Een kleine update op de vorige blog. Nadat we in de avond na een lange dag werken eindelijk thuis kwamen hoorden we dat er geen schoten meer gevallen waren. We waren allemaal heel blij en dachten dat het nu allemaal over was. 's avonds rond een uur of 10 begon de crazy man weer. 4 dagen achter elkaar was het elke avond en elke ochtend wel raak. Nu hebben we al 1,5 dag geen schoten gehad dus ik denk dat ze wel zijn uit gevochten! Eergister ochtend werden we allemaal vroeg wakker door een hoop kabaal op de straten. Het had de hele nacht heel hard geregend. Zo hard dat zelfs slapen lastig was. We hoorden van de familie dat de rivier in Kasoa overstroomd was. Buiten het huis konden we de rivier onze straat in zien komen! Het was 10 jaar geleden dat de rivier voor het laatst overstroomd was. Er reden geen auto's meer dus we moesten lopen. Tot onze knieen in het water. In het begin vond ik het wel grappig en het leek allemaal niet zo erg. Maar hoe verder we kwamen hoe erger het bleek te zijn. Overal op de straat dode kippen en geiten. Er was geen electriciteit door de regen dus we konden niet het nieuws kijken. De volgende dag hadden we weer electriciteit dus we konden eindelijk het nieuws zien. Accra de hoofdstad van Ghana staat voor een groot gedeelte blank. Er zijn zeker 5 doden gevallen en ook in Kasoa! We wisten niet wat we hoorden.Voordat ik vertrok naar Ghana had ik niet verwacht dat ik zoveel zou mee maken.

Morgen vertrekken we  voor een week naar het noorden van Ghana, dus er staat ons nog veel te wachten. Heb er ontzettend veel zin in. Tot over een week! 

Writing my blog at the internet cafe is proving to be a real challenge so i'm writing at home to see if it helps! After last weeks power failure mid-blog and the slow speed together with the dodgy keyboard and mouse I'm happy to be typing on a fully functioning notepad! Let's see what happens when I try to upload!

As you'll see, photo uploading has been painful too, I'll try again I promise!

What has the last week brought? Luise has recovered now, and everyone else seems well apart from Carmen's tick bite and ringworm and Julie the newest volunteer has had a cold and spent 2 days in bed. Ringworm is rife at the orphanage, with almost all of the children having it somewhere, it's inevitable that the volunteers will catch it at some point with the children clambering all over us.

A new girl arrived at the orphanage last week, she was “found” by one of the children on the way to school, she is very badly neglected and her full story is not yet clear. The police and social welfare are looking in to it, but there is a claim from the family that she is a witch. (I think that she quite likes me, so I'm not worried about the juju yet!) Life at the orphanage is going really well, we have been varying the times that we visit so that we can help with other duties, We have a brilliant time when we do the late shift, helping to cook for 150 or more people, feeding, bathing, changing the children. The atmosphere is really good with band practise, dancing, drumming and parade all going on around us. We have made great progress with some of the children, the youngest children seem to be flourishing with the attention and activity that we're providing. The babies are really progressing with my favourite, Rosalinda being like a different child, she is more active, happy and is eating so much better, we saw her crawl for the first time this week, she's about 9 months old-nobody really knows. It's amazing, the staff are even calling her my baby! As for Kobe's ear, it seems to be much better and he's far happier, I'm not sure that it's 100% but we'll keep an eye on it.

Last weekend we travelled to Nungua junction at the other side of  Accra, for the wedding of one of the Projects Abroad staff, Rhoda. After a 3 hour journey in several tro tros we arrived for the engagement ceremony which was really great, much singing and gift giving. This was followed later in the day by the wedding itself, everyone enjoyed the day and all the gifts that the guests received, we now have plenty of hankies!

Our journey home was fun, as usual, we provided much entertainment to the other passengers in the tro tro. On the way home we came across a gathering of a few thousand people singing and dancing in Accra, we quickly found our way to the middle of it and joined in! It was a church meeting with music, dancing,lights and choirs, it was like a music festival, we were treated like VIPs and shown to some seating with the choir, taken to meet the pastor, given more hankies. We declined the seating, preferring to be in the middle of the crowd waving our hankies enthusiastically. After an hour of this we made our way home taking a taxi instead of joining the huge tro tro queue.

I realised that Nungua is close to Tema and so was able to meet up with Karen Dadson  on Saturday, it was really great to see her and the children, they have all grown so much (the children, not Karen!) I'm definitely going to meet her again when I move back to Accra at the end of the year, I will be so much closer so visiting will be far easier!

After my near death experience with the orange last week, this week has been fairly quiet but my biggest problem is...... my stupid hair! (I know that Irene will say it's because it grows out of my stupid head!) I really don't think that I'm a long hair kind of person as you may see from some of the pictures. The girls here, my sisters, tell me that I need to persevere and soon I'll be able to tie it back, I think I need to persevere in trying to find an obroni hairdresser!
Sleeping is a problem-too much noise, cockerels all night, noisy neighbours playing music from 5am about 10ft away from my bedrooom, the praying man who prays and sings through a microphone outside from about 4am, no windows, just mosquito netting, I am so grateful that I packed some earplugs!
Monday was a crazy day, really crazy, we heard gunshots outside the house at about 10pm, we were safely with our host family who were a bit unsure of what was happening, we had just began to relax when we heard more. The host family believed it was the police firing warning shots at an illegal gambling house nearby, this morning we heard more shots and were nervous of any noises outside, but after hearing this at various times for 3 days are now getting blase about it!

After this it rained torrentially all night, with thunder and lightening for about 6 hours, I was feeling seriously sleep deprived! After a second night of heavy rain we woke early to find a river at the end of our road, the river had burst it's banks and flooded a huge part of the neighbourhood. This caused a huge amount of local excitement with huge crowds going into town to observe the flooded road and the debris from the flooded houses. As we needed to get to the other side of town we had to join the locals wading through the river to get transport at the other side, we were a part of the whole carnival!

Next week all of the Kasoa volunteers are travelling to Mole national park in the north, the journey will take us about 17 hours!!!! On our way back we hope to visit Kumasi, I'm looking forward to that and will see Henry and Juliet again. Will update blog again as soon as I can!

 Wow - I can't believe I managed to do this, it's been a mission!

Denne uge har helt klart kørt efter ghanesisk standard, for det meste har det nemlig bare været problemer. Planen var at jeg skulle arbejde mandag, tirsdag og onsdag i operationsstuerne, men selv efter at have kæmpet med næb og kløer for at få det til at ske, uden at gå i detaljer med problemerne, vil jeg bare lige nævne, at efter at have diskuteret med en eller anden dame fra Human Ressources i 2 dage, endte jeg med at få min vilje, hvilket betød at jeg tilbragte to timer i operationsstuen om tirsdagen. Hvor jeg formåede at se en Thyrodectomy, fjernelse af nogle ar fra skoldkopper og punktering af en stor bule, som befandt sig i panden på en lille pige. Hvilket alt sammen var rigtig spændende. Heldigvis ser det ud til at lægerne er ved at være færdige med at strejke, så forhåbentligt er der mere at lave på sygehuset, når jeg kommer tilbage fra mine 2 ugers ferie, som lige er startet i dag efter en kort men underholdende outreach. Vi skulle fortælle børn/unge mennesker i alderen 12-18 om Hepatitis B, men i stedet udviklede det sig mere til en snak om sikker sex og at vaske hænder.

Denne uges blog bliver en smule kort, da der ikke er sket det helt store. Og derudover har jeg lovet at skrive et brev for Projects Abroad til deres ghanesiske nyhedsbrev, som skal være færdig i morgen, og desuden skal jeg også have pakket, da jeg i morgen rejser med nogle af de andre frivillige til det nordlige Ghana, hvor vi skal tilbringe de næste 2 uger, hvilket bliver et skønt afbræk fra hverdagen her i Koforidua.

Thilde

Oke, even dit blogje testen :). Mijn laatste dagen in Vlaanderen komen op zijn einde, alle laatste voorbereidingen zijn zo goed als gedaan! Ik kan niet wachten tot ik aankom in Ghana en mijn gastgezin/mede vrijwilligers etc kan ontmoeten. Ik vertrek maandag de 31ste oktober en ga eerst verblijven in Kumasi bij Mrs. Beatrice Osei Asybey waar ik in het Kumasi Children's home zal te werk gesteld worden, na anderhalve maand ga ik naar The Akuapam Hills waar ik ga meehelpen aan het bouw project en zal verblijven bij Reverend Emmanuel Fianko tot eind janari. Hopelijk beleef ik een blast en leer ik er veel uit. 

Het volgende berichtje zal vanuit Ghana komen!

De groeten,

Thomas Vanderick ;)

Mandag 24.10.11 klokken 18.58

I weekenden var jeg i Cape Coast med de andre frivillige, vi tog af sted fordi at der hele ugen har været super vejr i Kumasi, men som altid ændrer vejret sig når vi tager på tur. Fredag var der rigtig godt vejr, men vi var først i Cape Coast ved 6 tiden, så solen var ved at gå ned. Vi tog os et bad, klædte om til noget mindre svedigt tøj(der er ingen aircondition i tro troen) bestilte mad, hyggesnakkede og så spillede vi pool og dansede. Det er altid højdepunktet når vi er i Cape Coast, at danse. Det er det fedeste af det fedeste, vi ligner idioter når vi prøver at danse som dem, og de griner altid af os, men synes det er sjovt og hvis man beder dem om at gå amok på dansegulvet så gør de det. De ser intet pinligt i at give den gas helt alene på dansegulvet, faktisk tror jeg det er det de helst vil. Jenna - en af pigerne fra Projects Abroad kom og besøgte os, hun arbejder i Cape Coast og skulle også arbejde i Kumasi, men har vidst lidt for travlt, men hun havde sin ghanesiske kæreste med og ham spillede vi pool med. I stedet for alkohol drak de alle sammen ananas juice :p Da klokken blev 01.30 gik vi i seng, for der var der praktisk talt ikke andre tilbage end os.

Lørdag regnede det stort set hele dagen, det var virkelig fesent! Vi havde alle sammen håbet på at kunne slikke noget sol, men jeg var ikke engang i nærheden af stranden. Det regnede indtil klokken 19-20 stykker og først der blev der tændt for musikken og folk kom ud fra deres skjul, så vi var alle sammen en smule trætte. De hollandske piger gik i seng tidligt, for de havde været tidligt oppe for at komme til Kakum National park. Jeg spillede pool, pool pool. Dansede en lille smule og spillede så pool igen og igen og igen. Havde en skide hyggelig aften, og jeg kom i seng klokken 4.30! (:

Søndag gik turen hjemad igen, men inden da gik vi en tur igennem byen, der er en masse små butikker eget af Rastafarian guys. Så jeg fik købt lidt forskelligt, en lille pung, to billeder, en halskæde og en træfigur. Det meste skal nok gives væk i gave, men iih ville gerne beholde det :p haha

Turen hjem var faktisk ret god, meget komfortabel sammenlignet med mange af de andre tro tro ture vi har haft.

Da jeg kom hjem spiste jeg aftensmad og så satte jeg mig og snakkede med min værtsbror i to timer. Det er første gang vi sådan rigtigt har snakket sammen! Det var rigtig hyggeligt, han er den storebror jeg aldrig fik! (: Han spurgte til hvordan det er i Danmark, min familie, venner osv, vi snakkede om hans nuværende kæreste og hans ekskærester. At han forlod Kumasi i 4 år fordi hans kæreste var ham utro /: Han vil gerne have mig med i kirke, men det er jeg altså ikke sikker på at jeg vil. Han sagde at vi ikke behøver tage i den samme kirke som sidst, men tror alligevel jeg takker nej tak..

De to andre frivillige der bor her tager af sted på lørdag. De har ikke engang været her i en måned endnu, men Annet(43) bryder sig ikke om at være her, hun synes arbejdet er træls og hun synes der er for mange mennesker og for meget trafik -.- hvad laver du i Afrika kvinde!? Jesus.

Martha tager til Accra i en måned, for at arbejde på Human Rights projektet.

Hmm det bliver nu altså rart at have det hele for sig selv igen. Kan bedst lide det sådan. Og de er fandme altid så negative :p

Det var alt for denne gang.

Ik dacht ondertussen alles wel mee gemaakt te hebben, maar elke dag gebeuren hier de raarste dingen. Gister avond, ik lag rustig, niets vermoedend, in m‘n bed. Wanneer we opeens een hele harde knal hoorden. Na ongeveer 10 seconden kwam de volgende knal en dat 7 keer! Ik sprong (letterlijk) m’n bed uit. Het eerste wat door m’n hoofd schoot was; dit zijn schoten. Op de gang kwam ik de andere meiden tegen en we besloten met z’n allen in de woonkamer te gaan zitten. Mr. Kontor (hostfamilie) sprintte naar de deur en sloot alles af. Daarna werden alle lichten gedoofd. We hoorden de familie met elkaar discuseren maar we hadden natuurlijk geen idee wat ze zeiden. Mr. Kontor kwam naar ons toe om te vertellen dat het inderdaad schoten waren en dat er in de straat waar wij leven iemand met een pistool rond liep. Voor 5 minuten zaten we muisstil (in het donker) om te kijken of er meer schoten zouden vallen. Na 5 minuten complete stilte besloten we allemaal maar naar bed te gaan. Na ongeveer 10 minuten in bed kwam een oorverdovend schot. We konden de schutter horen lopen naast ons huis. Op dat moment besloot ik om m’n ipod maar aan te zetten in de hoop dat ik het volgende schot niet zou horen. Dat werkte natuurlijk totaal niet en en volgden nog ongeveer 9 schoten. In ons huis hebben we niet eens ramen, alleen een hor voor de muggen. Dus dat de deur gesloten was gaf me ook niet echt een veilig gevoel. Alle meiden zaten ondertussen in mijn kamer, in stilte. Wat heel eng is is dat je geen idee hebt wat er gebeurt buiten het huis. Ik denk dat het ongeveer 30 minuten was na de laatste reeks schoten dat we weer probeerden te slapen. Wonderbaarlijk genoeg viel ik in slaap... De volgende ochtend (vandaag) zaten we aan de ontbijt tafel te praten over hoe raar het was om dat mee te maken. De grapjes kwamen langzaam om gang en we eindigden in de slappe lach en opeens een schot! Ik zie iedereen verstijven want de familie had gezegd dat het alleen in de nacht zou gebeuren. 6 schoten in totaal. Mr Kontor kwam naar ons toe om te zeggen dat hij nu ging kijken wat er aan de hand was. We hoorden hem opnieuw bellen met iemand. Het volgende moment was hij verdwenen. Na ongeveer 10 minuten was hij terug om ons te vertellen wat hij had gezien. (We noemen de schutter ‘crazy man’). Hij was naar de crazy man toe gegaan om te vragen wat er aan de hand was. Ik vraag me nog steeds af waarom iemand naar de schutter toe zou lopen en normaal zou vragen wat hij in vredesnaam aan het doen is. Maar oke. De crazy man is de enige hier in de buurt die in een normale auto rijdt en wij vroegen ons eerder deze maand al af hoe hij aan al dat geld kwam. Hij blijkt dus in het criminelecircuit van Ghana te zitten. Dan heb ik het over fraude en drugs. De politie was die avond gekomen om hem in te rekenen. De crazy man trok z’n pistool en gaf waarschuwingsschoten in de lucht dat ze niet dichterbij moesten komen. De mensen die om ons huis heen liepen de avond van de schoten bleek dus de politie te zijn. Mr. Kontor verzekerde ons dat het niet meer zou gebeuren nu. (Dat hadden we al eerder gehoord niet?) We besloten dus pas om 1 uur naar het weeshuis te gaan omdat het dan (misschien) veiliger was om naar buiten te gaan. Als ik deze blog post betekent het dus dat het veilig genoeg was om te gaan haha. Tijd om leukere dingen te vertellen nu. Zaterdag zijn we naar een Ghanese bruiloft geweest. We moesten 3 uur met de trotro reizen om er te komen maar het was het zeker waard. Wat een feest z’n bruiloft. Iedereen danst de hele dag. Er wordt muziek gedraaid zoals wij luisteren in de club of salsa. We hadden allemaal jurkjes aan en onze haren gedaan. Oke, thuis doen we dat heel vaak maar het is hier uniek om er schoon en normaal eruit te zien in deze bloedhitte en stoffige omgeving. Het is zo grappig om de verschillen te zien tussen een Nederlandse bruiloft en een Ghanese. Iedereen drinkt gewoon uit de flesjes, plastic bestek en rijst (verrassing). Maar de meeste mensen eten gewoon met hun handen. Zondag gingen we naar het strand. Normaal is dat natuurlijk niet zo speciaal maar deze stranddag wel! Na een uur zwemmen, liggen, praten enz. Zagen we opeens allemaal mensen naar het water wijzen. Water spoot omhoog, een walvis, zo dichtbij het strand! We konden het heel goed zien en hij bleef ongeveer 2 uur lang dicht bij. We hebben dus 2 uur lang naar een walvis zitten kijken op het strand. In het weeshuis hebben we 1 jongen die doofstom is ( 7 jaar). Luise en ik hadden het erover ongeveer 1,5 maand geleden hoe het ooit zou eindigen met z’n jongen. Het enige wat hij kan communiceren is als hij honger heeft of dorstig is. Gisteren toen we in het weeshuis kwamen zagen we dat er 2 nieuwe mensen waren. Na een tijdje met ze gepraat te hebben bleken ze hier te zijn om een kindje te adopteren en zelfs de jongen waarvan we dachten dat hij nooit geadopteerd zou worden! Ze komen uit Amerika en werken allebij met dove kinderen. Ze zijn nu 1,5 jaar bezig om hem naar Amerika te krijgen maar de Amerikaanse douane in Ghana geeft hem geen visa om naar Amerika te gaan. Officieel zijn het al zijn ouders wat betekent dat ze met hem kunnen samen wonen in Ghana . Ze zijn hier alleen een week om alles rond te krijgen en dan moeten ze nog minstens 4 maanden wachten om het verzoek door te krijgen. Ze hebben heel veel moeite met terug gaan naar de states en hem weer achter te laten in het weeshuis. Wat ik me heel goed kan voorstellen. Gelukkig weet hij zelf niet dat dit zijn ouders zijn en ze hebben ervoor gekozen om dat zo te houden voorlopig. Gold is mijn favorite baby. Nu 1 jaar oud. Toen ik hier kwam kon ze niet eens rechtop staan. Elke dag trainen we haar om te lopen en ondertussen kan ze alleen staan en 2 stappen zetten. Het is echt heel erg leuk om te zien dat de kinderen echt vooruitgang boeken door de dingen die we doen. We zijn nu met de iets oudere kinderen van 2 tot 3 elke dag aan het kleuren. In het begin hadden ze geen idee wat ze ermee aan moesten. Maar nu proberen ze al echt dingen te tekenen. De meeste kinderen, ook de oudere hebben nog nooit in hun leven papier en kleurtjes in hun handen gehad. Ook kleien is een groot succes. Ik had nooit verwacht voordat ik hier kwam dat ik zoveel lol kon hebben met kinderen. De planning was eigenlijk dat ik na een maand in het weeshuis naar Accra zou gaan om les te geven. Ik had dat in Nederland al besloten omdat ik bang was dat ik me teveel zou gaan hechten aan de kinderen. Toen ik hier 2 weken was wilde ik al niet meer weg en heb ik met projects abroad geregeld dat ik 2 maanden lang in het weeshuis kon blijven werken. Dit bleek allemaal heel makkelijk te gaan en ik was heel blij dat het allemaal geregeld was. Nu ik bijna afscheid moet nemen denk ik dat het misschien aan de ene kant niet z’n hele goede keuze is geweest om hier 2 maanden te blijven omdat ik me veels te veel ben gaan hechten aan de kinderen. 2 in het bijzonder. Je ziet ze toch elke dag en ziet ze elke avond in slaap vallen en de volgende ochtend komen ze weer heel vrolijk naar je toe rennen omdat ze je gemist hebben in de nacht. Het wordt een drama om weg te gaan en afscheid te nemen hier maar ik heb in ieder geval de tijd van m’n leven gehad.

Torsdag den 20.10.11 kl. 22.16

Det lyner og tordner og jeg kan ikke sove.. Hele ugen har det ellers været skyfrit og 100 grader! Helt forfærdeligt btw.

Denne uge har virkelig været fantastisk! Mit humør har været helt utroligt højt og jeg har nydt hvert et sekund. Nu er jeg halvvejs, så nu begynder tiden lige pludselig at gå hurtigt..

Jeg har fået et helt fantastisk forhold til børnene i min klasse og de andre på børnehjemmet. I tirsdags stod mig og to af de andre frivillige udenfor et klasseværelse. En dreng, Michael kom ud til os, han er helt fantastisk, tror han er 13-14 år, ved ikke helt hvad han fejler, men han er en af de “speciel needs kids”. Han er ikke så god til at snakke, men de helt simple ting kan han godt udtale og han er altid glad. Han kom hen til mig og lagde en arm rundt om mig, han ville have et kram går jeg ud fra. Så jeg tog armene om ham og krammede ham, og så blev han bare stående der. Han tyggede i en af farveblyanterne og havde et udtryk i ansigtet der udstrålede 100% lykke. Det er det ømmeste øjeblik jeg har haft hernede, jeg fik næsten tårer i øjnene. En af de andre frivillige tog et billede med sin mobil, så det vil jeg lige prøve at få fat i. Da vi havde stået der lidt, kom der endnu en dreng, tror faktisk han er ret gammel, men han forstår overhovedet ikke hvad man siger til ham og kan ikke snakke, men han smiler hvis man kilder ham på maven, tror det er down syndrom. Men hvert fald.. tror han blev en smule jaloux, så han kom også, så pludselig stod jeg med to halvvoksne drenge under armene, eej det var helt fantastisk!!

I dag da jeg havde været på internet café og var på vej hjem stødte jeg ind i to mænd, den ene sagde: Obroni(hvid kvinde), jeg sagde Obibini (sort mand), han sagde så, åh obibini, hvad er du så, jeg sagde Obroni - men vi er alle sammen ens sagde han, vi er alle sammen mennesker, og jeg sagde, ja helt bestemt, men hvorfor kaldte du så mig Obroni? Han svarede: vidste ikke du kunne twi. Jeg grinte og sagde: “eh te sein(hvordan går det) og han sagde, hey du er god - eye (jeg har det fint). Det er fedt at man nu forstår sproget. En anden spurgte først hvordan jeg havde det, på twi vel og mærket og svarede på twi at jeg har det fint, så spurgte han igen hvor jeg var på vej hen, igen på twi og pegede mod taxaen. Det føles en smule overskudsagtigt at kunne forstå og også svare på deres sprog, og de bliver altid hylet helt ud af den og der er altid smart guys der prøver at spille smarte, men så er det rart at kunne slynge en bemærkning af sted og så bliver de ellers grinet af af deres andre smart guys venner, i ved - dem der med pigetaskerne og de store briller. Forstår det stadig ikke! Der er intet smart ved det, overhovedet!!! :p Eller sælgerne på gaden, de griber altid fat i ens arm, og jeg bliver virkelig irriteret når det sker, for det gør fandme helt ondt nogle gange, men nu har jeg lært nogle slemme ord også, så det kører bare. Det sker ikke så ofte mere, tror de kan huske mig :p men så kan de sgu bare holde nallerne for dem selv! Jai!!

Derudover er det rart at kunne sidde i en tro tro og faktisk vide når de andre taler om en. Den anden dag steg jeg ind og de begyndte at spørge hinanden hvorfor jeg ikke tog en drop taxa i stedet for, og jeg lod dem grine lidt af mig hvorefter jeg sagde at det var for dyrt. Så blev der ellers stille og så kunne JEG grine! :p

Har tænkt længe over hvordan jeg skulle skrive denne blog, for så sent som fredag formiddag troede jeg, at dette ville blive en forholdsvis positiv beretning om sygehuset, men så kom fredag eftermiddag og vores sidste patient på fødegangen, hvilket ændrede alt. Men jeg må hellere starte med begyndelsen.

Mandag morgen skiftede jeg til labour ward (fødegangen) sammen med Sanne og i løbet af den første dag, så vi 9 børn blive født, 2 piger og 7 drenge. Kvinderne på fødegangen bliver først indlagt, når de er begyndt at have veer, og efter at være blevet undersøgt, bliver de lagt på en seng i First Stage stuen, hvor der er plads til seks patienter, og først når fødslen er lige op over, bliver de bedt om at gå ind i Second Stage rummet, hvor børnene så bliver bragt til verdenen. Dog går det ikke altid sådan, da sygeplejerskerne kun tjekker kvinderne med en times mellemrum, så flere af dem føder i det første rum eller på vej ind i det andet rum. Dog er der også nogle, hvor fødslen tager rigtig lang tid, hvilket gør at suget til sidst bliver taget frem. Et stort, gammeldags sug og sammenlagt med den måde børnene bliver trukket ud på, er det rimeligt utroligt, at børnene ikke kommer til skade. Når kvinderne bliver indlagt skal de selv medbringe et stykke plastik til at lægge over sengen, for lagnet skulle jo nødig blive beskidt! Og skal de på toilettet, må de gøre det i en spand i et rum fyldt med mennesker. Der er absolut ingen privatliv der. Når børnene er blevet født, bliver de vejet, målt og vaccineret, mens deres mødre venter på, at moderkagen kommer ud, og skulle kvinderne have brug for at blive syet bagefter, er der skam ikke noget, der hedder smertestillende. Når mødre og børn igen er blevet genforenet (der bliver på intet tidspunkt vist nogle følelser fra mødrenes side), bliver de lagt i en seng eller på en madras på gulvet på gangen, hvor de så ligger et par timer. Men ikke desto mindre var det for os fantastisk pludselig at stå med små nyfødte børn i hænderne. Og i løbet af tirsdag og onsdag så vi endnu 11 børn blive født (5 piger og 6 drenge), men næsten ligeså fantastisk var det, at vi så læger for den første gang i halvanden uge. Og vi så ikke bare en, nej pludselig var der 10 læger (lægestuderende inkluderet) på afdeling, og på det tidspunkt var der kun 3 patienter, så det var lidt overdrevent, men på trods af det, er det vist ikke alle lægerne, der er tilbage endnu.

Torsdag var vi på outreach til en muslimsk skole lidt uden for Koforidua. Vi lærte dem hvordan de skal vaske deres hænder og lappede deres sår, inden vi fandt nogle sæbebobler, så vi kunne lege med børnene.

Fredag var vi tilbage på Labour ward, og en af patienter var så afkræftet, at hun havde brug for et kejsersnit. Så vi fik lov til at følge hende til operationsstuen, trække en kittel uden over vores tøj, og så være med ved operationsbordet, hvilket var rigtig spændende. Operation varede ikke mere end en halv time, og så stod vi med en perfekt, lille dreng. Efter at lægen havde lagt det første snit, blev resten af arbejdet klaret ved simpelt hen at trække såret større med de bare hænder, hvilket så rimeligt voldsomt ud. Og da livmoderen skulle syes sammen, blev den vendt ud oven på maven, for så bagefter at blive skubbet ind igen, men det var en rigtig spændende oplevelse. Og ghanesisk hele vejen igennem, da operationspersonalet konstant snakkede i mobil, og folk udefra bare vadede ind og ud af rummet, som jo egentligt skulle være sterilt.

     Efter kejsersnittet gik vi tilbage til afdelingen, puslede om vores nyfødte patient, og så endnu to børn blive født. Lige inden vi skulle til at gå hjem, blev endnu en kvinde ført ind i Second Stage rummet, og da jeg havde læst hendes journal og set, at der ikke var noteret noget ud for fosterets hjerteslag, havde jeg en fornemmelse af, hvad der ventede, men det der skete, var stadig rimeligt chokerende. Kvinden var i 42. uge og havde tilbragt hele dagen i det samme rum, som de andre fødende kvinder, selvom sygeplejerskerne udmærket godt vidste, at barnet var dødt, og som vi senere kunne regne ud, så havde det været dødt i et stykke tid. Fødslen foregik som en hver anden, og mens kvinden fødte sit døde barn, grinede og pjattede sygeplejerskerne, lige så uprofessionelt som kun sygeplejersker her kan gøre det. Efter fødslen blev navlestrengen klippet, og barnet bliv smidt i en papkasse på gulvet (en kasse som der tidligere havde været handsker i), hvorefter kassen blev smidt over i et hjørne, dog nåede vi lige at se barnet, og det faktum, at noget af dets hud nærmest var rådnet op, gav os et indtryk af, at barnet havde været dødt længe. På intet tidspunkt blev der vist empati eller respekt over for denne kvinde, som uden noget familie havde født sit døde barn, og en af sygeplejerskerne sparkede sågar til papkassen. Efter fødslen blev kvinden lagt i en seng ved siden af de kvinder, som havde deres nyfødte børn hos sig. Selv efter at have arbejdet 7 uger på hospitalet og have været vidne til den ene nærmest umenneskelige behandling efter den anden, så stod jeg stadig tilbage med åben mund og en følelse af at befinde mig i en fuldkommen uvirkelig verden. Sådan en oplevelse bliver i ens tanker længe efter..

Thilde

This is Africa!! I have just typed a whole page update and the internet crashed and lost everything!

My subtitle for this week is 'Shit happens!' Every day it is a literally a huge feature of life here.

At the start of the week we made a made dash to Accra with Luise who became very sick, Aunty Jane and Jana took her on the very frustrating 2 hour journey, when we arrived she received emergency treatment for malaria, happily she is now recovering well. Aunty Jane was also called upon to deal with an animal incident when Jana and Luise found a lizard in their room and when Julie need help with a toilet incident at the orphanage, a child didn't make it to the toilet. As she was new, she didn't realise that this happens a lot and it's always diarrhea! Romy also needed aunty Jane's help when she stuck her elbow into a rotatating fan.

I had a crisis of my own when I choked on an orange and came very close to receiving the Heimlich manoeuvre from Carmen. They first thought that I was making stupid noises to amuse the children, once they realised that I was actually in trouble I had a lot of back thumping and I think it was they idea of the heimlich as Carmen poised herself behind me that helped me to recover!

The power cuts this week have been really extensive, with 2 whole nights of no electric fan causing us all to melt, also means no cold drinking water, but as we say-this is Africa!

Tomorrow, we are all going to a wedding, one of the Projects Abroad staff has invited us, will fill you in on that story next time. My hour  at the internet cafe is running out so I will sign out for now... back soon. love Jane

Its Thursday 20th October 2011 and me and Kayleigh have officially been accepted to do our volunteer project in Ghana!!   

This opportunity is going to be absolutely amazing for both of us and I just can't wait to go!!

As of now we have £2500 each to raise.  The first thing we are doing to start raising money is a 5k run in Glasgow on the 29th October.  The money is coming in nice and steady but we still have a long way to go!

We are also going to be selling handmade soap, bath salts, cards candles and more at a Christmas fayre in Galasheils on the 26th and 27th November.  We are hoping to have a stall at Uni too and also sell to family and friends before/after this event.

In Easter we are going to hold a Fun Day at Kayleigh's work where we will hopefully have a bouncy castle, face painting etc.

Thank you to everyone who has helped and supported me so far!  I don't think you realise just how much I appreciate it!

Ghana 2012 here we come!!!!!