Mandag den 03.10.11 kl. 21.12

Det er vidst et godt stykke tid siden i har hørt fra mig..

Onsdag var jeg ude at spise med de frivillige, her snakkede de om deres “medical outreach”, og jeg besluttede mig for at tage med for en gangs skyld. Så torsdag morgen mødtes vi 9.15 ved Sofoline. Herefter tog vi alle en tro tro til en anden del af Kumasi. Tafo. Her fandt vi skolen som vi skulle besøge. Vi stillede borde og stole op. Sprittede af og tog gummihandsker på og så skulle der ellers behandles. Min makker var Nienke fra Holland, hun studerer til læge og skal i gang med sit fjerde år ud af seks når hun kommer hjem. Det var skide spændende og børnene stod i kø for at blive tjekket! Vi behandlede ringorme, infektioner under huden i hovedbunden, testede for malaria, tog puls og blodtryk, rensede sår og forbandt dem osv. I pausen legede vi med børnene og fik en kold cola. Da alle børnene var set på tog vi hen til en anden skole i samme bydel. Børnene vi behandlede var 3-6 år og de kunne fandme tale kinesisk! Vi var alle meget imponerede og lærerne var meget stolte. Til sidst skulle der selvfølgelig tages gruppebillede. Meget falsk og opstillet. Men læreren var glad og skolen kan nu bruge vores besøg som reklame.

Efter outreachen tog vi til Asafo stationen, fandt en tro der gik mod Koforidua. Turen dertil skulle tage omkring fire timer, MEN MEN MEN. Nu har vi jo aldrig været på en tur hernede uden at noget går galt, og dén holder stadig. For da vi var omkring en time fra Koforidua var der pludselig kø, vi vendte om og kørte et stykke tilbage og tog en anden vej. En meget smal en, det røde “sand” som altid, ingen lys og “jungle” på begge sider af vejen. Da vi har kørt ad denne vej i en halv time punkterer vi. Og ikke bare en punktering hvor luften fiser stille ud. Nej det eksploderer simpelthen og vi tror fandme alle sammen at der var nogen der skød efter os. Men her stopper vores chauffør og vi bliver jaget ud af tro-troen. Der er vild panik, for bag os er der nu dannet en virkelig lang kø af taxi, trotros og busser der dytter! De er kørt samme vej som os pga køen på hovedvejen. Selvfølgelig er det Obroni tro’en der skal standse hele lortet. Vi var ikke populære.. Men det var sgu meget sjovt, da vi endelig fik lov at komme ind igen var klokken efterhånden mange og vi havde ikke booket noget hotel, men tog hen på det billigste. Spurgte efter aftensmad, men der var lukket. Vi  havde snakket med dem i telefonen for at høre om de havde plads og om det var muligt at lægge madrasser på gulvet, og ork ja vi kunne bare komme. Det gjorde vi jo så, men madrasserne kunne de lige pludselig ikke huske noget om, for man må kun sove to på hvert værelse, så vi bildte ham ind at vi var 10 personer, drew gemte sig bag en bil og listede ind på drengeværelset da manden var gået. Nogle var ret sultne så de tog ind til byen og fik en sandwich, jeg og Annick gik i seng og tøsesnakkede i en times tid. Skide hyggeligt. Til morgenmaden blev Drew væk og løb ud af udgangen da vi andre havde signaleret fri bane. Crimeriders!

Endnu en dag, vi starter på en frisk. Men igen skulle der gå noget galt. For drengene skulle hæve penge, så vi splittede os op i tre grupper, to taxier direkte mod tro tro stationen, drengene mod en bank. Men da vi havde ventet et godt stykke tid ringede Nienkes telefon og Stu spurgte hvor vi var. Begge grupper var tilsyneladende ved tro tro stationen, men det viste sig at der var mere end en. Så efter at have trasket hele stationen tynd for at finde hinanden endte vi med at spørge en politimand og han fortalte hvor vi skulle gå hen. Efter en times tid fandt vi den rigtige station hvor vi lejede vores egen tro. 10 cedis hver og så kørte de indenom vandfaldene 40 minutters kørsel væk fra Koforidua.

Det var super smukt! Tror det havde et fald på omkring 30 meter, vi badede en smule, mest for billedernes skyld, for det var skide koldt og vandet var ret grumset. Men nu har vi set endnu et vandfald, og det var endnu flottere end sidste gang!

Efter vandfaldene kørte vi mod Volta. Det er den værste tro tro tur jeg nogensinde har haft! Vejene var virkelig ringe, jeg var svimmel og jeg sad ved siden af en ny pige som ikke ligefrem er min kop te..

Men efter et par 1000 bump uden eksplosioner nåede vi frem til vores “hotel”. Aylos Bay. Lå helt ned til søen, men pramme ude i vandet hvor man kunne sidde og spise. Da vi så værelserne tror jeg at personalet troede at der var noget galt med os, for vi var helt forbløffede over hvor fint det var, efter vestlige standarder var det sikkert noget møg, men i forhold til det vi har set tidligere var dette luksus! Der var en dobbeltseng på hvert værelse og vi fik båret en madras ind til den tredje person, det var fint, men da de så også bar puder og betræk ind gik vi helt i selvsving!

Vi spiste frokost, planlagde dag3, svømmede i søen, spillede kort, læste bog, Annick og jeg gav hinanden massage og så var det tid til aftensmad hvor vi fik friske rejer fra søen. Allerede klokken 21.00 gik vi i seng, jeg vågnede omkring 7 gange og næsten hver eneste gang jeg åbnede øjnene fik jeg øjenkontakt med Annick og vi signalerede begge at vi ikke kunne sove pga. regnen.

Klokken 6 stod mig og hende op, gjorde os færdige og mødtes udenfor værelset med Stu, vi tre tog en tro tro til en station og derefter en taxi til færgen. Her ville vi købe billetter, men vi fik at vide at vi kunne komme tilbage igen klokken 9. Så vi tog hele vejen hjem igen, spiste morgenmad med de andre og tog så af sted igen halv 9. Vi fik købt billetter og gik ombord. Det var en ret stor færge, med et lille “soppebassin”, liveband, kæmpe bar (priserne var dog liiiidt for høje til at vi gad købe noget), og stole i solen. Vi sejlede i cirka to timer, i smukke omgivelser, før der blev serveret frokost. Det var virkelig lækkert, to forskellige slags ris, salat, kylling eller fisk og en masse sauce + en valgfri drikkevare. Da vi havde spist var vi kommet til en lille ø og her gik vi i land. Nogle badede og andre blev bare på færgen og slikkede sol. Der var en masse afrikanere på øen, der dansede og spillede musik og håbede på at få penge, men det var simpelthen for opstillet og fake, så ingen af os gav noget.

På vejen hjem begyndte det at regne, så det var en lidt lang tur, men fint nok. Da vi kom tilbage til “hotellet” regnede det stadig voldsomt, så vi blev alle sammen på vores værelser, tog et dejligt koldt (-.-) bad og så spiste vi ellers aftensmad igen. Efter aftensmaden gik vi en tur mod en af byerne, her var der et spot hvor nogle fik sig en enkelt øl eller cola, vi var alle meget trætte, så vi gik hurtigt hjem i seng og denne nat var en smule bedre!

Søndag morgen skinnede solen fra en skyfri himmel (sådan er det altid på rejsedagen!), så vi tog os en morgendukkert og spiste derefter morgenmad, hvilket fandme var inklusiv! Det har vi heller aldrig prøvet. Toast brød, omelet, pølse og bønner og alt det te du kunne drikke (: ganske udmærket. 10.15 stod vi alle klar med vores rygsække og turen gik hjemad. Endnu engang en forfærdelig tur, men hvad pokker, er ret vænnet efterhånden!

Var meget spændt på at komme hjem, for der skulle ankomme en ny frivillig. Hun viste sig at være fra Tyskland, nu bor hun i Schweiz. Det var hende der åbnede døren og jeg må indrømme at jeg fik lidt af et chok, for i døråbningen stod en kvinde der kunne være min mor. Hun er ret dårlig til engelsk, undskyld mormor, men kunne forestille mig at i ville kunne forstå hinanden! :p

Hun har ingen mand eller børn, er dagplejemor, fniser hele tiden, akavet - ja ikke lige hvad jeg havde regnet med. Men hun er her en måned og hun kan ikke gøre en flue fortræd, så jeg prøver på at hjælpe hende så godt jeg kan. Hun skal arbejde samme sted som mig nemlig.. Og kunne forestille mig at hun får problemer med at finde vej eller noget i den stil.

I dag ville jeg forlænge mit visum, sammen med Annick, så vi tog til Adum for at få taget pasfotos fordi vi havde fået at vide at vi skulle bruge to billeder. Da vi endelig var færdige med dét og fandt det rigtige kontor blev vi spurgt om vores ENE billede og vores flybillet. Den havde vi jo selvfølgelig ikke taget med, så der skal vi ind igen i morgen… I mellemtiden begyndte det at regne, så vi fik lige lov at stå i yderligere en halv time og vente på at det skulle stoppe. Dejlig dag (:

I morgen skal jeg mødes med Slagter Ole! Dét glæder jeg mig til!