AAhhh nej! Jeg skal hjem? 

Ambivalensen er komplet! Jeg vil virkelig ikke hjem, men altsaa, i ved - jeg glaeder mig virkelig til at komme hjem... Er der virkelig gaaet en maaned - og vent - gjorde jeg virkelig en forskel? Ifoelge boernene gjorde jeg. De graed da vi sagde farvel igaar - ikke dem alle sammen, men en del af dem.. Ikke drengene - my boys - de er 10-12 aar - og det var, undskyld jeg siger det, en stor oplevelse at se dem med blanke oejne igaar... Jeg kommer virkelig til at savne dem. Der er ogsaa en speciel lille pige - Hiwot, hun er omkring 4 aar, og hun holdt mig i haanden uafbrudt under "afskedsceremonien" - hun er skoen! Selams har generelt vist sig at betyde mere for mig, end jeg saadan lige troede, og jeg tror foerst det er nu, at det gaar op for mig hvorfor de giver os afskedsgaver og bliver ved med at sige og vise hvor taknemmelige de er. For vi goer aabenbart noget! Og gud - jeg kommer til at savne at spille fodbold og stop med en gruppe unger - og loebe rundt og lave sjov med dem. 

Idag, da jeg vaagnede, knirkede mit hovede lidt ovenpaa et par oel og en utrolig staerk long island icetea igaar... Vi spiste middag - Ethiopisk middag, shiro, injira, fantastisk mad og godt selskab, med de frivillige og et par drenge/maend fra Selams, deriblandt min afrikanske bror - Behailu (- eller Bailo) som har hjulpet os med boernene.. Efter middagen tog vi hen til en Lounge i nabolaget - fik drinks og saa de Ethiopiske kvinder smadre igennem i 10000 m til OL! Fuldent. Og jeg var lige ved at faa et armbaand som en lille ekstra afskedsgave - men jeg tog gudskelov ikke imod den... Jeg har spist min sidste morgenmad her - og om lidt skal Daisy - min skoenne afrikanske soester og jeg hen for at hente en kage til familie - den skal gives sammen med den blomst jeg har koebt paa Selams. 

Jeg har lavet en liste over ting jeg vil og IKKE vil komme til at savne.. En hurtig gennemgang, vaersgo!

Det vil jeg savne:

Selams, boernene, legene, Annelise og Daisy og Felix og de andre frivillige, kaffen, min etiopiske lillebror  Nat'nael, de komiske i skopudser drengene der sidder og venter paa at muderet vil angribe skoene, MADEN!, min vaerstfamilie, Etiopisk tidsregning - utrolig late back, komiske samtaler paa daarligt engelsk; "Hey white - where are you?" ( et brugt og skoent miks af where are you from og how are you), "Beautifull mastiga(tyggegummi)"  eller drengen der sagde " how are you?" men da jeg svarede "I'm fine thankyou, how are you?" saa betuddet ud og svarede "yes..."

Det vil jeg ikke savne:

Hunde der goer natten lang, tiggere - isaer unge raske tiggere, anmassende maend, "foregngee, foregngee" eller "sister, sister", "give me money", doede hunde i vejkanten, manglen paa vand!(og varmt vand), manglen paa sprog, manglen paa  fortove eller ordentlige veje, manglen paa organisering af noget som helst...

De sidste dage har vaeret skoenne, men vandring i bjergene naer megananga - som er halvt skidt halvt jord, frokost med foerst boernene, saa kollegaerne og igaar Projects Abroad. Afskedsmiddag. De sidste indkoeb - af kaffe! Alt er klar - saa mangler vi kun flyet...

Tilbage er kun at sige;

- Beini! - Arbit!

og, en kommentar der har ligget paa foerstepladsen de sidste uger, sagt af en ung etiopisk fyr da vi gik forbi, nemlig; "are you from China?"

Lige et par ord om Selam

Har paa fredag sidste arbejdsdag paa Selam og er allerede godt i gang med at tude... I dag spiste vi frokost i et af husene til pigerne (det er delt ind i drenge/piger og efter alder), det var en pige ved navn Bement der havde spurgt sin husmor om vi ikke maatte komme og deltage i spisning (SAA SOEDT!) Stedet har ikke haft voluntoerer foer saa det er stadig ret nyt for dem med hvide mennesker.

Vi fik historien om hvordan nogen af boernene er endt paa Selam, og det er hjerteskaerende. Bement og hendes yngre soester Hewit mistede foerst deres far, saa moren, bedstemoren begik selvmord, tanten begik selvmord, onklen begik selvmord osv. til de ikke havde flere slaegtninge til at tage sig af dem. Alligevel ser man de her kaempe smil hver dag naar vi kommer og lukker op for klassen, de er virkelig nogle overlevere. Hvorvidt de har HIV eller ej, var ikke en tanke jeg havde skaenket da jeg kom herned, foerst i mandags kom jeg i tanke om at muligheden blandt 150 boern er rimelig stor! En af de smaa piger har HIV, men lever med den og tager medicin hver dag. Hendes lillebror var meget heldig ikke at faa det.

Afrikanertid:

Hernede er det helt i orden at komme en halv time senere end aftalt arbejdstid, og en af dem jeg arbejder for Mengistu tror altid at jeg kommer for at tage en kaffepause naar jeg skal bruge ham til noget. Alt med maade! Jeg haaber ikke at jeg faar tilpasset mig lidt for godt til den tidsindstilling, ellers mister jeg nok midt job (hvis jeg nogensinde faar et igen :P)

Kaffeceremoni:

Her i Etiopien er kaffen et af de vigtigste handelsvare, de er ogsaa ret gode til det! De har kaffeceremonier ved saerlige lejligheder, for saerlige personer. Kaffen serveres i smaa kopper, med 3 tsk fulde sukker (JA 3), for kaffen er ret staerk. De sidder inde i huset ved et lille bord og rister kaffeboennerne saa duften spreder sig i hele huset. Derefter gaar de ud og kvaerner boennerne med haankraft. Der serveres popcorn til, og kombinationen er ikke saa ringe.

Kineserne:

En lidt spoejs kombination er kineserne der er ved at bygge en masse veje og lave vejskilte og alt muligt andet. Indimellem popper der lige en kinesisk restaurent op, ved ikke helt med kvaliteten for de styres som regel af etiopere.