Mandag 24.10.11 klokken 18.58

I weekenden var jeg i Cape Coast med de andre frivillige, vi tog af sted fordi at der hele ugen har været super vejr i Kumasi, men som altid ændrer vejret sig når vi tager på tur. Fredag var der rigtig godt vejr, men vi var først i Cape Coast ved 6 tiden, så solen var ved at gå ned. Vi tog os et bad, klædte om til noget mindre svedigt tøj(der er ingen aircondition i tro troen) bestilte mad, hyggesnakkede og så spillede vi pool og dansede. Det er altid højdepunktet når vi er i Cape Coast, at danse. Det er det fedeste af det fedeste, vi ligner idioter når vi prøver at danse som dem, og de griner altid af os, men synes det er sjovt og hvis man beder dem om at gå amok på dansegulvet så gør de det. De ser intet pinligt i at give den gas helt alene på dansegulvet, faktisk tror jeg det er det de helst vil. Jenna - en af pigerne fra Projects Abroad kom og besøgte os, hun arbejder i Cape Coast og skulle også arbejde i Kumasi, men har vidst lidt for travlt, men hun havde sin ghanesiske kæreste med og ham spillede vi pool med. I stedet for alkohol drak de alle sammen ananas juice :p Da klokken blev 01.30 gik vi i seng, for der var der praktisk talt ikke andre tilbage end os.

Lørdag regnede det stort set hele dagen, det var virkelig fesent! Vi havde alle sammen håbet på at kunne slikke noget sol, men jeg var ikke engang i nærheden af stranden. Det regnede indtil klokken 19-20 stykker og først der blev der tændt for musikken og folk kom ud fra deres skjul, så vi var alle sammen en smule trætte. De hollandske piger gik i seng tidligt, for de havde været tidligt oppe for at komme til Kakum National park. Jeg spillede pool, pool pool. Dansede en lille smule og spillede så pool igen og igen og igen. Havde en skide hyggelig aften, og jeg kom i seng klokken 4.30! (:

Søndag gik turen hjemad igen, men inden da gik vi en tur igennem byen, der er en masse små butikker eget af Rastafarian guys. Så jeg fik købt lidt forskelligt, en lille pung, to billeder, en halskæde og en træfigur. Det meste skal nok gives væk i gave, men iih ville gerne beholde det :p haha

Turen hjem var faktisk ret god, meget komfortabel sammenlignet med mange af de andre tro tro ture vi har haft.

Da jeg kom hjem spiste jeg aftensmad og så satte jeg mig og snakkede med min værtsbror i to timer. Det er første gang vi sådan rigtigt har snakket sammen! Det var rigtig hyggeligt, han er den storebror jeg aldrig fik! (: Han spurgte til hvordan det er i Danmark, min familie, venner osv, vi snakkede om hans nuværende kæreste og hans ekskærester. At han forlod Kumasi i 4 år fordi hans kæreste var ham utro /: Han vil gerne have mig med i kirke, men det er jeg altså ikke sikker på at jeg vil. Han sagde at vi ikke behøver tage i den samme kirke som sidst, men tror alligevel jeg takker nej tak..

De to andre frivillige der bor her tager af sted på lørdag. De har ikke engang været her i en måned endnu, men Annet(43) bryder sig ikke om at være her, hun synes arbejdet er træls og hun synes der er for mange mennesker og for meget trafik -.- hvad laver du i Afrika kvinde!? Jesus.

Martha tager til Accra i en måned, for at arbejde på Human Rights projektet.

Hmm det bliver nu altså rart at have det hele for sig selv igen. Kan bedst lide det sådan. Og de er fandme altid så negative :p

Det var alt for denne gang.

Torsdag den 20.10.11 kl. 22.16

Det lyner og tordner og jeg kan ikke sove.. Hele ugen har det ellers været skyfrit og 100 grader! Helt forfærdeligt btw.

Denne uge har virkelig været fantastisk! Mit humør har været helt utroligt højt og jeg har nydt hvert et sekund. Nu er jeg halvvejs, så nu begynder tiden lige pludselig at gå hurtigt..

Jeg har fået et helt fantastisk forhold til børnene i min klasse og de andre på børnehjemmet. I tirsdags stod mig og to af de andre frivillige udenfor et klasseværelse. En dreng, Michael kom ud til os, han er helt fantastisk, tror han er 13-14 år, ved ikke helt hvad han fejler, men han er en af de “speciel needs kids”. Han er ikke så god til at snakke, men de helt simple ting kan han godt udtale og han er altid glad. Han kom hen til mig og lagde en arm rundt om mig, han ville have et kram går jeg ud fra. Så jeg tog armene om ham og krammede ham, og så blev han bare stående der. Han tyggede i en af farveblyanterne og havde et udtryk i ansigtet der udstrålede 100% lykke. Det er det ømmeste øjeblik jeg har haft hernede, jeg fik næsten tårer i øjnene. En af de andre frivillige tog et billede med sin mobil, så det vil jeg lige prøve at få fat i. Da vi havde stået der lidt, kom der endnu en dreng, tror faktisk han er ret gammel, men han forstår overhovedet ikke hvad man siger til ham og kan ikke snakke, men han smiler hvis man kilder ham på maven, tror det er down syndrom. Men hvert fald.. tror han blev en smule jaloux, så han kom også, så pludselig stod jeg med to halvvoksne drenge under armene, eej det var helt fantastisk!!

I dag da jeg havde været på internet café og var på vej hjem stødte jeg ind i to mænd, den ene sagde: Obroni(hvid kvinde), jeg sagde Obibini (sort mand), han sagde så, åh obibini, hvad er du så, jeg sagde Obroni - men vi er alle sammen ens sagde han, vi er alle sammen mennesker, og jeg sagde, ja helt bestemt, men hvorfor kaldte du så mig Obroni? Han svarede: vidste ikke du kunne twi. Jeg grinte og sagde: “eh te sein(hvordan går det) og han sagde, hey du er god - eye (jeg har det fint). Det er fedt at man nu forstår sproget. En anden spurgte først hvordan jeg havde det, på twi vel og mærket og svarede på twi at jeg har det fint, så spurgte han igen hvor jeg var på vej hen, igen på twi og pegede mod taxaen. Det føles en smule overskudsagtigt at kunne forstå og også svare på deres sprog, og de bliver altid hylet helt ud af den og der er altid smart guys der prøver at spille smarte, men så er det rart at kunne slynge en bemærkning af sted og så bliver de ellers grinet af af deres andre smart guys venner, i ved - dem der med pigetaskerne og de store briller. Forstår det stadig ikke! Der er intet smart ved det, overhovedet!!! :p Eller sælgerne på gaden, de griber altid fat i ens arm, og jeg bliver virkelig irriteret når det sker, for det gør fandme helt ondt nogle gange, men nu har jeg lært nogle slemme ord også, så det kører bare. Det sker ikke så ofte mere, tror de kan huske mig :p men så kan de sgu bare holde nallerne for dem selv! Jai!!

Derudover er det rart at kunne sidde i en tro tro og faktisk vide når de andre taler om en. Den anden dag steg jeg ind og de begyndte at spørge hinanden hvorfor jeg ikke tog en drop taxa i stedet for, og jeg lod dem grine lidt af mig hvorefter jeg sagde at det var for dyrt. Så blev der ellers stille og så kunne JEG grine! :p

Lørdag den 15.10.11 klokken 10.19 - HALVVEJS!!!!

Jeg ved det er lang tid siden jeg har skrevet sidst, men jeg er altså ved at køre død i det. Og sidste onsdag bad Gabby mig om at skrive et nyhedsbrev til Projects Abroad Danmark, så det er jeg i gang med og det skal være færdig på mandag, for der kommer der en fra organisationen og tager billeder af mig mens jeg arbejder. Det bliver spændende. ¨

I denne uge har det regnet hver eneste dag! Og når det regner her er det ikke bare en lille smule! Det øser virkelig ned. Det er dog kun i et par timer, men det hele er vådt når solen så igen titter frem. Sidste weekend tog vi på tur til kysten. Vi har 14 af sted fra PA og derudover var der to andre piger med fra Holland og en fra Norge. Det var lidt voldsomt, men meget sjovt (:

Den første dag var vi i Cape Coast. Sov igen på Oasis og her var der igen god musik, glade mennesker og rigtig god mad.

Dagen efter tog vi en tro tro til Busua, et mindre sted, det minder en smule om Cape Coast, her er der bare ikke så mange mennesker, der er stille og roligt og stranden er flottere. Det var nærmest en Bounty strand. Med helt fint hvidt sand, flot gennemsigtigt vand og ude i horisonten lå en lille ø, det lignede noget fra Pirates of the Caribien.

Her skete der ingenting, men vi gik ned på stranden, satte os i plastikstolene og fandt vores bøger og i-pods frem, vi badede, og lejede et “surfboard” (det lignede sådan et de små børn bruger), men det var ret fedt, Susanne fra Holland er også svømmer, så vi havde os en god snak om hvordan dét er.

Om aftenen gik vi rigtig tidligt i seng, der skete ikke så meget, så mig og Annick gik i stedet ind på værelset og læste og tøsesnakkede.

Søndag var lidt det samme, vi fik noget rigtig godt mad. Hummer og stegte ris, umm! Og så var vi ellers på vej hjem igen efter en dejlig afslappende weekend.

Da vi kom til Kumasi, stod alt under vand!! Der var bogstavelig talt oversvømmelse. Nogle fyrer prøvede at redde deres motorcykel/knallert butik. Biler var halvt dækket af vand og ja, folk var ret meget i panik. Det er første gang jeg har set en rigtig oversvømmelse.

Hmm tirsdag efter arbejde tog jeg til Adum for at komme på skype, og her fulgtes jeg med en mand som jeg én gang før har snakket med. Han er omkring 50-55 og murer. Det er underligt, han er den klogeste mand jeg har mødt hernede. Han vil rigtig gerne snakke om hvordan tingene fungerer i Danmark i forhold til i Ghana. Han brokkede sig fx over trafikken og sagde: hvis de tegnede linjer på vejene ligesom i gør i Vesten, så ville vi ikke have det problem, og han sagde: hvis vores vand blev ledt ned i jorden ligesom i gør det, så ville vi ikke have haft oversvømmelse i går. Det er måske logik for burhøns, men han er den eneste jeg har hørt snakke om sådan nogle ting. Når han snakker lyder han som en vis mand og som en der har prøvet det meste, men han er egentlig “bare” murer. Jeg ved ikke hvorfor lige præcis en mand som ham ved så meget om andre lande og hvordan det fungerer der, men måske har han en fortid jeg ikke kender til. Jeg spurgte om han nogensinde havde været i Danmark, men han har aldrig været uden for Ghana. Hvert fald var det en oplevelse at møde ham.

Onsdag var der møde med de frivillige, vi tog først hen til ét hotel, men der dukkede ikke nogen p, så ringede vi til PA drengene og de fortalte at det ikke var dét hotel, så der brugte vi lige to timer på at finde det rigtige sted. Men da vi kom der var der god stemning, solen skinnede og der var musik i højtalerne. Til aften spiste vi på “It’s my Kitchen”, maden var virkelig virkelig lækker og vi bestemte os for at vi bliver nødt til at tage derhen igen! (:

Torsdag var vi på karaoke bar, mig og en anden pige havde skrevet os selv på listen med “I wish I was a punk rocker”, men de lukkede det før vi nåede at synge desværre.

Fredag mødtes jeg med Malene på skype, hvilket var virkelig skønt! Jeg har ikke tænkt så meget på dem derhjemme, indtil nu. Jeg er halvvejs og savner mine venner utrolig meget. Jeg har modtaget breve og billeder hjemmefra og de er alle sammen hængt op på væggen på mit værelse, så I er de sidste jeg ser inden jeg går i seng og de første jeg ser når jeg står op. Jeg har åbnet alle mine breve undtagen “til den dag hvor det er den 1. november” - haha. Og Anne - jeg måtte fælde en tårer da jeg åbnede: “til den dag du savner mig allermest”..

Jeg fik også lavet nyt visum, fik lige betalt 80 cedis -.- gang det med 3,55. Det er sådan noget der er træls at betale, for det er bare et skide stempel..

Nu er jeg på vej til Adum for at mødes med Regitze på skype og bagefter tror jeg at jeg tager hen på et hotel så jeg kan bruge poolen. Det er varmt i dag, og de to andre piger er her ikke, så jeg må finde på noget at lave (:

Knus.

Mandag den 03.10.11 kl. 21.12

Det er vidst et godt stykke tid siden i har hørt fra mig..

Onsdag var jeg ude at spise med de frivillige, her snakkede de om deres “medical outreach”, og jeg besluttede mig for at tage med for en gangs skyld. Så torsdag morgen mødtes vi 9.15 ved Sofoline. Herefter tog vi alle en tro tro til en anden del af Kumasi. Tafo. Her fandt vi skolen som vi skulle besøge. Vi stillede borde og stole op. Sprittede af og tog gummihandsker på og så skulle der ellers behandles. Min makker var Nienke fra Holland, hun studerer til læge og skal i gang med sit fjerde år ud af seks når hun kommer hjem. Det var skide spændende og børnene stod i kø for at blive tjekket! Vi behandlede ringorme, infektioner under huden i hovedbunden, testede for malaria, tog puls og blodtryk, rensede sår og forbandt dem osv. I pausen legede vi med børnene og fik en kold cola. Da alle børnene var set på tog vi hen til en anden skole i samme bydel. Børnene vi behandlede var 3-6 år og de kunne fandme tale kinesisk! Vi var alle meget imponerede og lærerne var meget stolte. Til sidst skulle der selvfølgelig tages gruppebillede. Meget falsk og opstillet. Men læreren var glad og skolen kan nu bruge vores besøg som reklame.

Efter outreachen tog vi til Asafo stationen, fandt en tro der gik mod Koforidua. Turen dertil skulle tage omkring fire timer, MEN MEN MEN. Nu har vi jo aldrig været på en tur hernede uden at noget går galt, og dén holder stadig. For da vi var omkring en time fra Koforidua var der pludselig kø, vi vendte om og kørte et stykke tilbage og tog en anden vej. En meget smal en, det røde “sand” som altid, ingen lys og “jungle” på begge sider af vejen. Da vi har kørt ad denne vej i en halv time punkterer vi. Og ikke bare en punktering hvor luften fiser stille ud. Nej det eksploderer simpelthen og vi tror fandme alle sammen at der var nogen der skød efter os. Men her stopper vores chauffør og vi bliver jaget ud af tro-troen. Der er vild panik, for bag os er der nu dannet en virkelig lang kø af taxi, trotros og busser der dytter! De er kørt samme vej som os pga køen på hovedvejen. Selvfølgelig er det Obroni tro’en der skal standse hele lortet. Vi var ikke populære.. Men det var sgu meget sjovt, da vi endelig fik lov at komme ind igen var klokken efterhånden mange og vi havde ikke booket noget hotel, men tog hen på det billigste. Spurgte efter aftensmad, men der var lukket. Vi  havde snakket med dem i telefonen for at høre om de havde plads og om det var muligt at lægge madrasser på gulvet, og ork ja vi kunne bare komme. Det gjorde vi jo så, men madrasserne kunne de lige pludselig ikke huske noget om, for man må kun sove to på hvert værelse, så vi bildte ham ind at vi var 10 personer, drew gemte sig bag en bil og listede ind på drengeværelset da manden var gået. Nogle var ret sultne så de tog ind til byen og fik en sandwich, jeg og Annick gik i seng og tøsesnakkede i en times tid. Skide hyggeligt. Til morgenmaden blev Drew væk og løb ud af udgangen da vi andre havde signaleret fri bane. Crimeriders!

Endnu en dag, vi starter på en frisk. Men igen skulle der gå noget galt. For drengene skulle hæve penge, så vi splittede os op i tre grupper, to taxier direkte mod tro tro stationen, drengene mod en bank. Men da vi havde ventet et godt stykke tid ringede Nienkes telefon og Stu spurgte hvor vi var. Begge grupper var tilsyneladende ved tro tro stationen, men det viste sig at der var mere end en. Så efter at have trasket hele stationen tynd for at finde hinanden endte vi med at spørge en politimand og han fortalte hvor vi skulle gå hen. Efter en times tid fandt vi den rigtige station hvor vi lejede vores egen tro. 10 cedis hver og så kørte de indenom vandfaldene 40 minutters kørsel væk fra Koforidua.

Det var super smukt! Tror det havde et fald på omkring 30 meter, vi badede en smule, mest for billedernes skyld, for det var skide koldt og vandet var ret grumset. Men nu har vi set endnu et vandfald, og det var endnu flottere end sidste gang!

Efter vandfaldene kørte vi mod Volta. Det er den værste tro tro tur jeg nogensinde har haft! Vejene var virkelig ringe, jeg var svimmel og jeg sad ved siden af en ny pige som ikke ligefrem er min kop te..

Men efter et par 1000 bump uden eksplosioner nåede vi frem til vores “hotel”. Aylos Bay. Lå helt ned til søen, men pramme ude i vandet hvor man kunne sidde og spise. Da vi så værelserne tror jeg at personalet troede at der var noget galt med os, for vi var helt forbløffede over hvor fint det var, efter vestlige standarder var det sikkert noget møg, men i forhold til det vi har set tidligere var dette luksus! Der var en dobbeltseng på hvert værelse og vi fik båret en madras ind til den tredje person, det var fint, men da de så også bar puder og betræk ind gik vi helt i selvsving!

Vi spiste frokost, planlagde dag3, svømmede i søen, spillede kort, læste bog, Annick og jeg gav hinanden massage og så var det tid til aftensmad hvor vi fik friske rejer fra søen. Allerede klokken 21.00 gik vi i seng, jeg vågnede omkring 7 gange og næsten hver eneste gang jeg åbnede øjnene fik jeg øjenkontakt med Annick og vi signalerede begge at vi ikke kunne sove pga. regnen.

Klokken 6 stod mig og hende op, gjorde os færdige og mødtes udenfor værelset med Stu, vi tre tog en tro tro til en station og derefter en taxi til færgen. Her ville vi købe billetter, men vi fik at vide at vi kunne komme tilbage igen klokken 9. Så vi tog hele vejen hjem igen, spiste morgenmad med de andre og tog så af sted igen halv 9. Vi fik købt billetter og gik ombord. Det var en ret stor færge, med et lille “soppebassin”, liveband, kæmpe bar (priserne var dog liiiidt for høje til at vi gad købe noget), og stole i solen. Vi sejlede i cirka to timer, i smukke omgivelser, før der blev serveret frokost. Det var virkelig lækkert, to forskellige slags ris, salat, kylling eller fisk og en masse sauce + en valgfri drikkevare. Da vi havde spist var vi kommet til en lille ø og her gik vi i land. Nogle badede og andre blev bare på færgen og slikkede sol. Der var en masse afrikanere på øen, der dansede og spillede musik og håbede på at få penge, men det var simpelthen for opstillet og fake, så ingen af os gav noget.

På vejen hjem begyndte det at regne, så det var en lidt lang tur, men fint nok. Da vi kom tilbage til “hotellet” regnede det stadig voldsomt, så vi blev alle sammen på vores værelser, tog et dejligt koldt (-.-) bad og så spiste vi ellers aftensmad igen. Efter aftensmaden gik vi en tur mod en af byerne, her var der et spot hvor nogle fik sig en enkelt øl eller cola, vi var alle meget trætte, så vi gik hurtigt hjem i seng og denne nat var en smule bedre!

Søndag morgen skinnede solen fra en skyfri himmel (sådan er det altid på rejsedagen!), så vi tog os en morgendukkert og spiste derefter morgenmad, hvilket fandme var inklusiv! Det har vi heller aldrig prøvet. Toast brød, omelet, pølse og bønner og alt det te du kunne drikke (: ganske udmærket. 10.15 stod vi alle klar med vores rygsække og turen gik hjemad. Endnu engang en forfærdelig tur, men hvad pokker, er ret vænnet efterhånden!

Var meget spændt på at komme hjem, for der skulle ankomme en ny frivillig. Hun viste sig at være fra Tyskland, nu bor hun i Schweiz. Det var hende der åbnede døren og jeg må indrømme at jeg fik lidt af et chok, for i døråbningen stod en kvinde der kunne være min mor. Hun er ret dårlig til engelsk, undskyld mormor, men kunne forestille mig at i ville kunne forstå hinanden! :p

Hun har ingen mand eller børn, er dagplejemor, fniser hele tiden, akavet - ja ikke lige hvad jeg havde regnet med. Men hun er her en måned og hun kan ikke gøre en flue fortræd, så jeg prøver på at hjælpe hende så godt jeg kan. Hun skal arbejde samme sted som mig nemlig.. Og kunne forestille mig at hun får problemer med at finde vej eller noget i den stil.

I dag ville jeg forlænge mit visum, sammen med Annick, så vi tog til Adum for at få taget pasfotos fordi vi havde fået at vide at vi skulle bruge to billeder. Da vi endelig var færdige med dét og fandt det rigtige kontor blev vi spurgt om vores ENE billede og vores flybillet. Den havde vi jo selvfølgelig ikke taget med, så der skal vi ind igen i morgen… I mellemtiden begyndte det at regne, så vi fik lige lov at stå i yderligere en halv time og vente på at det skulle stoppe. Dejlig dag (:

I morgen skal jeg mødes med Slagter Ole! Dét glæder jeg mig til!