Velkommen hjem og nu velkommen til min måske længste blog.
Jeg har haft mange oplevelser siden sidst, nogle mere spændende end andre, men alle har nu hver især skabt en samlet fantastisk lille ferie eller nærmere lille rejse. H.C. Andersen sagde engang ”at rejse er at leve”.
At rejse er at leve, safari betyder at rejse på swahili, så safari er at leve. Og et levende eventyr var det da også. Det hele startede dog med en knap så spændende men til gengæld meget lang bustur fra Dar es Salaam til Arusha. En bustur hvor man havde rigtig god mulighed for at se Tanzania og dens flotte natur, men dog uden den helt store variation i landskabet, så for min skyld kunne turen godt have været kortet ned sådan, at de første 8 timer med det flotte bakkede terræn med træer brudt af forskellige mindre landsbyer, hvor man følte sig som på en rullende tur i et bygningsmuseum med alverdens skurlignende forsøg på at lave huse, til mudderhuse med nærmest friskklistret kokasser til mere vestlige bygninger, kunne have været kortet ned til måske 2 timer. Dette var dog ikke tilfældet, i stedet fik vi muligheden for at forlænge opholdet med utallige af stop for, at de mange gadesælgere kun forsøge at sælge alt lige fra plastikbras til frugter i poser. Noget jeg før havde læst om, hvor jeg undrede mig over, hvordan en sådan handel ville foregå med mig hængende ud af vinduet. Men lige omvendt foregår det, med gadesælgerne nærmest hængende med halvdelen af overkroppen, i hvert fald det mest af armen, ind af mit vindue for håbefuldt at kunne sælge mig noget. Enkelte sælgere vælger ligefrem at tage en lille tur med bussen for senere at blive sat af i no-where-land. Selvom disse mindre ophold gør turen længere, og dermed er en smule irriterende, fanger man alligevel sig selv i at grine over disse ihærdigske handelsforsøg, og måske busarrangørerne er klar over dette, for den ellers gældende underholdning i denne såkaldte semiluksusbus med aircondition (dog ikke slået til) består af et fjernsyn. YES tænker man først, men så begynder filmene. Først nogle gammeldags naturprogrammer og jægerfilm fra savannen, hvilket var okay, men så bestemt heller ikke mere, så heldigvis blev underholdningen toppet de næste hele 7 timer med en helt utroligt underholdende tanzaniansk filmserie om heksedoktorer men ellers uden et egentlig indhold, og dermed kun med formålet at tjene til folks underholdning. Entertainment for the master ifølge buschaufføren, der lige valgte at holde volumenknappen i bund så ellers søvnige folk nærmest blev tvunget til at følge med i de nydelige film, så det var en stor lettelse for mig, da Kilimanjaro pyntede landskabet udenfor vinduet, og dermed indikerede, at Arusha var på trapperne.
Steppene ud af bussen var derfor intet mindre end befriende. Den friske luft man ikke ligefrem oplever i Dar, den generelt mere rene by, med rigtige veje og en generelt anden atmosfære, der fik en til at føle sig som på ferie, især når man så de utroligt mange hvide mennesker, så det i nogle områder nærmest var spot afrikaneren. I første omgang var det dog en (taxi)chauffør, der spottede os, og efter tvivlen blev vi kørt til vores hotel, hvor tvivlen så viste sig at være berettiget, da chaufføren nægtede os vores baggage, før vi betalte ham mere, noget vi selvfølgelig nægtede, og i stedet blev det min tur til at hænge ind gennem vinduet for at åbne bagageklappen, mens chaufføren var optaget med at diskutere. Men så kunne vi så også sige bagage – tjek, og så eller tjekke ind. Mine to store bekymringer kunne nu krydses af, nemlig de forrige dages sygdom samt busturen. Så op på dupperne, ud på stepperne.
Spændingen var stor, mens vi sad i safaribilen på vej mod den første nationalpark Lake Manyara, men noget af spændingen blev allerede udløst, inden vi ankom til parken, da vores guide spottede nogle giraffer og zebraer nogle hundrede meter fra vejen, og ganske rigtig, der stod de, og ligeledes stod vi klar med kamera til at fotografere vores første spottede vilde dyr. Og kameraet fik bestemt ikke ro, da vi senere kørte inde i Lake Manyara, hvor træerne stod tætte om hinanden, med bavianer klatrende op ad dem, andre siddende i en stor flok i et kæmpetræ, som man ellers kun har set det i Tarzan eller på diverse naturprogrammer i TV. Flere gange måtte vi da også stoppe, da bavianerne fik lyst til at krydse vejene, i Danmark havde vi nok sat et trafikskilt op med ”krydsende bavianer”. Modsat busturens mange stop gjorde disse stop tværtimod ingenting, da de samtidig gav anledning til at kigge nærmere på dyrene, studere buskadset, hvor vores guide pludselig sagde ”oh, there’s an elephant”, han havde dog ikke helt ret, der var nemlig en lille elefantfamilie. Langsomt kørte vi videre mod parkens såkaldte flodhestepool og igen videre mod selve Lake Manyara, hvor man et øjeblik blev forvirret, om man havde indtaget nok væske, da en hel stribe i horisonten syntes pink og glimtende, men nej, tusindvis af flamingoer stående på et ben så langt øjet rækker, nogle flyvende, hvormed vingeblaffende sendte de mange glimt fra solstrålerne i den rolige ellers blanke sø. Rullende igen tilbage til campen, med aber hoppende rundt, en skildpadde solbadende i en lille dam, med farverige fugle flyvene omkring sig, og sidst men ikke mindst små vortesvin vandrende med halen strittende op i luften, Hakuna Matata afspillende i bilen, og Timon derfor den eneste mangel på den fuldendte Løvernes Konge scene. Tilbage i teltet og til vores safarikoks glimrende mad, som heldigvis var lækker hele safarien igennem, og noget man godt kunne vænne sig til, ligesom den yderst friske morgenbrise også var en dejlig oplevelse i sig selv, og noget der bestemt giver en de sidste procenter til at være mere end klar til en ny dag på savannen. Denne dag med kurs mod det berømte Serengeti, hvor vi skulle have to overnatninger og dermed en masse gamedrives. Turen mod Serengeti gennem endnu et berømt område, Ngorongoro, dannede rammerne for det smukkeste naturscenarie, jeg havde set til dato. Kørende i flere hundrede meters højde, skuende ud over den smukkeste grønne natur, der samtidig er hjemstedet for de karakteristiske masaier samt savannens dyr, og dermed det perfekte panorama, selvom billederne efterfølgende ikke rigtig lever op til den smukke atmosfære, det var at køre langs kraterkanten. Krateret måtte dog vente efter Serengeti, så kørende ned og væk fra Ngorongoro og gennem en lille port, der som et stort flot byskilt indikerer, at man nu kører over grænsen ind i Serengeti, som man før kun har set, når adskillelig naturreportere sidder klar med kamera, og iagttager savannens dyr, præcis som vi gjorde de næste dage. Endnu engang skabtes forvirring, om man havde drukket nok, men denne gang fordi det sortnede for øjnene i horisonten. Man tror for en stund, at man kører ind i et skyggerige, men finder derefter ud af, at denne kæmpestribe i horisonten, der fortsætter selvom, man kører midt i det, er den karakteristiske migration af mere end 1 million gnuer blandet med tusindvis af zebraer, impalaer og gazeller. Kørende inde i Serengeti med kæmpestore elefantflokke, der har lagt veto til førsteretten af brugen af vejene, og dermed tvinger safaribilerne til at vente eller vende om. Endnu engang en pause der bestemt ikke gør noget, da elefanterne her er tættere, end man kommer dem i zoo. Hunnerne beskyttende deres små unger, en større elefant blafrende med ørerne som en trussel mod bilerne, unge elefanter slås med snablerne, som lægger de arm, mens stødtænderne er parate. I det fjerne en elefant løbende efter to hyæner for at skræmme dem væk fra familien. På tilbageturen til campen endnu en flodhestesø med masser af dovne flodheste, der en gang imellem kigger op for derefter at dovne under vandet igen. Nogle løver, der ligger på en lille forhøjning til denne flodhestesø, uvidende om den store elefantflok, der muligvis vil skræmme dem væk, hvis ikke den silende regn gør det forinden. En fantastisk dag, der samtidig endte med en meget stor overraskelse, da en skægget mand kigger underligt på mig, og siger, ”er det her ikke for langt ude”, og jo bestemt, at mødes med en fra Rosborg Gymnasium midt på savannen, var nok ikke lige, hvad jeg havde forventet at se. Tilbage til campen og sætte teltene op i den silende regn, der ingen ende syntes at tage, så befriende senere at varme sig i soveposen for en god nattesøvn, hvor der tilsyneladende, mens vi sov, vandrede zebraer og bøfler rundt. Noget der blot giver en blod på tanden for at se mere, og mange ting fik vi da også set på Serengeti. En leopard dasende i træ, et vortesvin dræbt og slæbt op i et træ højst sandsynligt af en leopard, der efterfølgende havde gemt sig, store bøfler græssende i flok eller enkeltvis, og en køretur ud til store klipper af sten, som danner noget lignende Pryate Rock fra Løvernes Konge, og ganske rigtig også med en stor løveflok sovende på klipperne, ventende på næste jagt.
Næste dag var for mig klimakset af hele safarien, den længeventede tur ned i selve Ngorongoro krateret. Men først skulle vi hen til krateret, og på turen derhen besøgte vi en lille masailandsby, hvor vi traditionelt blev budt velkommen med dans og sang, og derefter kunne vi træde ind gennem den åbne port, der adskiller den cirkelformede by med dens træfacade af et hegn, der minder om gallerbyen med Asterix og Obelix, der som bekendt er umulig at erobre. Indenfor ligger flere mindre mudderhuse, alle opbygget på præcis samme måde, med samme indgang, sovekamre og indendørs bålsted. Indbudt i vores guidemasais mudderhus, sidder vi i de koskindsbeklædte senge, omkring et rygende bålsted, og lytter til noget af masaiernes kultur samt en forklaring af husets indretning. En spændende oplevelse, der på en normal dag kunne have været højdepunktet, men denne gang overgået med flere længder af det smukkeste scenarie, endnu smukkere end det tidligere til dato smukkeste. Uheldigvis tåget så det bedste pointview med mulighed for billeder fra kraterkanten blev umulig, men et smukt billede, der alligevel vil leve for altid i minderne om moder natur fra den smukkeste side, det 8. vidunder i verden, så sandt som det er sagt. Kørerne ned i krateret med en mineralholdig mur med adskillige afmærkninger fra elefantstødtænders skraben på den ene side, og med søer og de grønneste arealer beklædt med zebraflokke, bøfler, gnuer, topier, dikdik’er osv. på den anden side. Et stilbillede man kunne blive fanget i for en stund, hvis ikke spændingen for at finde flere af de vilde dyr overtog. På bunden af krateret tog det da heller ikke lang tid, før elefanter med det hidtil største sæt af kæmpestore, kalkhvide stødtænder kom gående i det fjerne, og ikke lang tid efter sås endnu et lille safaribilmøde med 5 safaribiler på et og samme sted, hvilket skyldes intet mindre en to hanløver, begge skadet, muligvis efter en indbyrdes kamp, vandrende mellem bilerne, som var de begge sejrherre eller ja bare løvernes konge. Stolte men sårede, drikkende af en lille sø to meter fra bilerne, så man nærmest kunne lege dikkedikkedik og ruske lidt i deres manke, men af gode grunde lod vi dog være, og i stedet iagttog løverne, og deres færden. Senere så vi en anden hanløve og en hunløve, der lå og gjorde sig til for hinanden, hvorefter hannen gjorde et stilfærdigt forsøg på at have sex, men hunnen var ikke helt med på denne ide – typisk. Antallet af spottede løver fortsatte med at stige i løbet af dagen, da vi fandt en hel familie, hvor en stor hun krydsede vejen for at klatre i et modstående træ. Stort set alle dyr blev set på meget kort tid, løver, elefanter, bøfler, vortesvin, strudse, hundredevis af hyæner, højst mærkværdigt samlet på et sted, nogle af dem blødende fra munden efter kamp, en anden jagtet af to store sjakaler, men mest vidunderligt, sjældent og ifølge vores guide yderst heldigt var, at vi så hele 6 store sorte næsehorn, hvormed vi næsten slog vores guides mere end 30 års erfaringsrekord på 7 næsehorn. (some people call it luck, we call it skill!!) En fuldstændig fantastisk dag, der endte ligeså fantastisk med et yderst koldt bad, og derefter en lille fest om aftenen med Emil fra Rosborg, der tilfældigvis skulle overnatte på samme camp. Klimakset nåede trods det forventede endnu nye højder, da dyrene ikke var færdige med at vise sig frem. Tidligere på dagen havde nogle høg/ørne/hvilken stor fugl det nu engang var, fundet min frokost mindst lige så spændende som jeg, hvorfor en af dem angreb mig for at få en bid af min mad, hvilket også lykkedes. Senere fortalte Emil så, at han havde mistet hele sin kylling, så lidt heldig var jeg åbenbart alligevel. Men nu hørte nogle folk løvebrøl, hvorefter vi alle sammen løb ud for at se, om en løve var i lejren. Ved eftertanke en meget sjov situation, der nok aldrig havde fundet sted, hvis en løve var løs i zoo, ”kom, kom, lad os finde den sultne løve”. Senere blev det bøflerne, der mente, de havde fået en invitation til teltlejren, hvorfor de vandrede udenfor mit telt. Men mest spændende var, da folk kom løbende ud fra spisestedet for at se den monsterstore elefant med kæmpe stødtænder stå ovre ved bilerne for derefter at komme nærmere, og tage sig en lille tår vand fra campens vandtank. En ekstrem vild oplevelse, hvor man virkelig kan sige, at man har overnattet i naturen. Og den næste dags tur til den sidste nationalpark Tarangire fuldendte så hele safarien, med kæmpe baobabtræer og elefantflokke, samt to geparder liggende på en lille bakke for at posere til de mange billeder, vi fik i kassen.
The big five, the big nine, 38 løver hvoraf 9 var hanner og 6 sorte næsehorn. Flere dyr end jeg har set i hele mit liv på mindre end en uge og ovenikøbet det smukkeste naturscenarie. Hvilken rejse, hvilken safari. Turen gik nu tilbage til Arusha, hvor de næste dage skulle foregå med afslapning samt nogle af Arushas seværdigheder. Det tog dog overraskende kort tid at finde ud af, at seværdighederne i Arusha ikke var mange, så et kig i LonelyPlanet guidebogen for at finde de gode steder, en god lang gåtur i Arusha, hvor vi vel nærmest så hele byen, med dens berømte festrundkørsel, hvor alle festligheder lige fra konfirmation til omskæringer finder sted. De anbefalede steder i guidebogen syntes ikke længere at være attraktive, men derimod lukkede, og dagens største seværdighed blev i stedet byens stolte ”clocktower”, de praler med er centrum mellem Cairo og Cape Town. En yderst sjov seværdighed, da jeg i hvert fald havde forventet et stort tårn, men nej, et lille tårn i en rundkørsel, der i Danmark kunne have været et offentligt toilet. Selve urskiven er sponsoreret af Coca Cola, og sidst men ikke mindst viser det sig, at den slet ikke er centrum mellem Cape Town og Cairo. Så lidt af et antiklimaks at komme tilbage fra en begivenhedsrig safari til en by, man forventede mere fantastisk, end den egentlig var. Antiklimakset fortsatte for mit vedkomne med en smule diare, der derfor ikke tillod mig at spise normalt resten af ferien, og en tur til en snakepark var også det, man kan kalde et trin ned, ja nærmest en elevatortur mod kælderen, når man kommer fra safari, men dog en udmærket dag, hvor vi fik lov til at holde en slange og krokodille, og bagefter blev denne dagspakke peppet op med muligheden for en 2-minutters kamelridetur.
De næste dage søgte vi i stedet ud af Arusha for at nyde den dejlige natur, der trods alt er at finde i og omkring Arusha. Først en tur til en stor sø, Duluti, hvor pigerne fik en lille kanorundfart, mens jeg kunne nyde stilheden og min faste føde bestående af nødder. Julen kom samtidig nærmere og nærmere, og på hjemvejen fik jeg derfor julehandlet en masse legesager med det resultat, at jeg blev Arushas største seværdighed de få minutter, det tog at bære poserne tilbage på hotellet. Endelig kom dagen så, hvor julefesten skulle holdes, men inden vi kunne tage del i glæderne, skulle vi på det, der viste sig at blive en dagsudflugt til et 15 meter højt vandfald ved Kilimanjaro. Og nok var turen lang, meget lang, men bestemt hele turen værd, da vi kunne svømme i det kolde vand, for derefter at kravle op ad klipperne og ind under og bagved selve vandfaldet, og nyde det utroligt fredsfyldte miljø med vandet faldende i store stråler, mens man sidder og nyder moder natur, og den opfriskende følelse den kan bringe. Og endeligt den bedste omgang massage af de hårde slag, alt afhængigt af hvilken sten og position man valgte at stå i, bankende ind mod kroppen for at gøre den mere mør, end havde jeg dyrket intens sport i flere timer. Så mørbanket efter ca. 20 minutters full body massage, så det at tage tøj på igen virkede anstrengende. Og at skifte tøj blev også den næste store opgave, da dagen viste sig længere end forventet, og vi derfor skulle skynde os for ikke at være for sent på den til Projects Abroads store julefest, hvor vi mødte de mange voluntører i Arusha, samt personalet, spiste, legede pakkespil, og efter bedste Arusha-maner sluttede med en tur i byen til Via Via. Noget der måske ikke var det klogeste med dårlig mave og en meget tidlig morgenbus, men  bestemt en god aften, hvor man samtidig blev præsenteret for det gode sociale miljø, der er at finde her i Arusha, hvor voluntører fra andre organisationer mødes på de samme natklubber for at feste og hænge ud. Så hvad gør det, at man kun får to timers søvn, og derefter skal retur til det savnede Dar es Salaam, der i mellemtiden er oversvømmet af flere dages voldsom regn, med flere dødsfald til følge, for at lave de sidste forberedelser inden jul.
Så glædelig jul alle sammen.

Heri ya Krismas !! So nun ist schon weihnachten, auch wenn es sich so ganz anders anfuehlt und hier auch ganz anders ist. Denn wenn wir unsere gastfamilie fragten, wie denn gefeiert wird, bekamen wir imemr nur die Antwort 'special food", worunter wir uns nicht wirklich viel vorstellen konnten. Letzendlich war es dann Pilaw, das ist eigentlich nur Reis mit bestimmten Gewuerzen und manchmal Fleisch drin und dazu Salat. Unsere Gastmutter fragte uns jetzt einfach jeden Weihnachtstag, was wir gerne essen moechten. Am 23. schmueckten wir noch unseren suessen Plastiktannenbaum und hoerten in endlosschleife, was hie runter Weihnachtsmusik verstanden wird wie daddy cool oder No woman no cry...bis wir dann auch eine CD mit "unserer" Weihnachtsmusik gekauft haben, die jetzt ebenfalls ununterbrochen laeuft. Am 24. haben wir mit  Glory noch Platzchen gebacken mit meinen mitgebrachten Austecherle und am 25. morgens haben wir dann unsere geschenke augepackt und unsere auch unserer Gastfamilie gegeben. Abends nach dem Dinner sollten wir uns dann ploetzlich zusammen aufs Sofa setzten und diese lustigen Merry Christmas-Huetchen tragen. Dann wurde das Licht ausgemacht und ich glaube ein Weihnachtslied gesungen und unsere Gastmutter kam auch mit einem dieser haesslichen Huetchen auf dem Kopf mit geschenken fur uns aus der Kueche. Das musste dann natuerlich gleich fotografisch fetsgehalten werden, wie wir unsere Geschenke, naemlich eine kleine Torte von ihr gemacht und fuer jeden eine Christmas Karte und zwei Armreifen, entgegennehmen. Es war eine herrliche Situation, aber einfach so lieb gemeint. Auf den Strassen ist es gestern undf heute sehr ruhig, so ganz ungewohnt aberr soo angenehm. Viele menschen hier tragen besonders gute Kleidung und ich glaube sehr viele gehen in die Kirche, unsere Familie komischerweise nicht, obwohl sie sonst fast jeden Sonntag geht. Also, Ihr hoert, es ist hier in tansania wirklich ein ganz anderes Weihnachten, zumal es auch noch sehr warm ist. Ich kann sagen, dass ich das deutsche Weihnachten schon irgendwie vermisse und freu mich jetzt schon auf naechstes Jahr und hoffe dann auf weisse weihnachten! :)

Die Woche vor weihnachten, naemlich am 18. dezember bin ich ja auch noch auf safari gegeangen fuer 4 tage. 1 Tag Tarangire, 2 tage serengeti und 1 Tag Ngorongoro Crater. Es war echt eine tolle erfahrung, die Natur ist so beeindruckend und wechselt sehr schnell. Der tarangire Nationalpark ist zb sehr gruen, mit Huegeln, Fluessen und vor allem Elefanten. Dort war es auch sehr warm, weil es noch nicht so hoch ist. Im Serengeti Park ist es schon deutlich kuehler und ganz flach, mit einer scheinbar endlosen Weite. Nachts haben wir in einem Camp geschlafen, Zelte, Essen und alles nimmt man im Auto mit (beeindrucken wie das alles reinpasst), sozusagen mitten in der natur. Dort kann es dann durchaus auch mal vorkommen, dass man nachts Besuch von einem Loewen bekommt, was bei uns zum Glueck nicht der fall war... dafuer haben in der naechsten Nacht im Ngorongoro Camp aber schoen die buffalos neben unserem Zelt gegrast, es kam ein Elefanmt vorbei und die Hyaenen haben geheult. Wenn ein Loewe vorbeigekommen waere, haetten wir den ranger rufen sollen...wie die sich das genau vorstellen weiss ich bis jetzt nicht. der Ngorongoro Krater ist auch total beeindruckend (spaeter kommen hoffentlich noch Fotos) und dort kommen die Tiere sehr nah ans Auto. ich will jetzt nicht alle Tiere aufzaehlen die wir gesehen haben, aber die Big 5 waren es jedenfalls und riiiesige Herden von Zebras Buffalos, Timons & Pumbas, viele Elefanten und weit entfernte Loewen, Tiger und Leoparden und und und...

Als ich dann am Donnerstag wieder das war gabs eine Christmas Party von projectsabroad, bei der alle Freiwilligen etwas aus ihrer heimat kochen oder backen sollten, sodass es von Bruschetta bis Pilaw echt viel gab. ich hab mit zwei anderen deutschen Maedels ChocolatChipCookies gebacken mit echter (!!) Lindt Schokolade!! Spaeter haben wir dann noch gewichtelt, also jeder hat ein geschenk mitgebracht und dann durch Wuerfeln ein anderes bekommen, fuer mich gabs ein lustiges TShirt mit der Aufschrift "pole pole" - langsam, langsam (was hier sehr oft gesagt wird) und einer Schildkroete drauf. das war ein sehr schoener Ersatz weihnachtsabend mit ein paar Gleichgesinnten, die auch ihr weihnachten in der heimat vermissen. Am Freitag war ich dann mit in einem anderen Krankenhaus, Ngarenaro Healthcenter, wo hauptsaechlich Frauen zur Entbindung hinkommen. So sah ich dann passend zu weihnachten meine erste Geburt. Es war sehr interessant und ging so schnell, ruck zuck war das baby da. Komisch ist hier nur, wir gleichgueltig die Muetter alles hinnehmen, sich ihr Baby nichtmal genau anschauen, sondern sich nach der Geburt einfach wieder ohne ihr kind ins bett legen. Die Frauen geben auch keine Geraesche oder so von sich, sonst werden sie von den Nurses boese angemacht. naja, fue rmich war es trotzdem sehr interssant zu sehen und diese Woche werde ich dort wohl eine Nachtschicht mitmamchen, da  es nachts wohl viel mehr Geburten und somit auch mehr zutun gibt.

Euch allen noch frohe Weihnachten!!

Eure Luisa

Julen er en ganske særlig tid, så hvorfor ikke lave en ganske særlig juleblog, hvor den søde julemusik vil gemme sig mellem linjerne når jeg vil fortælle min egen lille julehistorie her fra Tanzania.

Det var tidlig morgen. Den kolde vind slog endnu engang mod døren, ja nærmest passerede gennem rimen på vinduerne ind i stuen, køkkenet og alle værelserne for dermed at vække selv den mindste ting der knap nok kunne gå. Den ellers generelle opvarmning af huset synes forsvundet fra tid til anden, og tilbage kun den indre varme, der altid er at finde, når julen er på vej. Et hurtigt kig i julesokken efter en decembergave, for jo, på loftet sidder nissen, ham vi ved der er så sød. Mange små trip ind til mor og far, under den varme dyne for at åbne den første gave og begynde den længeventede december måned, hvor snow is falling, all around me, children playing, having fun. Kulden er der stadig og det er tid til at rykke lidt tættere sammen, varme hinanden her i optrapningen til hjerternes fest. Gavepapiret flås febrilsk af, og et lille suk høres. Altid det samme, ligesom last christmas, en lille figur, et stykke tøj. Den ellers dejlige morgenhygge falmer i takt med smilet, dagen skal i gang, åh lad det blive en god dag i dag. Jingle Bell, Jingle Bell lyder i radioen, og sneen daler, for udenfor er det frost. Gad vide om jeg kan lave en snemand Frost, eller en hule eller måske lege sneboldskamp med far. Sikkert ikke. Ingen gider at lege med mig. Skulle julen være en hyggelig tid? Nej. Sikken voldsom trængsel og alarm beskriver den bedre. Selv julelyset bliver tændt i en fart, da den ligesom alle andre skal nå en helt masse inden jul. Jeg tror nu sagtens lyset kan nå at brænde ud. Men ikke i dag for vi skal allerede ud af døren, og jeg puster derfor lyset ud, og vælter samtidig det lille nisselandsskab af kravlenisser, der efterhånden er ved at være flere år gammelt, måske vi skulle lave nogle nye. Mor har alligevel lovet at vi skal julebage så måske vi kan gøre begge dele. Far kører mig til skole, jeg har nemlig ikke lyst til selv at begive mig ud i dette vejr. I skolen går der en julemand rundt i klasserne og deler små godter ud. Lige nu er han ved de mindre klasser. Vi snakker alle om vores jul derhjemme. Julen kommer før end vi ved, lille Peter gemmer på en julehemmelighed, men lidt må han fortælle, sådan er jo nemlig børn, så derfor hvisker Peter.... Jeg tror og håber snart julemanden vil komme til vores klasse. Juleknas, flitter og stads, to små børn, lytter ved døren. De hører tit, mystiske skridt, det er vist ham, gik han forbi. Det var en skam, nu håber vi, det må være ham, der banker derude. Endelig!! Det kribler i maven, små sommerfugle flyver rundt selvom det er juletid, men kun for et kort øjeblik. Det er ikke den rigtige julemand! Han er falsk. Jeg tjekker alligevel skægget for at være sikker. Og ja den er god nok. Det er en snyder. Hvorfor kan man finde på at snyde? Flere af de andre så jeg hev i det falske skæg, og julemanden forsvandt da også hurtigt ud af døren igen, hvilket passede mig fint. Du kære gamle julemand, var kun et eventyr, som i en duft af julegran, hersker i barnets juleland og vækker vild postyr. Hjemme igen og skillema-dinke-dinke-du hvor jeg glæder mig til at bage og forhåbentlig klippe og klistre så julen bliver helt perfekt, præcist som den plejer. Bar’ det altså snart var jul, og bar’ mor altså snart kommer hjem. Hvordan kan hun være sent på den når hun lovede. Vi plejer altid at julehygge og julebage. Julen er traditionernes tid og traditioner skal vi ha’, der blir’ lavet hjemmebag. Der skal kravlenisser op, stjernelys i træets top. Og alle klipper julehjerter, også juletræet er der, der blir’ spist konfekt og nødder, for det er glædens tid. Mor kommer forhastet og stresset med sne på frakken buldrende ind af døren, og undskyldende går hun straks i gang med forberedelserne. Hun havde altså ikke glemt det. Der tændes tusind julelys, eller i hvert fald 4-5 stykker, og vi går i gang med at bage. De første kager er i ovnen og i mellemtiden nyder vi julens hygge, den glade jul. Jeg ser nu også hvorfor mor var sent på den. Der er travl hos mor og far, de sidste gaver skal vær’ klar, julekort har vi nu fået, for endnu et år er gået. Mor kigger bestemt på mig, og siger, at jeg ikke må kigge. Jeg har pludselig ikke lyst til at julehygge mere, kan ikke tænke på andet end gaven i posen. Mor fortsætter nu alene i køkkenet, hun har stadig en del, hun SKAL have baget. Så hun lægger vel heller ikke mærke til om jeg kigger blot en enkelt gang i juleposen. Tøj, tøj og tøj og alt sammen i min størrelse. Hvorfor skal jeg hvert år skrive ønskeliste, når de alligevel ikke køber noget af det. Skod-jul! Mor plejer ellers altid at synge Bamses julesang, du kan ønske hvad du vil, når du ser en julestjerne. Lige fra tog til puslespil, til en rejse til det fjerne. Du kan ønske at det går dem godt, dem du aller bedst kan li. Der er ingen grænser hvis du blot, har en smule fantasi. Du kan ønske hvad du vil, hvis du tror på julemanden. Det er let og lige til, du skal bare bruge forstanden. Du kan ønske børn i verden snart, for det lige så godt som os. At de holder fred og får det rart, det er bedre end at slås. Måske hun skulle lytte noget mere til sin egen sang. Eller måske er det fordi, jeg ikke er den hun allerbedst kan li’? Og julemanden tror jeg ikke længere på, de fleste er alligevel falske. Mon det blir' jul i år? Det er snart ved at være sengetid, dagens julekalender med Krummerne er forbi. Og ligesom i filmen, føles det som om, at julen er væk. Og være gode ved hinanden, for ellers blir' det aldrig rigtig jul, tsshh, sig det til mine forældre, de giver bare tøj. Ups! Det blev vist sagt højt. Eller også kunne mor godt se på mit manglende humør, at der i hvert fald er noget helt galt. Hun er dog underligt nok ikke sur. Hun nærmer sig i stedet langsomt min seng med de samme blide øjne som altid, inden jeg skal sove. Sætter sig forsigtigt på sengekanten, og tørrer de få tårer, der langsomt triller ned af min kind. Med grådende stemme får jeg fremstammet, at jeg ikke vil holde jul i år, at julen er træls. At jeg ikke vil have tøj, og at julemanden ikke findes. Mors hånd aer fortsat min kind som en behagelig vinduesvisker, der fjerner de salte tårer. Med rolig stemme som havde hun set denne dag komme, spørger hun om jeg vil, at hun synger lidt for mig. Hulkende får jeg nikket mig til et ja, og hun starter med at synge lidt fra Bamses sang igen, ”du kan ønske børn i verden snart, får det lige så godt som os. At de holder fred og får det rart, det er bedre end at slås.” Jeg elsker når hun synger så smukt, fra sjæl til sjæl det lød. Også selvom hun ofte zapper imellem julesangene, og for det meste synger de linjer hun bedst kan lide. ”It’s Christmastime, there’s no need to be afraid. At Christmastime, we let in light and we banish shade. And in our world of plenty, we can spread a smile of joy. Throw your arms around the world at Christmastime.” Mors behagelige julesange fik den ønskede effekt, for pludselig var jeg til julebal i nisseland og videre ind i drømmeland, hvor tingene pludselig syntes forandret. Som et fremmed barn alene i mørket, et fremmed land uden lys. Mors stemme hørers stadig svagt, ”så rækker du din hånd ud af mørket, og pluds’lig er der lys.” Det fremmed barn var mig, og lyset var den bagende sol. To små børn, jeg aldrig har set før, tager min fremrakte arm, og fører mig hen til en mærkelig lille bygning, der ikke ser ud af meget. Bittesmå huller i døren som boede der mus, måske Julius julemus? Nej julen syntes ikke at stråle med sin glans her. Dejlig er jorden, men hvad er dog dette for et sted? Et ganske lille hjørne, med bumpet og ru overflade af noget lignende cement med støv og sand, skulle forestille at være en legeplads. Men hvor er legesagerne? Jeg kan kun se nogle få sten, et lille hjul med tilhørende stang og nogle få vendespilbrikker. Næhh jeg vil hellere lege med mit nye computerspil. Gad vide hvor de gemmer computeren? En klokke ringer, mon det er juleklokken? De to børn der stadig holder i min hånd, slipper nu, for derefter at løbe i spurt hen mod den klingende lyd, der klingrer omkring hjørnet. Imens kan jeg da lede efter computeren, hvis alle børnene alligevel er udenfor, må den vel være ledig. Inde i bygningen er der stort set ligeså tomt som udenfor. Et helt bart gulv, støvet og med ganske få skamler. I loftet hænger en lille propel, der dog ikke ser ud til at virke, bare den dog gjorde, jeg kunne godt bruge lidt koldt luft. Der er ingen tegn på computer eller fjernsyn, hvad mon de for tiden til at gå med? Udenfor er der en larmende stilhed, kun nogle få skrig bryder igennem og et enkelt lille gråd, fra en af de mindre drenge der tilsyneladende er blevet skubbet væk fra et stort sølvfad med en mærkelig hvid substans i midten. Det ligner i hvert fald ikke risengrød. Gad vide hvornår vi skal spise, jeg ville nu gerne have lidt grød i maven, og varmen hjælper ikke ligefrem på sulten. De sidste børn nærmest slås om pladsen for at få det det sidste hvide stads. “The sun is shining, the grass is green. The orange and palm trees sway. I’m dreaming of a white Christmas, just like the ones I used to know, where the treetops glisten, and children listen.” Fadet er nu halvt tomt, måske jeg skulle åbne vinduet og kigge nærmere på det. Hvis bare jeg kunne få dette hullede myggenet til siden. Måske skulle jeg bare opgive. Det ser nu alligevel ud til at de hygger sig derude, man kunne undre sig hvorfor. Det er december, og her er ikke skyggen af julestemning, hverken sne, gaver eller pynt, og hvad er julen uden det? Do they know it’s Christmastime? ”At Christmastime it's hard, but when you're having fun, there's a world outside your window, and it's a world of dread and fear. Where the only water flowing, is the bitter sting of tears. And the Christmas bells that ring there, are the clanging chimes of doom. Well tonight thank God it's them instead of you. And there won't be snow in Africa this Christmastime. The greatest gift they'll get this year is life. Where nothing ever grows. No rain nor rivers flow. Do they know it's Christmastime at all?” Gad vide om julemanden kommer til byen her, med sine rensdyr flyvende i sin kane. Måske er det for varmt. Udenfor porten stor en høj hvid dreng, med to sække i sin hånd. Hvad mon han laver her? Han taler mit sprog, eller synger. ”Nu begynder julen jo at banke på, vi sætter hanke på, og klipper julehjerter. Lille skat der gav du mig en god ide, nu må du ikke le.” Hvorfor skulle jeg da også le? Der er ikke meget der er sjovt her, og tilsyneladende findes der også julemandsfalsknere her i Afrika, for den hvide mand ligner nu julemanden med skæg og hat og sæk. Han åbner forsigtig porten til bygningen hvor jeg står.” HO HO HO, Merry Christmas”. De mange smil og julelys i børnenes øjne stråler og smitter selv af på mig. Mon jeg er den eneste, der kan se, at han er falsk? Julemanden åbner sin ene sæk og giver den til en af de voksne som en fælles gave. LEGO i forskellige størrelser, farveblyanter, små bolde og biler, papir og balloner er hvad der gemmer sig i sækken. Og tilsyneladende elsker børnene det. Alle kigger forundrende med et bredt smil og glimtende øjne på den voksne som viser de forskellige ting frem. En glæde og et kuldegys farer selv gennem min krop, og får selv de mindste hår til at rejse sig. Lidt julestemning er der altså, men julemanden er jo stadig falsk. Det er ikke rigtigt. Skulle jeg sige det? De ser jo så glade ud, som små engle hvis ”asante sana” sjunger i kor. Langsomt nærmer de sig denne fremmede venlige mand, og en efter en får de lov at sidde på hans skød. Dejlig er den himmelblå jeg får selv sådan en lyst til at sidde derpå. Køen føles pludselig så uendelig lang, men glæden lyder som mors julemusik i mine ører. ”Der er ingenting som glæden ved at gi, til en som man kan li, og vise sin sympati. Der er ingenting som glæden ved at gi, selv når den er forbi, er man så varm inden i fordi, man bliver så glad af at gi.” Glad hopper jeg op på julemandens skød, hvor jeg må vælge lidt slik fra hans julegodtepose. ”Det er så dejligt at gi en gave, måske en ting som du selv har lavet. Det er ikke gaven der gælder, det er jo tanken der tæller.” Julemanden er dejlig varm og varmen fylder da også mit hjerte. Måske det er derfor man kalder julen hjerternes fest. Den glæde der varmer os op indefra selv i den kolde tid. Jeg kan høre julemanden synger lidt for sig selv. ”So this is Christmas and what have you done. Another year over, a new one just begun. And so this is Christmas, I hope you have fun. The near and the dear ones, the old and the young. A very merry Christmas and a happy New Year. Let's hope it's a good one without any fears.” Trods den dybe stemme minder sangen alligevel om, når mor synger sangen. Måske en smule bedre. Eller skyldes det selve atmosfæren, der trods mine mange manglende forestillinger om den perfekte jul alligevel har bragt julehumøret frem. ”Nu vi den hellige time, står vi i stjerneskær. Og høre klokkerne kime, for nu er julen her”.
Pludseligt er det blevet helt mørkt. En stjerne skinner i nat. Julemanden og børnene er forsvundet, men den glade julestemning følger mig stadig, nu med sang. ”And so this is Christmas for weak and for strong, the rich and the poor ones, the road is so long. And so happy Christmas for black and for white. For the yellow and red ones, let's stop all the fights.” Jeg åbner langsomt mine tårevædede øjne
De sidste linjer havde vi sunget i kor
Juledrømmen fjernet har alle løgne
Jeg ved nu hvor den sande juleånd bor.

Julemand falsk eller ej, ja han kom ind
Med julesække i sin hånd
med julehumør og julesind
Medbragte julens ånd

Julen er traditionernes tid
men også hjerternes fest
vi glemmer ofte i travlhed og flid
at være hinandens gæst

At fejre julen som den er
at glædes over det vi har
værdsætte alt hvad vi har kær
søster, bror, mor og far.

”Og mind os om at julens bud er kærlighed og fred. Til hvert et fattigt hjerte send, dit lysstrejf ned fra sky, så finder det den rette vej og det blir jul på ny.” And so I'm offering this simple phrase. To kids from one to ninety-two. Although it’s been said many times, many ways. A Merry Christmas to you.
Snip snap snude, nu er den julehistorie ude. Tip tap tønde, lad julen begynde.

Børnene i TCRN, Amani og Chakuwama børnehjem har nu haft besøg af julemanden, fået gaver og forhåbentlig en uforglemmelig oplevelse. For mig var glæden i hvert fald enorm, og jeg håber nu denne glæde vil fortsætte hele julen, både i Tanzania, Danmark og resten af verden. Måske julemanden kigger forbi hos dig, uanset hvad så ønsker jeg Jer alle en rigtig glædelig jul.

I would like to write a blog to thank the amazing care volunteers we have had in Dar, who are behaving like Christmas angels and bringing gifts to the naughty and the nice! Thank you to all of you, and specifically I would like to point out the following volunteers...

Since our Medical Outreach at Chakuwama a few months ago, we have been seeing major changes in terms of hygiene of the children, cleanliness of the home and attitude of the carers. Aside from these important behavioural adjustments, the orphanage has also changed in its physical existence!  

Megan Turner (Care volunteer , Australia) has through her fundraising and coordination  arranged for every one of the 80 children to have their own plate for eating, underwear for each child,  desks and chairs to sit at in their classroom and clean sheets on their bed.  She has also had the Gazebo outside rebuilt to have a place for shelter for rain and sun outdoors. Megan, thank you for your amazing contribution an inspiration! You will be dearly missed.

At Amani  Orphanage, Lisa Hoy (care volunteer, Canada) and Rebecca Chasse (care volunteer, USA) have also made their mark donating school fees for the children, so that they could go back to school. What an incredible gesture. These two volunteers have contributed so much to the centre. I went to be with Rebecca on her last day when all the children made a little speech for her, it was very moving, to see a four year old stand up, and with hands nervously playing with dress say : ‘Thank you teacher Rebecca for bringing us balloons... colours.... and panting my face because it feels funny’. Everyone in the room was in tears by the time we left!

Goodbye hug- Rebecca Chasse at Amani Orphanage

Our volunteers Ditte Therkildsen (care volunteer, Denmark) and Jasmijn Westerhoff (medicine and care volunteer, Netherlands) have also been acting like santa claus, and have provided Al Madina orphanage with two gas rings to cook with instead of coal which fills the tiny orphanage with smoke every day.  They have also brought a heap of toys and educational materials, thank you so much.

Jasmijn Westerhoff (medical and care volunteer) and Ditte Therkildsen (care volunteer)giving their donations to Al-madina orphanage

Big thank you to Nickolai Gaards (Medical volunteer, 5 months) who will be arriving at the orphanages on December 24^th,  dressed as Santa Claus to give the children a Christmas to rememeber forever! Ho Ho HO!

So many other volunteers have also been contributing and changing the orphanages in Dar, thank you too!

These last few weeks I have been overwhelmed by the pro activeness of our volunteers. One after the other, volunteers have been busy fundraising with their friends and family back in their home countries and have of their own initiative started to address important issues in their placements with regards to lack of resources.

We spend a lot of time here in Dar thinking about the best way to use volunteer donations to positive effect, and our partner organizations what their most urgent needs are.

A few weeks ago we had a special meeting to discuss a care placement, Tanzania Child Rescue Network. The orphanage house was being reclaimed by the landlord and the children were going to be left without a place to live as there was little notice and no funds available to rent a new house. We started dreaming big, about buying land and building a children’s village, and talked about fundraising through sponsored runs and so forth, but suddenly the house was reclaimed much sooner than we could have imagined, and when we went to do our medical outreach there last week, we found the 20 children at ‘school’, with all their belongings under a tree. At this point we knew we had to move fast and we located a temporary house we could move them to for 6 months to a year until we could find that piece of land. The house was small and simple but fine.

Vicky and Pastor Douglas viewing a potential plot

The next day, Projects Abroad volunteers and Projects Abroad had put enough funds together to pay the rent on the house for 6 months, but when we went with the money to pay, someone else had already rented it out.

Through talking to many different people and explaining the situation, Pastor Douglas who runs the orphanage found a house and negotiated for the same price. The only difference is, this house really feels like a HOME. Its garden is fenced with bright pink Bourgainvilla bushes, there is a fresh sea breeze, an outdoor shelter and best of all a beautiful little house full of character. There are proper toilets, and there is even furniture meaning all the children now have mattresses to sleep on.

Larning how to make Chapati at TCRN

An enormous thank you goes out to Christina Nilsson (ex care volunteer, Denmark), Sherin Wintler (Medical Volunteer, Switzerland), and Inge do Jong (Medical volunteer, Netherlands), who donated towards this new home so generously, and have guaranteed the rent for the whole year. Now we are raising funds to hopefully buy a piece of land to build a permanent home for Tanzania Child Rescue Network.

On dirty day we all went to the house and put in a vegetable garden and I wanted to let you all know that the vegetables are growing! Especially the carrots and the cucumbers.

Thank you to everyone who has helped make this happen:). Let’s keep dreaming!

Lige pludselig går det op for mig, at der bare ikke er længe til jeg ta'r afsted til Tanzania. Det er ret vildt at tænke på at om 3 uger sidder/står/ligger jeg i Tanzania og helt sikkert har en masse tanker om, hvordan de næste 3 måneder vil bliver. For lige nu har jeg ingen anelse om, hvad de vil bringe mig. Jeg håber på at få en masse gode oplevelser med nogle helt fantastiske børn og voksne. Jeg håber også at jeg får mulighed for at se noget af området og naturen omkring Arusha, som er den store by jeg skal bo i nærheden af. 

Jeg er fuld af forventning og glæder mig til at få svar på alle de spørgsmål og tanker jeg har omkring, hvordan det hele er dernede... Det bliver super spændende!

På samme tid er jeg lidt skræmt, først og fremmest fordi den forbistrede flyvetur først skal overståes. Mig og fly er bare ikke de bedste venner, håber det kan ændre sig! Jeg skal alligevel flyve ret lang tid -Så jeg kan ligeså godt vende mig til tanken, selvom jeg ikke er meget for det :D 

Håber på at kunne skrive en lille status inden jeg tager afsted, og ellers bliver det først når jeg er i Tanzania. - HVIS jeg får tid til det! :) og mulighed for at komme til en computer. 

Saa kom der endelig lidt regn! Selvom det er den lille regntid hernede har jeg ikke oplevet meget regn i de nu 20 dage jeg har vaeret her, og vejene var ved at vaere meget stoevede ! Tiden flyver afsted, isaer naar man har lagt planer hvilket jeg havde sidste weekend. Mig og Caroline - en anden frivillig hernede, havde besluttet at planlaegge nogle ture i weekenden faar at komme lidt rundt og se noget af omraadet vi er i. Saa loerdag tog mig og hende afsted til byen faar at moedes med en guide som var arrangeret gennem projects Abroad, hvilket i oevrigt er helt fantstisk selvskab at rejse med, masser af arrangementer og hjaelp til selv at tage pa ture :) - Naa men vi moedte vores guide, betalte for mad, og koerte saa afsted mod vandfaldet. Vi havde faaet af vide af en anden pige som havde set vandfaldet at det havde vearet en 7 timers tur, saa vi var forberedt paa at vandre en del, men vi fik aabenbart luxus udgaven af turen, vi blev koert naesten hele vejen, saa der kun var omkring en times gaatur til vandfaldet. - Men, selve koereturen var en oplevelse, idet vi koerte op igennem en lille by af meget bulede stejle veje. De andre faa biler som passerede os var alle 4-hjulstrekkere, saa da vores almindelige lille bil kaempede sig vej op af vejen, - som i oevrigt derhjemme slet ikke ville blive betegnet som en vej, mere et bredt traktorspor, kunne man hoere bilen skrape imod vejen, gaa halvt i staa og hoppe som en vild for at komme fremad. Jeg kan godt sige jer at mig og caroline fik udvekslet en del skeptiske blikke ;) - Men frem det kome vi da til sidst, og saa var der vare en skoen lille hike paa en times tid til vandfaldet. En fantastisk flot tur, gennem skov og ned af meget stejle skaenter, klatring nedad og over flod og store sten for til sidst at komme frem til et smukt, meget hoejt vandfald.
Da vi havde betraktet det et oejeblik sagde vores guide til os at vi skulle kravle op af klipperne og om bag vandfaldet, saa det gjorde vi saa - og blev plask vaade! lidt koldt, men solen var heldigvis lidt fremme inde bag alle klipperne saa vi satte os og toerrede mens vi spiste vores kaempe store madpakke, ineholdende bade pandekage, donut, halv grillkylling, kartoffel og koed paa spyd, juice og ukendt indbagt ting! - Igen, det er helt utroligt saa storre portioner de spiser hernede. Og turen op af skraenten, med fuld mave var meeeeget haard!

Soendag tog jeg med 7 andre frivillige en tur rundt om en soe, hyggelig og flot lille gaatur gennem meget taetbevokset skov.

udover at arrangere og vaere paa tur hygger jeg, og slapper af med familien som jeg er rigtig glad for at bo hos! jeg leger og spiller spil med boernene, ser film - ja de har tv, og holder meget af at se musikvideo og film. Ellers hygger jeg med at se paa mama-tina lave mad og snakke om danmark og laere om tanzanias kultur. i gaar fandt jeg til min store glaede ud af at de ogsaa har risengroed hernede, saa det vil mamma Tina lave til mig en dag :) og saa vil jeg bare glaede mig til de faar juletrae ind saa kan det vaere der kommer en lille julestemning frem i mig ;)
Har lovet at lave noget dansk mad til dem en dag, saa jeg vil forsoege at kaste mig ud i at lave boef med loeg, brun sovs og kartofler ;) Bliver spaendende hvordan det kommer til at gaa!

På Mwananyamala Hospital vil flere læger og sygeplejersker mene, at har man assisteret en operation 4-5 gange, så kan man sagtens efterfølgende tage patienterne selv. En opfattelse jeg bestemt ikke er enig i, da manglende viden samt erfaring gør denne holdning meget uansvarlig over for den pågældende patient. Man bør da i det mindste have overværet 7-8 stykker
Af samme grund har jeg derfor ikke haft mine egne patienter, medmindre det har været meget simple ting såsom at tjekke blodtryk, men derimod observeret og assisteret en del. Men i denne uge valgte jeg så at være i det samme rum, hvor jeg startede for godt og vel 12 uger siden, nemlig rummet med mindre skader, hvor ordet mindre her ikke skal tages alt for bogstaveligt, for det er jo Afrika, og selv små ting her kan være store, men størstedelen er dog overkommeligt, hvilket betød, at jeg mandag og tirsdag i stor grad kunne assistere lægen derinde, som så overlod nogle af de ”nemme” patienter til mig alene, så jeg havde faktisk mit eget lille område med bord og seng, hvor jeg så kunne fjerne sting, rense sår og lave nye forbindinger.
Onsdag blev det så min egen tur til at ligge i sengen. Sygdom har jeg set stort set hver dag her i Dar es Salaam, men første gang i år og så endda præcis midtvejs i mit ophold her i Tanzania fik jeg det også at føle på egen krop. Temperatursvingninger, lidt feber, forkølet, lidt ondt i halsen og hovedet og manglende koncentration, alle sammen symptomer på malaria, i hvert fald hvis man spørger den almene læge samt enhver person på gaden. Og min værtsfar var da også hurtig til at spørge, om jeg tog medicin, eller om jeg skulle på en klinik, hvilket jeg måtte sige nej til begge, da jeg ikke selv var så forskrækket over mine symptomer. Men dejligt at føle bekymringen fra sin værtsfamilie.
Torsdag var helbredet ikke blevet bedre, og min roomie, trumfede også sygekortet herhjemme, da han lagde diarrekortet på bordet, eller toiletbrættet, og derfor vandt et lille doktorbesøg på en klinik. Jeg derimod valgte trods mine få skavanker at tage til den længe ventede Medical Outreach denne gang på børnehjemmet Al-Madina. 51 børn blev her gennemtjekket på bedste Medical Outreach-maner, og ligesom hos mig blev flere mindre skavanker fundet, men heldigvis (endnu engang) blev der ikke fundet en eneste positiv HIV test, og som det 52. barn blev jeg for en sikkerheds skyld tjekket for malaria, og nok vil jeg gerne se positive ting, men denne gang ønskede jeg et negativt resultat, hvilket det heldigvis også var, så jeg og ikke mindst min værtsfar kunne ånde lettet op.
Fredag kom den her i Tanzania længe ventede dag. 50 års uafhængighed. En kæmpe begivenhed for alle og vi havde da også planlagt at skulle på stranden, men ikke mig. Utilpasheden var stadig ikke forsvundet, og de mange afrikanske festligheder måtte jeg i stedet overvære gennem fjernsynet. Ikke ligefrem den dag man havde håbet på, men alligevel en dag der må siges at være brugt fornuftigt. Jeg fik nemlig vasket, pakket, planlagt og generelt forberedt mig på min kommende safari. De sidste forberedelser er så blevet gjort i dag, håber jeg da. Jeg er nemlig lige kommet hjem fra et julemarked, hvor ja der var da lidt julesager, og skal nu til at tjekke de sidste ting, inden jeg i morgen meget tidligt skal med bussen til Arusha og dermed begynde min safari til det berømte Serengeti og Ngorongoro Crater. Noget jeg glæder mig rigtig meget til, og derfor håber inderligt, at den sidste utilpashed vil forsvinde hen over natten, så oplevelsen bliver så overvældende som muligt. Så nu skal tjeklisten løbes igennem og så ellers tidligt i seng. Så god nat herfra Dar es Salaam.