Emilie og Charlotte - Kibo Palace

typisk aften - stoevet

daladala stoppet jeg bruger og en masse piki-piki'er der gladeligt vil tage dig med paa en lille tur

julie giver sig i gang med de lokale danse - hun var intet mindre end fantastisk

afsked med Charlotte - en soed Mark i baggrunden, maaske verdens gladeste mand!

 

en hyggelig aften foer Charlotte tog hjem

Charlotte og jeg faar lige taget et afskedsbillede - hende kommer jeg til at savne!

 

 

Puha – sidder nu med bloggen, efter min host-søster Miriam fik lavet en lille aprilsnar med mig – ja det gør de også hernede – mens maven rumler efter at have tilbragt de sidste 24 timer med at besøge toilettet, da en enkelt dårlig chapati(pandekage) fik alt hvad der kom ned til at komme op igen. Afrika har en omspændende bakterieflora som gerne rammer os besøgende fra tider til anden – sådan er det, men det er bare ubehageligt! Det bidrog dog til en meget abrupt, men sjov afsked under Skype-samtalen med mine forældre i går, hvor jeg pludseligt sad og så meget kæmpende ud og måtte løbe ud af computercafeen til det nærmeste toilet – til stor overraskelse for resten af computercafeens gæster, ups.

Men det er nu ikke så sjovt at være syg her – Så kan man godt komme til at savne sin egen seng, familie og en lidt mere human temperatur og luftfugtighed, samt lidt færre børn der kommer springende ind på dit værelse, tænder lyset og giver sig i gang med alverdens spørgsmål. Dog tog den søde Aika min hånd, og masserede den lige så stille og så smelter ens hjerte bare en smule, når hun lige skæver til siden og giver dig et af sine generte smil.

Lige nu er huset – endnu mere – på den anden ende end normalt, da alle børnene har fået påskeferie – og det betyder at ikke bare husets børn er hjemme, men også deres søstre, nevøer og fætre! Så vi er vel lidt over 17 i huset nu, og det kan godt virke lidt overvældende – og støjniveauet har også lige fået sig et hak op! Ikke den bedste medicin når man har kvalme og mavekramper. Heldigvis kan lidt stille musik i ørerne redde det værste og man kan få sovet lidt i fred og ro.

Men inden sygdommen besatte min krop havde jeg en skøn uge, som jeg tilbragte med Emilie og Charlotte. Sidstnævnte tager hjem i aften, og hende kommer jeg til at savne! Vi havde lige fået et godt venskab op og køre, men så skal man jo tilbage til virkeligheden derhjemme igen, vi ved jo alle at vi bare er her på lånt tid. Vi tog på marked, gik til poolen – for hun skulle jo være en lækker sag når hun kom hjem til familie, venner og kæreste – og nød hinandens selskab på hospitalet, med primært at hjælpe verdens måske gladeste mand Dr. Mark, som i kan se på billedet ovenover, med at pakke piller og udskrive medicin til HIV/AIDS patienterne i området. Fredag tog vi til hospitalets store morgenmesse, hvor den sædvanlige halve time bliver fordoblet og en præst i fuldt udstyr pryder talerens forhøjning. Efter at vi på listetæer satte os ind – da de for første gang faktisk startede til tiden – brød en kvinde i den bedende gruppe stilheden og lod sine lyse toner flyde ud i mellem os alle, hvorefter resten stemte i og en salme tog form. De har en naturlig, jeg tror næsten genetisk medfødt evne til at fornemme sangens toner og hurtigt finder alle ind i sangens flerstemmige niveauer, der fylder rummet med en sangoplevelse man end ikke får til nogle koncerter. Gåsehuden rejser sig og selvom man ikke selv er troende, kan man fornemme deres bønner og den tiltro de har til deres gud. Det er en helt speciel oplevelse at se så mange troende med lukkede øjne synge flerstemmigt deres håb og ønsker, uden korleder eller anden form for styring. Som sangen ebber ud rejser præsten sig og stilheden fyldes nu af bibelske historier og prædikener – det er i hvert fald hvad vi blev enige om, da seancen foregår på swahili – lige indtil en ny person i mængden starter en ny sang og igen stemmer resten i og en ny salme toner ud i mellem alle. En time senere går vi ud og gåsehuden fra afskedssalmen forsvinder lige så stille. Så er man tilbage til virkeligheden og man føler respekt for deres endegyldige tro på religionen, men man mærker også en lille irritation over deres uforståenhed for vores ”manglende” tro på noget. De er ikke gode til at håndtere os vesterlændinges fortabte sind, men så er det godt, at vi ikke ligger stor vægt på deres fortolkning af fortabte sind – der er så meget andet at tro på, evnen til at redde andre vha. videnskab og medicin.

Men efter Charlotte havde været hospitalet rundt og sagt farvel til alle, mødtes vi om aftenen. Her havde vi en lille afskedsmiddag på den skønne Picasso Cafe, hvor vi fik lækre pizzaer, salater og sluttede af med de flotteste kager og – min første! – gode kop kaffe. Selvom maden var forsinket 2 timer, da ostemanden kom for sent, flød rummet med vores grin og snak. Det var et skønt selskab at tilbringe aftenen med.

Tidligt næste morgen tog Charlotte og jeg i det lokale fitnesscenter – ja, så kom jeg også i gang med det hernede! Og maskinerne er virkelig lækre. Selvfølgelig er det lidt problematisk når strømmen går og man nærmest snubler af løbebåndet når det brat stopper, men så får man også grint lidt – men efter en times god træning begyndte hele mit chapati-show og efter en fantastisk samtale med min moster Hanne er vi tilbage til samtalen med mine forældre der endte meget brat og bragte mig hjem i sengen, hvor jeg stadig befinder mig. Men nu rumler himlen udenfor, så jeg må hellere til at komme mod byen inden syndfloden begynder hernede igen og man er fanget hvor man er et par timer, til det stilner af.

Al min kærlighed til jer, Mia