Hej Alle Sammen

Det er ikke til at forstaa, at jeg i morgen -onsdag, har vaeret her i 4 uger. Jeg synes naesten lige jeg er kommet. Men det betyder vel bare at jeg har det godt, naar jeg ikke laegger maerke til tiden der flyver afsted.

Lige pt sidder jeg paa PA kontoret inde i Arusha. Jeg tog ind til Arusha i dag efter arbejde, da jeg er loebet toer for laesestof. Jeg faerdiggjorde min tredje bog igaar morges, og da jeg ikke har en roommate og nok heller ikke faar det, saa er der nogle timer om aftenen der nogle gange skal slaaes ihjel med at laese. Jeg er overrasket over, hvor meget jeg faar laest hernede. Men det er rigtig dejligt.

Siden sidst er der helt sikkert sket en masse jeg burde fortaelle jer om. I sidste uge var jeg paa arbejde tirsdag, onsdag og torsdag - det var saa dejligt at komme tilbage til alle de dejlige unger igen. Torsdag kom der en masse andre frivillige fra PA ud til Cradle, hvor jeg arbejder, for at se boernehjemmet. Det var rigtig sjovt at hoere alle deres kommentarer. De syntes i hoej grad at det var et flot og godt boernehjem, men det er ogsaa mit indtryk. Efter denne outreach tog vi sammen ind til Arusha, hvor vi alle skulle til Social. Vi spiste sammen og tog videre ind i byen paa en bar kaldet "Empire Sports Bar". Det var en skide sjov aften i byen. Vi overnattede paa Backpackers om natten. Fredag morgen skulle vi tidligt op -DET VAR HAARDT. Men vi skulle til "Dirty Day", hvor vi skulle ud og male nogle bygninger paa et boernehjem. Hjemmefra havde jeg glaedet mig rigtig meget til disse ture, hvor vi skulle ud og arbejde paa en anden maade, men det blev en kaempe skuffelse. Personalet fra PA formaaede ikke at organisere det saa arbejdet blev gjort ordentligt. Det eneste positive ved denne dag, var at de havde god frokost med til os.

Loerdag tog jeg til Arusha igen for at moedes med Natalie og Julie. Vi skulle sove paa Backpackers om natten og ud og spise med nogle andre volontoerer loerdag aften. Loerdag eftermiddag skypede jeg i 3 timer med en flok dejlige mennesker hjemmefra. Og jeg fik endelig lagt nogle billeder paa Facebook. Saa hvis I ikke allerede har set dem. Saa goer det nu. Soendag var vi endnu engang ude ved det laekre hotel Kibo Palace for at dase og bade. Det var laekkert.

Nu har jeg saa vaeret paa arbejde mandag og tirsdag og det har vaeret rigtig dejligt. Lea (en pige fra DK) og jeg har hjulpet rengoeringsdamen paa Cradle. Det er rart at kunne hjaelpe paa andre omraader, end bare med boernene. Lea og jeg proever at starte et lille rengoeringsprojekt. Nogle dage er vi nemlig mange volontoerer og disse dage, kunne nogle af os godt hjaelpe med rengoeringen. OG saa gaa til bunds med rengoeringen i et rum af gangen.

I dag tirsdag har jeg for mig selv startet mit lille "vandprojekt". Jeg synes nemlig ikke boernene faar nok vand paa boernehjemmet. Og jeg har laert at sige "saet dig ned" paa Swahili. Saa tager jeg saa mange af boernene jeg kan komme i naerheden af efter morgenmad, og faar dem til at saette sig ned i naerheden af vandhanen, og saa faar de en kop hver som de sidder og drikker af. Det faste personale ser lidt skeptisk paa mig, men langtidsvolontoererne synes det er godt. Saa jeg haaber at jeg kan goere det til en rutine, at de alle sammen faar vand efter morgenmaden.

Jeg er ogsaa begyndt at gaa i fitness center hernede. Det er ikke ligesaa stort og godt som derhjemme. Men der er de maskiner som jeg skal bruge, saa jeg haaber at kunne komme derned og bruge det hver anden dag. Jeg har indtil videre vaeret der loerdag og mandag. Min host"far" er medejer af centeret, saa nogle gange kan jeg foelges med ham. I morgen skal vi til Bobytonning sammen.

Jeg haaber at kunne skrive til jer snart igen.

Planen for resten af ugen er:

Onsdag kommer Natalie, en af de andre volontoerer og besoeger mig paa Cradle, hvor hun vil vaere hele dagen, og bagefter skal vi spise frokost sammen paa Tanz Hands. Nu har hun hoert saa meget om det, saa nu skal det proeves. Natalie tager desvaerre hjem allerede paa fredag. Hun skulle kun vaere her en maaned.

Torsdag skal jeg paa arbejde baade morgen og eftermiddag. Om aftenen skal jeg til social og nok ogsaa videre i byen :)

Fredag skal jeg paa arbejde, og senere skal jeg til Care and Teaching Workshop inde paa PA's kontor i Arusha. Her moedes alle der laver "Care og Teaching" hernede og udveksler erfaringer og der kommer en og fortaeller om skolesystemet hernede osv.

Loerdag og soendag er endnu uvist. MEN noget med sol og vand vil jeg ikke afvise :) Dog skal min lille solskoldning fra soendag gerne vaere forsvundet til den tid.

Det gaar rigtig godt hjemme i min familie. De er enormt soede og meget gaestfrie. De spoerger hver eneste gang jeg kommer hjem fra noget, hvordan det har vaeret osv. Jeg ser nyhederne hver aften med min hostfar og igaar da vi saa sportsnyhederne, var der billeder og omtale af em finalen med DK. Det var saa rart at se billeder fra det. Lige i de sidste dage har jeg vaeret misundelig paa jer derhjemme: SNE OG HAANDBOLD. Det er kun til at blive misundelig af.

Jeg vil slutte af, de lukker kontoret om 8 min. :)

Ha det rigtig godt alle sammen. Nu vil jeg gaa ned og finde min en taetpakket dala og tage den hjem til Usa River.

Over and Out!

Schon wieder eine Woche um und morgen gehts Richtung Sansibar - Tasche gepackt, Bustickets gebucht und die Vorfreude ist riesig! Die letzte Woche im Krankenhaus war auch wirklich interessant. Montag war ich ja wie geschrieben bei den suessen Babies, Dienstag wie immer bei unserer nurse Jon im Surgical Ward und Mittwoch schliesslich mit unserem Apotheker Mark auf der Tuberkulose Station. Wir haben im Krankenhaus ein relatives neues Gebaeude fur HIV Patienten, nur Mittwochs ist es ausschliesslich fuer TB Patienten, was ja auch logisch ist, da sich HIV Patienten aufgrund ihres schwachen Immunsystems sehr schnell mit TB anstecken koennen. Es war total interessant, mir war dieser Zusammenhang zwischen HIV und TB vorher nicht so bewusst, die meisten TB Patienten sind eben auch HV positiv. In den letzten 7 Jahren hatte unser Krankenhaus ca. 4800 HIV Patienten und in den letzten 4 Monaten etwa 40 TB Patienten. Mark sagte uns, dass in Arusha 9% der Bevoelkerung HIV positiv sind...das sind schon erschreckende Zahlen und ich bin mittendrin in diesem Krisengebiet, das wird einem eigentlich erst durch solche Zahlen bewusst gemacht. Donnerstag -mein letzter Arbeitstag uebrigens-  war ich dann wieder in diesem Gebaeude, dann eben fuer die HIV Patienten, wir haben war nur die Medikamente fertig gemacht und gezaehlt usw., aber es war toll, so viel von Mark zu hoeren und zu lernen. Ausserdem hab ich als kroenenden Abschluss dann noch einen Kaiserschnitt von Zwillingen sehen duerfen, zuerst ein Maedchen, dann ein Junge, so ist das richtig. ;) Das war wieder richtig schoen zu sehen, diese neuen Wesen im Leben begruessen zu duerfen (der Junge fing gleich erstmal an zu pinkeln, das sorgte fuer gute Stimmung im OP :D). Am Ende des Arbeitstages bin ich dann nochmal rumgegangen hab ich paar Fotos mit den netten Schwestern gemacht mit denen ich gearbeitet habe...hab dann gleich ein Zwillingspaar auf den Arm gedrueckt  bekommen von der echt netten nurse von den schwangeren Frauen, mit der ich ja auch laenger zusammen gearbeitet habe. Also, ich konnte das Krankenhaus mit einem guten Gefuehl verlassen, aber ich muss auch sagen, dass ich es nicht wirklich vermissen werde... Am Mittwoch Nachmittag habe ich ein Maedchen Internat, hauptsaechlich fuer Maasai Maedchen, besucht, das von Angelika Wohlenberg gegruendet wurde, einer Deutschen, die vor 27 Jahren nach Tansania ausgewandert ist. Dort leben im Moment 21 Maedchen, denen es dort wirklich gut geht, was schoen zu sehen ist, besonders wenn man auch noch ihre tweilweise schlimmen Lebensgeschichten kennt. Wir haben mit ihnen ein bisschen Hausuafgaben zusammen mit ihnen gemacht und durften spaeter ihren Gesang anhoeren und beim Gebet dabei sein. Mcih hat sehr beeindruckt mit welcher Ernsthaftigkeit die kleinen Maedchen gebetet haben und ploetzlich so ganz still waren.  Angelika hat uns noch ganz viel Spannendes erzaehlt ueber ihr Leben hier, das sie nur mit Zelt im Busch bei den Maasais begonnen hat und das sie nur mit dem Glauben an Gott bewaeltigen konnte, wie sie sagte. Schon beeindruckend ihre ganze Geschichte, die ich mir am Strand auf Sansibar in ihrem Buch genauer zu Gemuete fuehren werde...also wer auch Lust hat es zu lesen, es ist im deutschen Buchhandel erhaeltlich. ;) Gestern am Freitag, nach einer durchtanzten Nacht mit fast allen Freiwilligen, wir waren dementsprechend muede, war dann wieder Dirty Weekend im Waisenhaus "Tumaini for Africa". Wir haben zwei Gebaeude einfach weiss gestrichen, was sich aber aufgrund der schlechten Qualitaet der Farbe als nicht einfach herausstellte, weil es einfach nicht decken wollte. Danach sind wir mit allen die wollten in ein Maasai Village gefahren, denn dort waren wir gestern zu einer Beschneidungszeremonie von Roberts Bruedern, ein Mitarbeiter von projectsabroad, eingeladen. Ich hatte wieder mal das Gefuehl einer Zeitreise...wie die Maasais mitten im Nirgendwo voll von Staub in ihren Lehmhuetten leben koennen. Wir durften auch zu den beiden in die Huette, obwohl die Maenner nach der Beschneidung, die am Morgen gewesen war, eigentlich eine Woche in der Huette bleiben muessen und keinen Damenbesuch haben duerfen, fuer uns Mzungus wurde natuerlich mal wieder eine Ausnahme gemacht. In den Huetten herrscht komplette Dunkelheit, es gibt natuerlich keine Elektrizitaet, es riecht sonderbar stark suesslich nach Mensch und soweit ich etwas erkennen konnte, war auch nichts darin, die Maasais sitzen auf der nackten Erde.  Fuer uns war es komisch, Robert in seinem Maasai Dress in seiner Heimat zu sehen, da wir ihn vorher ja nur aus "unserer" Welt kannten. Ein- oder zweimal im Monat faehrt er in sein Maasai Village, dieser Wechsel muss sehr schwierig sein, ich kann es mir kaum vorstellen, das Leben dort ist einfach so komplett anders. Das Basic Leben, in dem man sich Sorgen machen muss, am naechsten Tag kein Wasser zu haben, hat mich wirklich fasziniert. Es ist real geworden, weil ich  mit eigenen Augen gesehen habe, was ich sonst nur aus Buechern oder Filmen kannte und was dann trotzdem noch so weit weg war. Nachdem wir uns ein bisschen mit  einigen Maasais unterhalten hatten, Roberts Eltern und Geschwister kennengelernt hatten, haben die Maasai Maenner noch getanzt. Sie standen im Kreis, haben rythmische Geraeusche von sich gegeben und haben dazu in den Knien gewippt. Spaeter sind dann immer so zwei Maenner in der Mitte ganz hoch gesprungen...sehr eindrucksvoll das Ganze. Um unserer Gastfamilie auch unsere Kultur, die ja auch das Essen beinhaltet, naeher zu bringen, hab ich letzte Woche mal einen Apfelkuchen fuer meine Gastfamilie gebacken. Am Dienstag haben Quirine, die hollaendische Freiwillige in meiner Familie, und ich Spagetti Bolognese gekocht und gezeigt, wie man es richtig mit Loeffel und gabel isst...lustig wars, sonst sind wir ja immer die, die nicht wissen wie man "richtig" isst, zB mit Haenden und das meiste wird hier mit Loeffel gegessen, Gabel und Messer gibts nur fuer uns. Gestern Abend konnten meine "second parents" aus Tansania dann mal mit meinen "first parents" aus Germany bei skype sprechen, worueber sich doch beide (oder?! ;) ) gefreut haben. Und gerade kam wieder die Schneiderin meiner Gastmama vorbei, denn Noelle, Quirine und ich hatten wieder einen Auftrag fuer sie. Fue rmich gibts dann also hoffentlich ein weiteres echt afrikanisches Kleid, wenn ich in zwei Wochen von sansibar zurueck bin. Morgen frueh gehts auch schon um 7.00 Uhr mit dem Bus so 12 Stunden Richtung Dar es Salaam, wo wir, Charlotte, Quirine und ich, dann 3 Tage bleiben werden. Dann gehts nach Sansibar, ins Paradies und zum Schluss werden wir hoffentlich noch am Musikfestival "Sauti za Busara" in Stonetown teilnehmen. Ihr seht mir gehts ziemlich gut, ich werde dann wohl erst nach Sansibar wieder berichten koennen. Habt Ihr auch eine gute Zeit! Liebe Gruesse, Eure Luisa

Yambo!!  (Swahilis voor hallo)

Een buitenlandse stage doen is altijd al een droom geweest van mij. En nu is het zover! Over 19 dagen vertrek ik voor 3 maanden naar Dar Es Salaam (Tanzania)! Ik zit momenteel in mijn laatste jaar Vroedkunde en ga dus in Tanzania 3 maanden stage lopen op de verloskamer. Ik kom terecht in een regionaal ziekenhuis met gemiddeld 70 tot 90 bevallingen per dag. Dat zijn er echt ongelovelijk veel. 

Ik verblijf die 3 maanden in een gastgezin samen met nog 2 andere vrijwilligers. Het leuke is dat die 2 andere vrijwilligers mijn vriendinnen zijn die mee op buitenlandse stage gaan. Fun verzekerd!!

Ondertussen zijn er al veel voorbereidingen gebeurd. Vaccinaties laten zetten, visum gaan aanvragen, malariatabletten gaan kopen, vliegtuigtickets boeken, .... Nu is het vooral nog mijn koffer pakken en zien dat alles er in past zonder overgewicht te hebben.

Nu mijn vertrek begint te naderen krijg ik steeds meer vragen over hoe het leven daar zou zijn. Ik kan mij niet echt voorstellen waar ik terecht ga komen en wat het gaat zijn om 3 maanden te leven en te werken in een totaal andere cultuur. Ik ben echt benieuwd naar wat mij te wachten staat!

In ieder geval zal ik proberen om zo veel mogelijk mijn avonturen en verhalen hier te vertellen. Hopelijk heb ik geregeld internet.

Hej igen alle sammen

Nu er det igen ved at vaere alt for laenge siden jeg har skrevet. Denne gang har jeg endnu bedre undskyldninger end sidst. Jeg har vaeret syg og jeg har vaeret paa safari. Derfor har jeg ikke vaeret saa taet paa en computer.

Men ja, som sagt har jeg vaeret syg, og det var en meget traels omgang. Torsdag for to uger siden blev jeg forkoelet, men dette gik heldigvis hurtigt over. Jeg tror jeg var ok igen soendag. MEN MEN MEN, soendag aften blev jeg meget syg. Jeg fik diarre og opkastning. Saa jeg var bare nede i kulkaelderen. Shit, hvor havde jeg ondt af mig selv. Da det ikke var blevet bedre tog jeg paa hospitalet tirsdag for at faa det tjekket. Jeg blev testet for malaria, hvilket jeg ikke havde. Heldigvis. Saa det var bare en infektion, som jeg kunne behandle med nogle antibiotikapiller, som jeg havde med hjemmefra. Dog stoppede min diarre og opkastninger ikke foer torsdag aften. Jeg var paa det tidspunkt blevet saa trist over at vaere hjemme ved familien, som ikke rigtig forstod at jeg var ked af at vaere syg hernede,- at jeg tog ind til Arusha for at moedes med nogle andre frivillige og overnatte paa hostel om natten. Jeg kunne fornemme paa mig selv at det fysiske nok skulle komme af sig selv, bare jeg fik styr paa det psykiske – altsaa at vaere sammen med nogle af de andre frivillige. Problemet var ogsaa at jeg fra fredag morgen og til mandag eftermiddag skulle paa safari, saa jeg skulle jo ligesom vaere rask. Og det blev jeg ogsaa. Da vi tog afsted paa safari fredag morgen, foelte jeg mig allerede bedre tilpas. Og jeg begyndte at spise igen. Jeg havde ikke spist ordentligt siden soendag. Saa min mave skulle lige vende sig til mad igen.

Safarien var for fed. Vi var 6 piger fra Projects Abroad afsted sammen. Og det var super hyggeligt. Vi havde chaffoer/guide og egen kok med. Vi sov I telte, og jeg har endnu ikke sovet saa godt, som jeg gjorde de dage paa safari.

Foerste dag koerte vi til en national park der hedder Lake Manya. Det var virkelig et flot og meget tropisk opmraade. Her saa vi elefanter, impalaer, aber (Hr. Nelson – Pippi), bavianer, giraffer, gnuer, zebraer, flodheste, den mindste antilope art (som jeg ikke kan huske hvad hedder), og en masse flotte fugle. Da vi kom tilbage til campen, hvor vi skulle sove – var vores telte sat op for os, og kokken havde daekket bord til os med popcorn osv. Senere fik vi to retters aftensmad, hvilket var laekkert. Vi fik suppe alle aftener til forret og det var super. Vi spillede kort og hyggede.

Dagen efter koerte vi afsted til Serengeti National Park, som var helt anderledes end Lake Manyra. Her var det meget oede og meget aabne sletter. Total ligesom man forestiller sig en rigtig safari skal vaere.  Her saa vi mange af de samme dyr, men vi saa ogsaa loeve – MEGET taet paa. Det var fedt. Her saa vi ogsaa gnuer og zebraer I titusindvis – The Great Migration. Sen eftermiddag ankom vi til campen, som laa ude i igenting. Saa lidt betaenklige var vi da ved at skulle sove i telte. Men vi sov super og lagde ikke maerke til nogle dyr. Dog turde jeg ikke gaa op paa toilet midt om natten. Der var ikke noget lys som oplyste teltpladsen, saa det foregik med lommelygte og alene. Hmm, det havde jeg ikke lige mod paa. Vi tog tidlig afsted naeste morgen for at se solopgangen over Serengeti og det var fantastisk flot. Vi kom tilbage til campen kl. 11, hvor vores kok havde forberedt brunch til os. Der manglede ingenting J

Vi tog afsted fra campen og koerte mod Ngorogoro National Park. Denne nationalpark er et krater lavet af et stort vulkanudbrud 3 mil. aar tilbage. Her skulle vi overnatte ovenfor krateret, paa en campingplads til naeste dag, hvor vi koerte ned I krateret tidligt om morgenen.

Paa vej til den sidste camp paa turen besoegte vi en masailandsby ude midt I nowhere. Det var en enorm sjov oplevelse. Vi dansede med dem, blev vist rundt, besoegte dem I deres huse og saa deres skole. Det har nok indtil videre vaeret den stoerste oplevelse hernede. Dog var det lidt trist at de var saa vandt til turister som de var. Vi havde en masai-guide og det hele og de ville saelge os en masse smykker til overpris. Men hold op, hvor var det sjovt at danse med dem og se, hvor primitivt de bor.

Denne nye og sidste camp vi ankom til, var indtil videre, den flotteste. Her var super frodigt og man havde udsigt ud over krateret. Den foerste camp vi var paa var inde i en by og omhegnet. Denne camp var, ligesom den I Serengeti ikke omhegnet. Man er aabentbart mere bange for mennesker der stjaeler end dyr der aeder en. – Da vi sad om aftenen og hyggede os med mad, drikke og kortspil i ‘spisesalen’ (halvtag med en masse campingborde og stole under) ringede min telefon pludselig og jeg gik udenfor, for at kunne hoere noget. Jeg gik lidt vaek fra larmen og pludselig kan jeg se et stort dyr lidt laengere nede paa graesstykket. Jeg skynder mig op til en dame som staar og kigger og spoerger hende hvad det er, hun siger det er en boeffel. Jeg tror mor og far kunne hoere overraskelsen og forskraekkelsen I min stemme. (Det var dem jeg snakkede I telefon med). Efter dette var vi lidt urolige. Men vi passerede da nogle stykker frem og tilbage fra toilettet den aften, men vi taenkte at de ikke ville komme taet paa teltene, fordi de stod sammen alle sammen. MEN, da vi laa der kunne jeg pludselig hoere noget gaa og gnaske graes udenfor vores telt. Jeg taenker mig hrutigt frem til at det er en boeffel. Jeg vaekkede Julie som jeg sov sammen med. Foerst var vi mega bange, derefter syntes vi det var lidt sjovt. Og da vi var saa bange til at starte med, skulle vi ogsaa tisse helt vildt. Men vi turde ikke gaa helt ned paa toiletterne, saa det endte med at da vi ikke kunne hoere boefflerne ude foran vores telte mere besluttede vi os for at tisse lige udenfor. Det var eneste udvej. Vi var ved at gaa til at grin. Vi stod derude midt i Tanzania I bar roev. Paa samme tid var to boeffler kun 7 m. vaek. Vi kom ind I teltet igen og endnu engang kom der boeffler. De kom og besoegte os ca. 5 gange den nat. Og som den kylling jeg er fik jeg ikke sovet meget, selvom vi proevede at overbevise os selv om at det jo bare var koer. Den overbevisning havde vi lige indtil vi saa de foerste boeffler nede I krateret naeste morgen. Shit hvor er jeg glad for at jeg om natten ikke vidste hvor store de dyr er. De er enorme! Og jeg kan godt forstaa at de stoedte ind I teltet 2-3 gange med de enorme horn de render rundt med. Det var godt nok en sjov oplevelse. Altsaa da det var overstaaet. Haha J

Nu er jeg hjemme fra safari igen og har vaeret afsted paa arbejde igen I to dage. Det er saa dejligt at komme tilbage til en hverdag igen og tilbage til de kaere smaa boern. I morgen kommer der en masse andre frivillige fra PA og besieger det boernehjem jeg er paa. Det bliver hyggeligt. Bagefter tager vi til Social inde I Arusha og jeg overnatter paa Backpackers. Vi har nemlig Dirty Day om fredagen fra om morgenen, saa det kan ikke betale sig at gaa hjem. Det er billigere for mig at overnatte derinde end tage taxa hjem. Dirty Day er nogle arrangementer som PA afholder, hvor alle de frivillige har lyst tager ud til et boernehjem eller skole og hjaelper med at male og reparere bygninger osv. Saa det skal nok blive en sjov dag.

Igaar fik jeg vasket toej. Det var en haard omgang. Der var toej fra hele sidste uge og fra min safari tur. Selvom det er haardt at sidde der og skrubbe og  vaske I haanden, saa kan det ogsaa vaere lidt hyggeligt. J Det har sin helt egen charme. Dog foeler man ikke at toejet er ordentligt rent.

Jeg glaeder mig til I aften, hvor jeg jeg snakke med Ina I telefonen. Det er ikke godt for os to, som plejer at snakke sammen saa tit, at jeg er saa langt vaek, og hvor det er dyrt at ringe. MEN, vi kan jo ikke lade vaere.

I gaar aftes havde vi igen stroemafbrydelse. Og det kom lige midt I en fodboldkamp. Det var ikke godt. Africa Cup of Nations er lige startet her I weekeden, saa vi ser fodbold hver eneste aften. Det er kanon. Altsaa naar der er stroem. Haha. Dog er det ogsaa hyggeligt naar stroemmen gaar. For saa faar man snakket noget mere med familien om forskellige ting.

Jeg forsoeger at oploeade billeder paa denne side. Men det er noget af en kamp med den internethastighed der hersker her. J

Det var alt fra nu. Haaber I alle har det godt. Det har jeg!!! KNUS TIL ALLE.

I truly wondered about this day over 100 days ago when I started my Facebook Daily Countdown - "Exactly how will I be feeling when there is only one week left before I go to Tanzania? When I will be saying to myself from this day forward ...... This time next week I will be ... ??? (fill in the blanks)." And as each day passes my ratio of stress, anxiety, excitement and general overwhelming fear seem to change like the weather - raining one minute and sunny the next - shuddering one minute and elated the next!

I have read many blogs by other volunteers and they are all so very different. I am thirsty for the knowledge they impart on the pages I read. I am stunned by the feats that they have achieved. I am silent in the visions of what they have seen and most of all I am enriched with a blessing that I too will be imparting my story to future volunteers and I too will have lived in an amazing country, for a short time frame, and I will be consumed with the culture and the lives of some very beautiful people and a magical country. Today and everyday - I am glad to be ME!

Firstly I think I should just continue with my previous blurb of outstanding anomalies that were hanging over my head and advise on the outcome thus far:-

Travel Plans - still unknown for luggage for safari, transport to safari still a mystery but vouchers and all other shuttle issues cleared and ticked.

Where am I? - Usa River with Anna Family. A stones throw from a University. 7.5km from our Orphanage and we will be in a house, with a garden and three cows! I feel I am definitely dreaming now. So very lucky. This is the placement for Ciara (my daughter) and I. My son, Conor, will be at Engikaret for his building project of a secondary school. Living and working in the heart of a Massai Village. I sure hope we can visit him on weekends and be a part of his amazing adventure. So we are all very lucky and the excitement has grown from 2% to 25%! The visualisation of where we will be is making for a magnificent prelude to this kiss of life we are about to embark on.

Pack List - Nup! Not good! No idea! Panic will commence very soon on this front. Help required and the questions just keep on popping into my head and the list of questions quickly grows for my new volunteer friends - who have been there, and done that - to be bombarded with ..... The in's and out's of proficient packing skills for Tanzania.

I will finish this blog with a thank you to Angela and Chris who spurred on my gusto to move forward and plan this trip (inadvertently) well over a year ago now.  Hannah and Jacqueline who were very keen to go and were unable to make this trip with Ciara and I but I am sure will follow one day, and to Ciara and Conor who will be with me on this Journey!  Life is here for the living and we will be truly living for a very short time in another world of worlds but it will forever be engraved in our memories as one of our most exhilerating Journeys, I am sure!

Until this time next week ......

Schon wieder eine ereignisreiche Woche um. Langsam wird mir bewusst, dass meine Zeit hier schon bald vorbei ist, das wurde mir besonders schlagartig klar, als ich meinen Namen vor wenigen Tagen auf der Tafel mit den Abfluegen wiederfand. Aber erst einmal freue ich mich ja unglaublich naechste Woche nach Dar es Salaam und Sansibar reisen zu duerfen. Jetzt aber erstmal zu meiner letzten Woche, die wirklich gut und motivierend anfing. Denn am Montag habe ich nicht wie ueblich im surgical ward gearbeitet, sondern war mal beim Zahnarzt, der hier auch im Krankenhaus ist. Dort sieht es aus wie bei einem richtigen Zahnarzt, wie wir ihn kennen. Weisse Waende, Zahnarztstuhl mit kleinem Waschbecken, klinischer Geruch...das alles ist doch eher ungewoehnlich fuer tansanische Verhaeltnisse. Der Zahnarzt schien mir auch sehr fortschrittlich, wusste viel ueber Europa, obwohl er noch nie da gewesen ist und auch ueber Methoden, die in Europa angewendet werden. Die meisten Werkzeuge und Materialien sind dort auch Spenden aus Deutschland, da ein Berliner Zahnarzt wohl auch oefter herkommt, mit dem tansanischen Zahnarzt in engem Kontakt steht und Materialien mitbringt, anders waere es wahrscheinlich auch nicht moeglich den Zahnarzt hier zu erhalten. Das alles zu sehen, war fuer mich irgendwie unglaublich schoen und ich bin mal mit einem richtig guten Gefuehl von der Arbeit gegangen. Ein Schritt in die richtige Richtung, ein tansanischer Arzt, der so fortschrittlich denkt, Kritik uebt an den tansanischen Verhaeltnissen im Krankenhaus, aber damit positiv umgeht, wenn zB wieder mal kein Wasser aus der Leitung kommt. Ausserdem wird nach jedem Patienten alles gesaeubert und desinfiziert (!!), sonst waschen die Schwestern ja nichtmal ihre Haende nach jedem Patienten, Desinfektionsmittel wird so gut wie nie benutzt. Die restliche Woche war ich dann wieder im surgical ward und hab mir schlimme Wunden angesehen. Eine noch relativ junge Frau hat beispielsweise so schlimmen Dekubitus, das eigentlich ihr kompletter Po offen ist, aber wirklich tief. Wir standen einfach nur da und wussten nicht, ob wir lachen oder weinen sollte. Einen Tag war ich nochmal im OP und habe gesehen wie bei einer Patientin ein Geschwuer oberhalb des Bauchnabels entfernt wurde. Am Donnerstag hatten wir dann wieder mal ein medical workshop und am Freitag ein Medical Outreach ins Waisenhaus "Tumaini (Hope) for Africa". Dr Kway, der Leiter unseres Krankenhauseses hat uns erstmal sehr viel ueber tropische Krankheiten erzaehlt, die wir dann teilweise am naechsten Tag bei den Kindern gesehen haben. Es war auch einfach schoen nochmal ein anderes Waisenhaus zu sehen. Dieses ist naemlich relativ weit ausserhalb von Arusha mit sehr grossem Gelaende, viel Platz zum Spielen fuer die Kinder, auf dem mehrere kleine Haeusschen verteilt sind, in denen die Kindern mit jeweils einer Mama wohnen. Die Kinder waren natuerlich wieder zuckersuess und ich wieder mal ein paar mitnehmen koennen. Schlimm war aber ihre jeweiligen Lebensgeschichten zu hoeren, aus welchen Gruenden und wie sie im Waisenhaus gelandet sind, ein Maedchen wurde zB von seiner Mutter in den Muell geworfen... Am Samstag sind wir dann mit allen Freiwilligen (jetzt so etwa 35) zu den Moshi Waterfalls gefahren und haben schon aus dem Bus den Kilimanjaro bewundert. Angekommen, sind wir noch eine Dreiviertelstunde durch eine wunderschoene Berglandschaft mit dem Kili im Hintergrung gewandert und haben noch das typische Bananenbier probiert (furchtbar sauer!). Der Wasserfall war echt beeindruckend und ich war sogar baden in dem wirklich eiseiskalten Wasser, konnte auch nur schreiend rein, anders wars nicht auszuhalten. ;) Am Sonntag gings dann wieder frueh raus, naemlich mit meiner Gastmutter und Glory in die Kirche. Bisher kannte ich ja nur die Gottesdienste aus meinem katholischen Krankenhaus, die ich eigentlich immer ganz gerne mag mit all dem Gesang, auch wenn alles auf Suahli ist. Aber die Kirche war ganz anders, ich hab auch nicht gnz verstanden welche es genau ist, ich glaube irgendwas mit Prophet Jeremia oder so. Jedenfalls hat der Pastor 2 Stunden in sein Mikrofon gebruellt, sodass ich, umzingelt von riesigen Boxen, nur noch das Beduefnis hatte schnellstmoeglich rauszurennen. Benedetha sagte mir spaeter, dass er so laut sei, da er die Kraft von Jesus habe. Ich fand das Ganze ein bisschen unheimlich, weil ihm alle so zugejubelt haben und ich das Gefuehl hatte, dass die Menschen in ihrer Euphorie alles getan haetten, was er sagte. Im Laufe des Gottesdienstes gabs dann auch noch Musik mit richtiger Band und Tanz mit Choreografie und es wurde Oel gesegnet, und jeder hat sich dann damit eingerieben um alles Schlechte zu vertreiben. Also, es war auf jeden Fall eine Erfahrung wert, aber diesen Sonntag werde ich nicht wieder hingehen, ich moechte ja auch nicht unbedingt ganz taub nach Hause kommen. ;) Nach diesem Ereignis war ich dann noch beim Swimming Pool, zum Ausgleich entspannen. Gestern im Krankenhaus war bei den Babies. Die Muetter kommen nach der Geburt monatlich, dann werden die Babies gewogen und bekommen Impfungen. Heut hab ich also viele suesse Babies gewogen, eine schoene Abwechslung! Nach der Arbeit hat unsere Gastmutter uns ihren Stamm-KangaShop gezeigt, weil ich ja noch ein zweites Kleid machen lassen will. Auf dem chaotischen Central Market hab ich dann noch eine neue Frucht kennengelernt, dich ich hier immer sehe und nun endlich probiert habe, die Jackson Frucht. Schmeckt ein bisschen wie Melone, ist ganz gross und gruen, wieder was gelernt! :) Also meine Lieben, friert nicht so sehr da oben im Winter! :) Liebe Gruesse, Eure Luisa

As i sit here contemplating my next move.  I am dumb struck with nerves, anticipation, fear of the unknown and a whole lot of "Murphy's Law" in action as the days dwindle and panic is setting in ...... Am I ready for this?  Can I do this?  What do I need to remember?  What am I going to forget?  Will my misadventures bring smiles to faces across the seas as I mimmick the likes of Bridget Jones or will I just bore everyone and they will tune out from my dribble?  Either way it will be a diary of sorts, a history of my life and at the very least a talking point for many years to come.

So I will take a risk and start the blog entry now ......

Planning a trip to Tanzania "wasn't meant to be easy" but wasn't it meant to be exciting? "That is the question."

Perhaps the excitement will follow once this initial phase is over.  So I have 13 days before this excitement begins and this very close to hysteria ceases!?

Passport - Check - All good and valid until 2018 - Laughing!

Visa - Check - But not without the hiccup of NOT sending Money Order with all relevant paperwork. DOH!

Advised to send one month prior to departure - No issue there.  Very quick even in spite of my stupidity ......

Airline Tickets - Luggage Limits - Check - Flying Emirates and a very wonderful allowance of 30kg per suitcase/per passenger.  Yeah! But NO!  Flying internally on Precision Airlines to Arusha there is a baggage limit of 23kg/suitcase and 10kg/hand luggage - this fact has caused me great stress but all sorted now - DON'T PACK SO MUCH!

Travel Plans - Prebook - Brilliant idea!  All paid for.  All insured.  All in hand ..... until you book an overnight safari at the very end of your trip and you read (13 days prior to flying out) that you are allowed only 10kg of luggage (recommended as you have to carry all luggage yourself) - So now trying to confirm that three lots of luggage for three international travellers will be safely kept at Impala Hotel whilst on Safari in Ngorongoro Crater for two full days ..... waiting on the reply for that one.

Travel Agent/Consultant - Advises me two days ago that she is going on holidays and someone else will advise me on all my bookings and vouchers I need to collect!  Rest assured there will be no issues. I visit today to have no shuttles booked, no airline details given to hotels and now an upfront payment of $130 for one hotel where I was previously advised that this was already paid for.  Contact for holiday resort says this is NOT the case and my consultant is off sun bathing on a beach somewhere and I just have to "suck it up, Princess".  Grrrrrrrrr

Where Am I? - Next trick is to find out where my Host Family is in comparison to where Safari commences and we didn't even think to ask what time it starts. So we now have to find our way from ????? to ????? and arrive by 7.30am. Taxi? Dalla Dalla?  I don't think so - not that time of the morning??  So we will perhaps be looking for an extra nights stay on 29th Feb at Impala Hotel - but we will cross that bridge when we come to it.

Injections/Medications - Check - So what did we have? - Hep A/B (three doses), Yellow Fever (whole other issue with my name and passport name not being exactly the same - Julie/Julia - hassles so make sure your name on the Yellow Fever Card is EXACTLY the same as your Passport!), Boostrix - Diptheria, Whooping Cough and Tetanus, Cholera, Typhoid, Malaria Tablets (to take couple of days before leaving and 2 weeks after getting back).  Medications to take such as Bushman's Repellent (apparently the BEST - DEET 40% - and Sunscreen/Repellent 80% Deet), Imodium, Buscopan, Stemotil, Antibiotics (just in case), Gastrolite (to be taken with bottled water ONLY) and MUST have letter from Doctor advising that scripted medications are required.  Flu injection recommended but wrong time of year for me to chase up now :( - had Swine Flu injection last June so should be okay.

I have been off work since last Thursday and I would highly recommend it to anyone to make sure you have at least two weeks prior to going overseas to an unknown destination, to do all that has to be done and get in the right head space for this trip - there is a lot to take in and if you know you have the time to plan and organise without undue added stress of work commitments then you will have great preparation for this journey ahead of you. 

"Pfft" says she who is still in state of panic (he he he).

Som tiden dog flyver afsted! Kan tydeligt huske den foerste uge hvor jeg taenkte at 2 maaneder ville vaere lang tid, men nu er der aabenbart gaaet naesten 2 maaneder og jeg flyver hjem om 9 dage! Heldigvis har jeg lige en uge paa zanzibar sammen med to piger fra Australien :) Vi tager afsted med bus ( omkring 10 timers bustur ) fredag moregen. Glaeder mig meget!

Det bliver underligt at skulle sige farvel, ikke bare til min vaertsfamilie, som jeg er kommet til at holde meget af, men ogsaa alle de nye venner jeg har faaet hernede. Har allerede sagt farvel til et par stykker som er taget hjem, og virkelig mange nye frivillige er kommet.

Kommer til at savne ( noget af! ) maden hernede, hvilket jeg ikke havde forventet! - Men min vaertsmor er ret god til at lave med, men hun har heldigvis laert mig at lave lidt afrikansk mad, saa det skal helt klart afproeves naar jeg kommer hjem til DK :)kommer til at savne den lokale cafe Tanz-hands som vi haenger meget ud paa. kommer til at savne omgivelserne, og at hilse paa tilfaeldige folk paa gaden, den afrikanske musik og stemning og ikke mindst min skoenne vaertsfamile!

Det bliver svaert at sige farvel til en hel del, men tilgengaeld bliver det ogsaa super dejligt at forhhabentligt aldrig at skulle hoere ordet 'Nzungu' blive raabt efter en konstant! ( Nzungu betyder hvid person) og at kunne gaa i fred paa gaden uden folk vil giftes med dig, saelge dig ting fra sin, sini brors, sin svigerfar etc shop, og bliver skoent aldrig at skulle sidde fastklaemt i en dalla dalla igen! :)

Nun habe ich mir gedacht, machs wie die Tansanier, denk Hakuna Matata und ich schreib einfach nochmal, was ich schon alles hatte, schliesslich will ich meine Zeit hier ja mit Euch teilen. Generell wuerde ich gern so viel mehr in diesem Blog schreiben, all diese Dinge, Eindruecke, Begegnungen, die ich hier taeglich erlebe, die mich beschaeftigen.  Leider fehlt mir dazu  einfach die Zeit , aber ich versuche mein bestes... ;)

Meine Arbeit im Krankenhaus ist eigentlich so geblieben, nur dass ich jetzt genau weiss, was zutun ist und selbststaendig arbeiten kann. Jeden Morgen schreiben wir Freiwilligen (mittlerweile 4 bzw. 5) mit der Bestellung unserer Station fuer die Pharmacy an, also Medikamente, Handschuhe und was man eben alles so braucht. Das Order Book bringen wir dann dorthin und bekommen einiges davon dann im Laufe des Tages, aber eigentlich nie alles, weil vieles einfach nicht da ist oder die Leute aus der Pharmacy einfach lieber Teetrinken und bei facebook sind. Meistens ist dann noch Ward Round, also sowas wie Visite, wo ein Arzt alle Patienten anschaut, leider ist das meistens auf Kisuaheli, sodass wir nichts verstehen koennen, sondern nur oft versuchen die Akte zu entziffern. Betten muessen wir morgens auch noch machen, das heisst, erstmal sehen, ob ueberhaupt Leinuecher da sind und dann alle leeren Betten beziehen und manchmal bei Patienten wechseln. Das gehoert hier aber eigentlich nicht in den Aufgabenbereich des Krankenhaus, denn waschen und essen bringen muessen die Angehoerigen selbst. Am Vormittag machen wir dann noch die Wundversorgung, meist so zwischen 3 bis 7, das koennt ihr auch auf den Fotos sehen, z.B. das verbrannte Bein einer alten Maasai Frau. Sie hat Epilepsie und ist bei einem Anfall ins Feuer gefallen und niemand war da. Seit ca. 6 wochen ist sie jetzt schon da, und es sieht schon deutlich besser aus. Wunden generell schocken mich jetzt auch echt weniger, ich kann es nur schlecht ertragen, wenn die Patienten so schlimme Schmerzen haben und dringend Schmerzmittel braeuchten. Diese alte Frau bekommt nun immer Diclophenac und wir raetseln bis jetzt, ob das wirklich ein Schmerzmittel ist oder nicht doch was gegen Entzuendungen... Fuer die Wundversorgung brauchen wir ja immer Kompressen, aber weil es zu teuer ist die fertig steril zu kaufen, verbringen wir auch viel Zeit damit Gauze rolls zu schneiden und Gauzes, also Kompressen zu falten und dann steril machen zu lassen. Mittags machen wir dann noch die afternoon medications. Mittlerweile hab ich auch Spritzen (IM) und Injektionen gegeben und Faeden gezogen, das ist schon gut, das wir sowas hier machen duerfen, waere in Deutschland ja nicht denkbar. Am Mittwoch war ich dann endlich mal im OP und hab einen Kaiserschnitt gesehen, was echt interessant war, auch mal diesen Weg zu sehen nach den normalen Geburten. Leider war es ein schockierendes Erlebnis, zum Glueck aber mit Happy End. Denn das Kind fing nicht an zu atmen, das war echt ein schlimmer Moment. Irgendwie war das Beatmungsgeraet natuerlich irgendwo und musste erst gesucht werden, es war ziemlich chaotisch...wir waren jedenfalls alle so erleichtert als das Kind dann nach gefuehlten Jahren von selbst anfing zu atmen. Die Mutter war naemlich 21 und hatte ihr erstes Kind bei einer normalen Geburt verloren, sodass jetzt gleich ein Kaiserschnitt gemacht wurde. Um Weihnachten sind in unserem Krankenhaus eine Mutter und ihr Baby bei der Geburt gestorben, das stand dann auch in der Zeitung, war also ein grosser Skandal. Jetzt muss also alles perfekt laufen, denn jetzt gibts auch oefter Kontrollen. Am Mittwoch haben wir auch noch zwei kleinere chirurgische Eingriffe gesehen, nichts im Vergleich zum Kaiserschnitt, aber das war ja auch schon spannend genug. Am gleichen Tag war auch wieder ein teaching, was jeden Mittwoch ist, bei dem immer ein Arzt oder Schwester eine Krankheit oder zB was ueber Familienplanung erzaehlt. Diese Woche war es darueber wie Computer im Krankenhaus eingesetzt werden, denn hier wird ja alles per Hand aufgeschrieben, es ist also auch ueberhaupt nichts vernetzt. Das fand ich doch schon echt fortschrittlich, dass sie darueber informiert haben.

Am Samstag waren wir mit ein paar Freiwilligen mal feiern, in einem Club mit fast nur Schwarzen, die alle richtig getanzt haben, im Vergleich zu uns Europaeern, also mit viiiel Hueftschwung. Das war echt mal interessant das zu sehen und es gibt auch einen Tanz der hier immer in der Disko getanzt wird, den ich mittlerweile auch kann.  Donnerstag beim Social, was ja jede Woche fuer alle Freiwilligen (ja das sind jetzt seeeehr viele!)  ist hatten wir dann auch noch einen afrikanischen Trommel- und Tanzkurs. Nachdem die uns schoen einen vorgetanzt und getrommelt hatten waren wir dann dran mit Tanzen und bekamen so lustige Bastroeckchen und Kanga umgewickelt und so einen Federhut auf den Kopf. Also ich fuehlte mich mal wie eine richtige Touristin, aber es war trotzdem echt sehr spassig!

Meine Gastfamilie ist auch immernoch echt toll und ich schon so gut wie adoptiert. Meiner Gastschwester Glory habe ich gestern mal eine neue DVD geschenkt, denn sie ist wenn sie nicht in der Schule ist immer zuhause, warum weiss ich auch nicht genau. jedenfalls besitzt sie genau eine DVD auf der etwa 10 Filme sind, die sie alle mehr als auswendig kann, weil sie sie taeglich schaut. Es war sehr schoen sie so leicht so gleucklich machen zu koennen. Denn Filme sind hier unschlagbar guenstig, eine DVD mit 10 auich sehr aktuellen Filmen oder mehr oder auch Serien kosten umgerechnet 1,50 Euro. Mein Gastvater ist mittlerweile sehr oft auf Safari und kommt meist nur fuer ein oder zwei Tage nachhause. Meine Gastmama ist jetzt schon traurig, dass ich schon in „a few days“, wie sie immer sagt, fahre, da hilft auch nicht, dass es eigentlich noch 5 Wochen sind. Meine amerikanische Mitfreiwillige ist nun fuer knapp 3 Wochen in Uganda, sodass ich wieder allein bin, was auch mal wieder ganz schoen ist, aber auch nervig, weil ich wieder mehr allein durch Arusha laufen muss. Aber am Montag kommt noch ein Maedchen aus den Niederlanden in meine Family, mal sehen, meine Gasteltern raeumen fuer sie sogar ihr Schlafzimmer und schlafen bei meiner Gastschwester und dem Hausmaedchen im Zimmer, wie ich das verstanden habe.

Gestern habe ich uebrigens endlich mein Kanga Kleid bekommen. Ich habe mir naemlich Kanga, als Syoff gekauftm den alle Frauen hier tragen, einfach umgewickelt als Rock oder Kopftuch oder auch als richtiges Kleid, Rock etc. Ich bin in so einen Kanga Shop gegangen, wo es tausende verschiedene Kangas gibt und hab es geschafft mir einen auszusuchen, ja es war schwierig. ;) Meine Gastmutter hat dann ihre Schneiderin Bescheid gesagt, die hat mich abgemessen, ich hab ihr ein Foto gezeigt wie das Kleid aussehen soll und 5 Tage spaeter hatte ich mein Kleid. Ist zwar ein bisschen anders als ich es gesagt hatte, aber trotzdem toll, jetzt hab ich ein echt tansanisches Kleid! Meine gastmutter war auch total gluecklichm dass ich so afrikanisch aussah, aus den Stoffresten habe ich noch ein Kopftuch und Schal bekommen, das musste auch gleich wieder fotografisch festgehalten werden, ich versuchs bald mal hochzuladen. ;)

Welches Thema mich hier  oft beschaeftigt ist die Homosexualitaet, die hier ja verboten ist, wofuer man in den Knast geht, echt unglaublich. ich habe mich mit zwei maasai maennern darueber unterhalten, die mir das bestaetigt haben und die auch die Vorstellung eines homosexuellen Paares ganz komisch finden. Auch dass ich noch nicht verheiratet bin und noch keine Kinder habe, finden viele komisch und danach werde ich sehr oft gefragt. Viele Maenner scheinen hier auch gleichzeitig mehrere Frauen zu haben. Eine Gastmutter hat der Frewiwilligen auch gesagt, dass ihr Mann sie ruhig andere Frauen haben kann, denn sie sei ja die erste Ehefrau und somit die wichtigste. Solche Logiken kann ich einfach nicht verstehen... Manchmal kommt mir das hier auch vor als waere ich auf einer Zeitreise, weil die Ansichten hier sind wie bei uns vor vielen Jahren, wie das Frauen- und maennerbild oder das Essen. Denn Essen ist hier so wichtig und es wird Stunden vor der Mahlzeit angefangen zu kochen, mit allergroesster Sogfalt und es dreht sich so viel ums Essen, ein bisschen wie ich es aus Deutschland von der Nachkriegsgeneration kenne.

Heute war ich mal in der Kirche, allerdings in einer eher westlichen un deshalb will ich auch noch unbedingt einen Gottesdienst auf Suahli sehen. Im Krankenhaus ist zwar auch jeden Freitag eine Messe, aber eben nicht in einer richtigen Kirche, sondern einfach wo die Patienten normalerweise sitzen und warten koennen. Danach waren wir eben noch auf so einem Markt, wo man Essen und Kleidung und irgendwie alles kaufen kann. Es war sehr laut, staubig, bunt und einzigartig. Die Frauen sitzen auf dem Boden mit ihrem Gemuese und Obst, haufenweise Kleidung, in denen die Leute herumwueheln um das richtige zu finden (und nein es wird nichts anprobiert, sondern einfach gekauft), Staende voller Schuhe, alle moeglichen Gewuerze und dazwischen noch Huener, Esel und Ziegen...also irgendwie alles sehr chaotisch und farbenfroh.

Also meine Lieben, lasst Euch nicht unterkriegen da oben in der Kaelte, hier wirds immer heisser. Ich schick Euch ganz viel Sonne!!

Liebe Gruesse,

Eure Luisa

Saadan, nu forsoger jeg at skrive blog igen. Haaber det lykkes denne gang. I faar lige dette blogindlaeg lidt dagbogsformagtig, da jeg snart har svaert ved at huske, hvad der er sket i al den tid.      

Onsdag d. 4/1

Jeg ankom til den mest flotte solopgang over Tanzania og Kilimanjaro da vi landede med flyet. Lufthavnen laa ude I ingenting, og det var allerede virkelig varmt selvom kl. Kun var 6.30 TZ-tid. Allerede I lufthavnen I KBH havde jeg moedt en anden pige fra DK, Julie, saa vi blev hentet I lufthavnen sammen med en tysk pige og blev koert til hver vores ‘familie’. Dagen stod paa afslapning og paa at laere familien at kende. Og i det hele taget til at vende sig til alt det nye. For hold da op, ALT er bare anderledes hernede. Jeg havde forestillet mig at det var meget primitivt og fattigt, MEN ikke saa meget som virkeligheden faktisk er hernede.

Naa ja, og flyturene gik over al forventning. For hver flyvetur (Karup-Koebenhavn, Koebenhavn-Frankfurt, Frankfurt-Kilimanjaro) gik det bedre og bedre. Paa den sidste tur fik jeg faktisk sovet og jeg turde rejse mig op og gaa paa toilet. Jeg var noget af det mest seje. HAHA. Eller ikke!

Torsdag d. 5/1

Jeg blev hentet af Jon fra PA (Projects Abroad) som skulle vise mig, hvor jeg skulle arbejde osv. Vi gik op til hovedvejen (mellem Kilimanjaro og Arusha), hvorfra vi tog en ‘dala dala’. Dette er en minibus, men slet ikke som vi kender det i DK. Naar man tror den er fuld, kan der sagtens lige proppes nogle flere ind. Og nogle gange kan der ogsaa vaere hoens med. HAHA. Dette var virkelig en underlig oplevelse, forest og fremmest fordi man er noedt til at side saa taet og der er enormt hoej musik. Konduktoeren haenger ud af vinduet og raaber og floejter efetr folk, om at komme med, netop denne dala. Der er rift om alle kunderne. Og dala’erne koerer helt tosset. Jon fra PA fortalte mig at den eneste grund til at de kunne koere saa aandssvagt var at de var ejet af politiet. DET ER SLET IKKE KORRUPT HERNEDE!!! Haha. Men okay, alle andre I trafikken koerer ogsaa daarligt J

Vi kom hen til boernehjemmet, hvor jeg skal arbejde de foerste 2 mdr. Jeg blev vist hurtigt rundt og vi tog videre med det samme. Men det foerste indtryk var godt, selvom der saa snart man lukkede doeren op var skrig og skraal. Men ok, der er ogsaa 50 boern mellem 0 og 3 aar boendeder.

Derefter tog vi igen en dala ind til Arusha, som er den store by jeg bor i naerheden af, og her vi gaar ud osv. Her skulle vi moedes med de andre nyankomne frivillige og vises rundt I byen. Vi fik frokost, kom tilbage til kontoret og fik vores mobiler og SIM-kort. Jeg skulle give omkring 140 kr. for en mobil og SIM-kort. Det er da til at holde ud.

Kl. 17 ankom en masse af de ‘gamle’ frivillige og vi tog sammen ud til en kinesisk restaurant, hvor vi spiste sammen.

Fredag 6/1

Jeg havde min foerste arbejdsdag paa Cradle of Love. Denne dag var indtrykket dog ikke godt. Der var ingen saerlig velkomst fra nogen da man kom, og ingen fortalte mig hvad jeg skulle give mig til. Saa jeg var noedt til at spoerge en af de andre frivillige som fortalte mig at boernene skulle op I stolene, have smaekke paa og ellers var det var at starte fra en ende og give dem groed en af gangen. Herefter gik det slag I slag med leg og efterfoelgende frokost. Boernene var enormt dejlige, men havde brug for meget opmaerksomhed. Saasnart man havde haft et barn oppe paa armen, ville de ikke ned igen og hvis man satte dem paa gulvet, begyndte de at graede. Saa min foerste dag laerte mig at det var ok, at de skreg naar man satte dem ned. Der er trods alt en hel flok der har brug for en. Efter frokost skulle de alle sammen sove, og I den sidste time var der intet at give sig til. Det faste personale sad bare og snakkede, paa Swahili, vel at maerke, saa jeg foelte mig total udenfor. Ingen spurgte til en og det var svaert at bryde ind I deres snak.

Jeg gik fra arbejde meget nedtrykt, men da jeg havde hoert saa meget godt om en café kaldet Tanz Hands taenkte jeg at jeg hellere maatte gaa derhen. Og det gjorde jeg. Jeg sad der I ro og fred I ca. 1,5 time og det var herligt. Da jeg gik derfra var jeg I meget bedre humoer.

Loerdag d. 7/1

Eftersom os (min roommate og jeg) ikke er forventet noget af derhjemme, I forhold til at lave mad osv. var det heller ikke forventet af mig at deltage I den, aabenbart, ugentlige rengoeringsdag I hjemmet. Men da jeg havde spist min morgenmad, og ikke vidste hvad jeg skulle give mig til, spurgte jeg om jeg ikke kunne hjaelpe dem. I foerste omgang var de afvisende, fordi de bare er veldt hoeflige osv. Men til sidst fik jeg lov at hjaelpe, og det var rart at lave noget, I stil med hvad man laver derhjemme (ja ja, mor, engang Imellem J ).

Kl. 12 tog jeg en dala ind til Arusha, hvor jeg moedtes med Julie. Vi gik paa internetcafe sammen, men pga det langsomme net fik jeg ikke gjort andet end at faa laest et par mails. Desvaerre fik jeg ikke svaret.

Kl. 14 moedtes vi med nogle af de andre frivillige og vi gik sammen hen til Arusha Bagpackers, some r et meget billigt, men udemaerket hostel, hvor vi skulle sove om natten. Her var bruser med varmt vand, rene vaerelser og morgenmad for 9000 tsh. Det er ca. 30 DKk. Her var der gratis WIFI hvilket Julie og jeg benyttede os af I stor stil. Jeg laante Julies iPad saa jeg kunne Skype med dem derhjemme. Jeg fik baade snakket med Mads, Ina, Mor, Far, Bedstemor og ikke at forglemme Maggie J. Vi kunne jo se hinanden imens, det var enormt sjovt.

Om aftenen tog vi ud og spise og hyggede os rigtig meget.

Soendag d. 8/1

Vi tog til et laekkert hotel: Kibo Palace, som ligger I Arusha. Her laa vi ved poolen det meste af dagen og fik en meget laekker frokost. Det var saa fantastisk at vaere her, vaek for al opmaerksomheden, som constant er paa en naar man gaar paa gaden. Specielt I Arusha er der constant opmaerksomhed og folk der vil roere ved en og snake med en. Det vigtigste grund til dette er at vi er hvide, og derfor tror de vi har penge!

Kl. 17 var jeg hjemme I Usa igen og moedte minge ‘soestre’ ved barberen. De skulle lige have taget det meste af haaret af. De skulle begynde I skole igen dagen efter. Jeg havde lovet at give dem is, saa det fik de derefter. Charity som er min soester paa 16 aar skulle nemlig fasted paa kostskole om mandagen om kommer foerst hjem igen til juni. Godt det ikke er mig, taenk hvis det var saadan I DK. At hvis man skal have en god eksamen, saa er man noedt til at rejse langt for det.

Mandag d. 9/1

Endnu en dag paa arbejde og det hele saa meget lysere ud. Personalet var denne dag meget mere imoedekommende og jeg blev endda tilbudt the af Mama Musa J

Denne dag skulle to af boernene paa hospitalet (eller I DK vil vi nok kalde det gaa til laegen fordi forholdene ikke er saa store her). Vi var afsted to boern, som hver havde en frivillig med og saa Cradle’s sygeplejerske Bathilda. Dagen efter havde begge boern det heldigvis godt igen, efter en god behandling. Witness, som pigen jeg havde med havde rigtig hoej feber, men beklagede sig naesten ikke. Til og fra hospitalet tog vi dala, hvilket var en underlig oplevelse, fordi man synes det er saa ekstrem daarlig en maade at transportere boern paa. Uden sele og bare siddene der i varmen med en masse traek. Man kan ikke kalde det optimalt, man kan nok bare kalde det Tanzania. Men det er jo en billig maade at komme fra A-B paa. Fx koster det mig 500 tsh at komme fra Usa, hvor jeg bor og ind til byen Arusha. Det tager ca. 40 min. I dala. Det vil sige lidt under 2 DKK.

Efter arbeje tog jeg paa Tanz Hands hvor jeg moedte nogle andre frivillige. Jeg moeder nye frivillige hver dag – det er helt fantastisk og alle er saa soede.

Tirsdag d. 10/1

Endnu en dag paa arbejde og paa Tanz Hands, vores faste tilhoerssted efter arbejde. Dagen paa boernehjemmet gik godt og folk bliver soedere og soedere for hver dag. Saa det kan kun blive godt. Og boernene er enormt dejlige. Specielt er der en lille dreng, Noel, som har Downs, som virkelig har indtaget mig hjerte med storm. Det faste personale giver ham ikke saa meget opmaerksomhed, om det er paa grund af manglende tid eller fordi det ligger I dem, at handicappede passer man ikke saa godt paa, det ved jeg ikke. MEN denne soede lille dreng, som for det meste bare ligger eller sidder hjaelpeloes og kigger op I loftet, han er bare saa soed. Umiddelbart er han saver at faa rigtig respons fra ligesom de andre paa hans alder. Men jeg har lyst til at give ham al min opmaerksomhed, selvom det ikke er godt, idet der sidder en masse andre som ogsaa vil have den.

Om aftenen saa min roommate, vores ‘bror’ Jimmy (23), vores ‘far’ Leonard og vores ‘mor’ Yasmin FIFA awardshow I tv. Det var super hyggeligt. Der gaar naesten ikke en aften hernede, hvor vi ikke ser fodbold I tv. Indtil videre hard et mest vaeret engelsk og italiensk fodbold. Men det er super hyggeligt at samles om dette. Og saa faar vi ogsaa en masse snakke om, hvordan ting er I DK osv.

Onsdag d. 11/1

Endnu en dag paa arbejde, som ligesom alle andre dage starter med morgenmad k. 9, hvor alle faar groed. Jeg er overrasket over, hvor dygtige de alle sammen er til at spise. Jeg var paa forhaand nervoes for om jeg kunne finde ud af det der fodringshalloej, men det gaar bare derudaf J hvis jeg selv skal sige det. Haha.

Igen I dag, var jeg paa hospitalet. Denne gang 6 boern, 6 frivillige og Bathilda. Denne gang kun for at komme til tjek med nogle af de yngste. Vi havde ogsaa en af de nye drenge med, Jackson. Han er albino og har sikkert ikke den bedste fremtid I sigte. Det er svaert at vaere albino I TZ.

Efter arbejde tog vi paa Tanz Hands, selvfoelgelig J

Torsdag d. 12/1

Jeg tog paa arbejde og havde en hyggelig dag, hvor vi oevede at gaa paa trapper med de aeldste af boernene. Mange af dem er ikke saa gode til at gaa, fordi meget af legen her foregaar siddende. Desvaerre. Saa vi proever at faa dem mere ud og gaa omkring paa grunden. VI har en rigtig dejlig have paa boernehjemmet. Og der er aber I traerne. Dog har jeg til gode at se dem. J

Kl. 15-17 var jeg til Swahili workshop paa kontoret I Arusha. Det var rigtig rart at faa laert nogle ord og vendinger og smarte ting at sige, hvis man vil undgaa saelgerne osv.

Kl. 18 tog vi hen paa et spisested og bar som hedder Via Via. Foerst saa vi et traditionelt danseshow. Dernaest skulle vi laere at spille paa trommer og til sidst skulle vi danse traditional dans. Det var hyle morsomt, og bare rolig, der er blevet taget billeder af en dansende Tilde med fjer-tingest paa hovedet.

Herefter spiste vi og tog hjem til Usa med taxa.

Fredag d. 13/1

Igen I dag har vi vaeret paa hospitalet. Men ogsaa bare for at lave tjek paa nogle af de yngste. Det er lidt anstrengende at vaere afsted, fordi der er en enorm lang ventetid. Man venter flere gange og I lang tid.

Min roommate og jeg er lige kommet fra Tanzhands, hvor vi spiste frokost med 4 andre frivillige. Dagens ret var lasagne med tomatsalat. Virkelig laekkert.

Og paa vej hjem ringede far, rigtig dejligt lige at hoere fra ham.

Og nu sidder vi her paa internetcafe. Og skal snart hjem og slappe af. Egentlig skulle jeg ha’ vaeret I Arusha I eftermiddag og aften, for at arrangere safari og spise aftensmad, men jeg er blevet ramt af hovedpine og forkoeelse, saa har bestemt at jeg hellere maa blive hjemme og faa det bedre.

NU

Men jeg har det virkelig super hernede. De foerste dage var haarde, fordi alt var saa anderledes og jeg taenkte for mig selv, hvad soeren det var jeg var gaaet ind til. Og igaar sad jeg ligefrem og noed turen med dala ind til Arusha. Jeg tror man kan vende sig til meget, er efterhaanden min overbevisning J

Maden har indtil videre nok vaeret en af de stoerste oplevelser og udfordringer.  Morgenmaden bestaar af toert toastbroed med margarine og the. Ikke just tiltalende. Frokost er laekker, da vi oftest spiser den paa Tanz Hands. Aftensmaden har indtil videre altid bestaaet af en tomat/gulerodssovs med groenne boenner i. Det er faktisk ret godt. Derudover er der en spinat/groensagsblandsammen ogsaa – nogle gange med koed i. Og det er jeg ikke meget for at spise. For slagteren de koeber koed hos er et skur,hvor koedet bare haenger ude I det fri naermest. Ellers faar vi ris, spaghetti, pommes frites og masser af boenner. Og altid faar vi frugt efetr aftensmaden og det er super laekkert. Den anden dag overgik  aftensmaden dog min vildeste fantasi. Vi fik en form for gryderet med bananer og gedekoed. Hmm, ikke just super tiltalende. Heldigvis fik jeg ikke noget gedekoed, saa tror jeg at jeg ville ha’ vaeret noedt til at fortaelle en eller anden historie for at komme ud og kaste op. Haha. Men ja, det smagte ok, men saa vildt underligt ud og saa naesten ulaekkert ud.

Men ja, jeg har det super, vejret er ekstremt varmt, saa det skal jeg vende mig til.

Jeg er nu begyndt at skrive min blog i et Word-dokument foerst og derefter kopiere det ind, saa jeg ikke mister det – forhaabentligt. Dette blogindlaeg fylder ca. 5 sider. OMG.

Skriv endelig til mig her, eller paa Facebook. Jeg savner jer alle sammen (paa den gode maade, som min dejlige mor siger J ) .

Over and out!