når det kommer til HIV/AIDS og patienterne kan hurtigt blive forvist fra familie og stammer – kun pga. de søgte utraditionel hjælp. Frustrerende! Ja nu fik jeg skræmt jer godt og grundigt! Her er nu også gode oplevelser for tiden – vi, 8 frivillige, fik tilbragt en dag i oasen Maji Moto Springs – et fatamorgana, der springer frem for ens øjne efter at have kørt en time på veje, der egentlig ikke eksisterer, gennem Maasailand omringet af æsler og Maasaier på cykler(?) og gåben. Vi lå bare og dasede i den lille oase, hvor strømmen var overraskende stærk og man kunne blive svømmende på et sted, hvis ikke man lagde kræfterne i! Dog fik mine hostforældre lige rystet den skønne følelse af mig da jeg kom hjem om eftermiddagen, der var åbenbart krokodiller der, hvilket vi havde joket med – og engang havde en krokodille spist en af Mama Graces elever. Ja, så er man da kommet væk fra trygge EU! Endnu en lang smøre, lidt forsinket men hidtil nogle af de mest kulturelle oplevelser – safariplanerne er dog så småt begyndt at blive lagt, så der får man også en god del af Afrikas vilde side at se! Al min kærlighed til jer, Mia